EU-Domstolen underkender handelsplatformes ret til ensidige prisændringer

Lovkrav til udbygningsaftaler

Ifølge Planloven § 21b er det et ufravigeligt lovkrav, at initiativet til en udbygningsaftale skal komme fra grundejeren selv. Retten i Aalborg slår i dommen utvetydigt fast, at det i den konkrete sag var Aalborg Kommune, der i forbindelse med forhandlingerne om en ny lokalplan fremsatte forslag om, at Spritten A/S og en anden aktør skulle medfinansiere henholdsvis en fornyet havnefront og den nærliggende Kulplads.

"Retten finder herefter, at det ikke havde været i overensstemmelse med planlovens § 21b, såfremt der under de anførte omstændigheder var indgået en udbygningsaftale I og II mellem Spritten A/S og Aalborg Kommune."

Manglende årsagssammenhæng frifinder kommunen

Trods den konstaterede mangel på lovhjemmel i kommunens forhandlingsmetode og pres, blev Aalborg Kommune frifundet for erstatningsansvar. Retten vurderede, at kommunens sagsbehandling omkring udbygningsaftalerne reelt ikke var den væsentligste årsag til, at det store "Harbour Gate"-byggeri blev forsinket og de facto skrinlagt. Forsinkelsen skyldtes i lige så høj grad bløde jordbundsforhold, regnefejl fra bygherrens egne rådgivere og årelange problemer med at få flyttet en massiv hovedkloakledning under byggegrunden. Den manglende årsagssammenhæng reddede derved kommunen fra et betragteligt økonomisk ansvar.

Teknisk fejl og mistet fortjeneste

Forbrugeren afgav en købsordre, men på grund af en 16 sekunders forsinkelse i platformens systemer blev ordren udført til en væsentligt dårligere kurs. Dette resulterede i en mistet fortjeneste på næsten 9.000 dollars. FIBO Markets påberåbte sig en bestemmelse i deres generelle rammeaftale, som gav dem ret til egenhændigt at ændre udførelsesprisen ved tekniske fejl. Selskabet hævdede, at denne klausul udgjorde en iboende del af det "finansielle instrument", som ifølge Rom I-forordningen specifikt er undtaget fra de almindelige, beskyttende lovvalgsregler for forbrugeraftaler.

Forbrugerbeskyttelse overtrumfer standardvilkår

EU-Domstolen afviser dette argument pure. Domstolen slår fast, at mens selve differencekontrakten rettelig udgør et finansielt instrument, så er de standardiserede rammeaftaler, der regulerer platformens procedure og udførelse af ordren, i stedet udtryk for en finansiel tjenesteydelse.

"En udvidende fortolkning af udtrykket 'rettigheder og forpligtelser, der udgør et finansielt instrument', som omfatter bestemmelserne i en rammeaftale, der gør det muligt for den erhvervsdrivende ensidigt at ændre betingelserne for udførelsen af ordren [...] ville fratage forbrugeren den beskyttelse, som vedkommende sikres i henhold til lovgivningen."

Afgørelsen betyder i praksis, at handelsplatforme ikke længere kan gemme sig bag Rom I-forordningens undtagelsesbestemmelser, når de formulerer gummiparagraffer og ansvarsfraskrivelser i deres standardvilkår. Angår vilkårene håndteringen og udførelsen af kundens ordre, vil de ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler i forbrugerens eget hjemland fuldt ud finde anvendelse.

Midlertidighedskravet for vikarudsendelser

Højesterets principielle svar er et klart nej. De to regelsæt udelukker hinanden. Det afgørende omdrejningspunkt er imidlertid, om selve vikarudsendelsen de facto opfylder kravet om at være "midlertidig" i henhold til Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. § 1, stk. 1. Opfyldes midlertidighedskravet ikke, er personen ikke vikar, men funktionær.

Forskellen på sagerne hos Boeing og Siemens

Sagen omhandlede tre medarbejdere udsendt af vikarbureauet Adecco (nu Flair Group). En medarbejder (A) var udsendt til The Boeing Company i 3,5 år, mens to andre (B og C) var udsendt til Siemens i to år.

Højesteret fandt, at udsendelsen til Boeing, der var blevet fornyet fire gange og strakte sig uafbrudt over 3,5 år, ikke længere kunne anses for at være objektivt midlertidig, da der ikke kunne føres bevis for årsagen. Da vikarloven derved trådte ud af kraft, konverterede medarbejderen automatisk til at være beskyttet af Funktionærloven § 1, stk. 2. Det udløste et økonomisk krav på løn under sygdom og betaling i opsigelsesperioden, samt en godtgørelse på 25.000 kr. for overtrædelse af Lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 1.

Objektiv begrundelse redder Siemens-udsendelse

For de to medarbejdere udsendt til Siemens tegnede der sig et andet billede. Her kunne det dokumenteres, at funktionen reelt var under en længerevarende og gradvis nedlæggelse som følge af outsourcing, hvilket Højesteret accepterede som en objektiv grund til de ellers meget langvarige forlængelser af kontrakten.

"Den samlede varighed af en vikarudsendelse må dog ikke være længere, end hvad der med rimelighed kan anses som midlertidigt under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, og varigheden skal objektivt kunne forklares med forhold, der understøtter, at brugervirksomheden har et sagligt behov for at tidsbegrænse udsendelserne."

Med dommen cementerer Højesteret, at virksomheder og vikarbureauer ikke kan fastholde medarbejdere i kunstigt forlængede serievikariater blot for at bevare maksimal fleksibilitet og undgå funktionærlovens byrder.

Væsentlig misligholdelse ved manglende levering

Da sælgeren alene formåede at levere et enkelt lot inden for den kontraktuelt bindende leveringsperiode, valgte køberen at annullere restordren og kræve sit depositum retur. Sø- og Handelsretten gav køberen fuldt medhold i, at den manglende og forsinkede levering udgjorde en væsentlig misligholdelse af parternes aftale. Derimod afviste retten køberens sideløbende påstand om, at den ene portion skrot, der trods alt blev leveret, skulle have lidt af væsentlige mangler, da bevisbyrden for kvaliteten ikke var løftet i tilstrækkelig grad.