De seneste afgørelser i aftale- og formueretten viser et tydeligt mønster: **Den part, der vil have penge, skal kunne forklare og dokumentere hvorfor** – og formaliafejl bliver i praksis et dyrt “nej tak”.

## Fire nye afgørelser der flytter noget i praksis

De seneste afgørelser i aftale- og formueretten viser et tydeligt mønster: Den part, der vil have penge, skal kunne forklare og dokumentere hvorfor – og formaliafejl bliver i praksis et dyrt “nej tak”.

Fire nye afgørelser der flytter noget i praksis

Afgørelserne er alle fra februar 2026 og spænder fra lejeretlige depositumtvister til arbejdsretligt prægede erstatningskrav og Højesterets udmåling af tort ved grov personskade.

Det juridiske fællespunkt er ikke lovparagrafferne i sig selv, men domstolenes og nævnenes meget konkrete tilgang til bevisbyrde, klarhed og “procesdisciplin”: Hvem har pligten til at levere et grundlag for, at penge kan flyttes fra A til B – og hvornår falder kravet på gulvet, hvis grundlaget mangler.

Lejeforhold hvor standardtekster ikke bærer bevisbyrden

De to huslejenævnssager rammer et velkendt konfliktfelt i aftaleretten: Parterne har indgået en aftale (lejekontrakt), men ved ophør handler tvisten reelt om opgørelse, tabsdokumentation og retsvirkningen af formkrav.

Silkeborg udlejer uden fakturaer og uden forklaring mister hele depositummet

I Silkeborg-sagen (25. februar 2026) ender udlejer med at skulle tilbagebetale hele depositummet på 21.600 kr. efter Lejeloven § 114, stk. 1 og Lejeloven § 190. Nævnet lægger lejers fremstilling til grund, fordi udlejer ikke svarer, jf. Lov om boligforhold § 86, stk. 2, og den materielle kerne bliver derefter brutal i sin enkelhed: Når udlejer kræver istandsættelsesudgifter, er det “juridisk set tale om, at udlejer gør et erstatningskrav gældende”, og “bevisbyrden … påhviler … udlejer”. Men nævnet modtager “ikke dokumentation i form af tilbud, fakturaer eller fotos”, og så falder kravet. Derudover får afgørelsen en “compliance-hale”: udlejer pålægges bl.a. at orientere øvrige lejere om resultatet efter Lejeloven § 194, stk. 1 og betale tillægsgebyr efter Lov om boligforhold § 82, stk. 2. Et centralt praktisk punkt er også nævnets syn på underskriften: Den bliver ikke en betalingsaccept, når prislinjen er tom – underskriften anses “alene som en kvittering for modtagelse”.
Læs mere her: Lovguiden – Udlejer pålagt fuld tilbagebetaling af depositum grundet manglende dokumentation for istandsættelsesudgifter

Holbæk udlejer mister malerkrav fordi rapporten ikke siger hvad der er galt hvor

Holbæk-sagen (19. februar 2026) viser den anden store fælde: ikke (kun) fravær af bilag, men fravær af indhold i den tekst, der skal bære kravet. Udlejers fraflytningsrapport har kun generiske linjer som “Lofter – skal males” og “Vægge – skal males” uden rumangivelse og uden tilstandsbeskrivelse. Nævnet konstaterer, at rapporten “ikke … kan bibringe lejer en sikker forståelse af, hvad kravet dækker”, og at der “bør der være oplyst en tilstandsbeskrivelse” som begrundelse. Resultatet er, at udlejer “ikke kan fastholde malerkravet” og derfor skal afregne 11.898,06 kr. Nævnet bruger også usædvanligt skarp tone om udlejers håndtering af mellemværendet: betingelsen om, at lejer først får udbetalt det ubestridte beløb efter “godkendelse” af hele opgørelsen, kaldes “klart kritisabel”. Den del er i praksis ren formueret: tilbageholdelse som pression kan give både procesmæssig og forhandlingsmæssig bagslag, også selv om udlejer tror kravet er rimeligt. Afgørelsen hviler udtrykkeligt på Lejeloven § 187, stk. 1 og Lejeloven § 190.
Læs mere her: Lovguiden – Udlejer mister krav på maleristandsættelse grundet mangelfuld fraflytningsrapport

Det nye i de to nævnssager er ikke, at udlejer kan miste krav – det er, hvor lidt der skal til, før nævnet reelt siger: Du har ikke leveret et beslutningsgrundlag, og så bærer du risikoen.

GDPR som erstatningsmotor i elevforhold og spørgsmålet om hvor sagen hører hjemme

Tvistighedsnævnets delafgørelse af 23. februar 2026 handler ikke om, om der er sket en krænkelse, men om kompetence: Kan nævnet behandle et erstatningskrav for immateriel skade efter databeskyttelsesforordningen (GDPR) artikel 82 i et elevforhold, eller skal kravet direkte til domstolene?

Flertallet (3 medlemmer) lægger vægt på, at kravet udspringer af hændelser “mens denne har arbejdet i oplæringsvirksomheden”, og at der er tale om “en ansættelsesretlig problemstilling”, som nævnet pga. sammensætningen har forudsætninger for at behandle. De afviser samtidig, at artikel 82’s domstolsspor blokerer for administrativ behandling i første instans, når der er efterfølgende adgang til domstolsprøvelse, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 4. Mindretallet (2 medlemmer) advarer om en “utilsigtet og uhensigtsmæssig” udvidelse. Resultatet bliver, at kravet ikke afvises, og sagen fremmes til realitetsbehandling.

Set som aftale- og formueret er kendelsen vigtig af to grunde:

1. Den flytter grænsen for, hvad der kan behandles som tilknyttet uddannelsesaftalen, jf. den brede adgang til “erstatning og godtgørelse” i Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 1.
2. Den peger på et spor, hvor GDPR-krav i praksis kan blive “normaliseret” i ansættelseslignende tvister, parallelt med nævnets historiske tortpraksis efter Erstatningsansvarsloven § 26.

I baggrunden ligger også et velkendt compliance-krav: Datatilsynet understreger i sin FAQ om tv-overvågning, at arbejdsgivere skal have et driftsmæssigt formål, at foranstaltningen ikke må være krænkende, og at ansatte skal informeres forudgående om formål og brug, herunder hvornår optagelser gennemgås. (datatilsynet.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Tvistighedsnævnets kompetence til at behandle krav om erstatning efter databeskyttelsesforordningen i elevforhold

Højesteret om tort og opregulering hvor minimum bliver et gulv og ikke et forslag

Højesterets dom af 20. februar 2026 er i udgangspunktet placeret i erstatningsretten, men dens formueretlige betydning er håndgribelig: Den gør erstatningskravets størrelse mere forudsigelig ved at tydeliggøre, hvordan minimumsniveauer og regulering faktisk skal bruges i praksis.

Højesteret tager direkte stilling til, at den nedre grænse på 150.000 kr. (2017-niveau) i grove sager om seksuelt misbrug af børn i tillidsforhold skal have reel virkning, også hvor overgrebene ikke består i samleje. For A fastslår retten, at “allerede som følge af karakteren og hyppigheden” af de overgreb efter 1. april 2018 finder den nedre grænse anvendelse. Herefter gør retten noget, der har stor praktisk effekt i opgørelsessager: Den slår fast, at beløbene i forarbejderne er 2017-niveau, og at der skal ske regulering “frem til det tidspunkt, hvor godtgørelsen kunne kræves betalt” efter principperne i Erstatningsansvarsloven § 15, og at reguleringen kan nedrundes til nærmeste 5.000 kr. Slutbeløbene bliver derfor 175.000 kr. til A og 350.000 kr. til B, udmålt efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2 med den skærpende ramme af tillids- og afhængighedsforholdet og overgrebenes varighed. Dommen lægger dermed et fast anker for, hvordan lovgiverintention (minimum) og økonomisk realitet (lønregulering) skal mødes i konkrete beløb – og den korrigerer samtidig landsrettens markante lavere niveau.
Læs mere her: Lovguiden – Fastsættelse af tortgodtgørelse til børn udsat for grove seksuelle overgreb af deres far

Tendenser på tværs hvad man kan udlede allerede nu

På tværs af de fire afgørelser kan man se tre linjer, som praktikere bør notere sig:

• Klarhed slår standard
  I lejesagerne er det ikke nok at skrive “skal males”. Nævnet forventer, at rapporten kan læses som et egentligt kravskatalog med hvad, hvor og hvorfor.

• Dokumentation er en betalingsbetingelse, ikke en “nice to have”
  Silkeborg-sagen viser den klassiske bevisbyrdeplacering: Den der vil modregne i depositum, skal kunne vise tabet.

• Immaterielle krav får flere veje ind i tvistløsningen
  Tvistighedsnævnet åbner døren for, at GDPR-erstatning kan blive en integreret del af elev- og ansættelseslignende konflikter, og Højesteret gør samtidig tortudmåling mere bundet til minimum og regulering.

Praktiske konsekvenser for udlejere virksomheder og rådgivere

Nogle meget konkrete “gør det nu”-punkter falder ud af afgørelserne:

For udlejere og administratorer

• Skriv fraflytningsrapporten rum for rum og med tilstandsbeskrivelse, ikke bare arbejdstitler.
• Gem og fremlæg tilbud, fakturaer og fotos, hvis du vil kræve istandsættelse betalt.
• Udbetal ubestridte beløb uden at gøre dem til forhandlingschip; Holbæk-nævnet signalerer, at den taktik kan blive set som kritisabel.
• Vær opmærksom på de skærpede processuelle konsekvenser ved at “lade sagen ligge” hos nævnet: Manglende svar kan betyde, at modpartens fremstilling lægges til grund.

For arbejdsgivere og oplæringsvirksomheder

• Hvis der er videoovervågning, skal der være formål, saglighed og tydelig information, og praksis peger på, at man også bør kunne forklare, hvem der har adgang og hvornår optagelser gennemgås. (datatilsynet.dk)
• Deling af optagelser i interne SoMe-grupper er et højrisikoområde, fordi det kombinerer kontrolforanstaltning, videregivelse og potentielt krænkende adfærd i ét og samme faktum.

Og netop den kombination – en konkret handling, der kan beskrives, dokumenteres og knyttes til et økonomisk krav – er det, de nye afgørelser igen og igen viser, at systemet reagerer skarpt på, når den mangler på den “forkerte” side af bordet.