EU udløser moms på spilvaluta, og manglende bevis fælder udlejers loftskrav

Handel med kryptoaktiver har længe været et skatteteknisk minefelt. I en principiel sag skulle EU-Domstolen tage stilling til, hvorvidt det litauiske selskab MB “Žaidimų valiuta” kunne kræve momsfritagelse for køb og salg af virtuel valuta (guld) til onlinespillet Runescape. Selskabet forsøgte at sidestille valutaen med almindelig kryptovaluta, idet de henviste til den velkendte Hedqvist-dom, som tidligere har fastslået, at veksling af eksempelvis Bitcoin kan være momsfritaget.

Domstolen afviste dog denne argumentation. For at opnå fritagelse under Momsdirektivet artikel 135 kræves det, at den virtuelle valuta fungerer som et reelt og anerkendt alternativt betalingsmiddel. Da det omhandlede "guld" i Runescape alene kan anvendes som et forbrugsgode internt i det specifikke spilunivers, udgør det i momsmæssig forstand en elektronisk tjenesteydelse. Retten slog direkte fast i præmisserne, at enheder af virtuel valuta, der udelukkende kan bruges i et onlinespil, falder helt uden for momsfritagelsen.

Dette betyder ligeledes, at beskatningsgrundlaget skal opgøres efter den generelle regel i Momsdirektivet artikel 73. Konsekvensen for forhandlere af in-game valuta er enorm, da der nu skal afregnes moms af hele det beløb, kunden betaler, og ikke blot af forhandlerens marginale avance.

Betingede loyalitetspoint anerkendes ikke som momsfrie vouchere

I en anden opsigtsvækkende sag om digitale kundefordele stod det svenske selskab Lyko Operations AB over for det svenske Skatteverket i et opgør om kundernes loyalitetspoint. Lyko ønskede at få klassificeret disse optjente point som en såkaldt "flerformåls-voucher" i henhold til [Momsdirektivet artikel 30 a](https://www.lovguiden.dk/loven/2007-01-01-eu-s-momsdirektiv-om-det-faelles-mervaerdiafgiftssystem/30 a). EU-Domstolen vurderede imidlertid, at loyalitetspoint ikke opfylder definitionen på en formueretlig voucher.

For at et instrument kan anses som en voucher, kræver det ifølge retten en ubetinget forpligtelse til at acceptere instrumentet som modydelse. Kundepoint, der blot giver ret til at udvælge en bonusvare betinget af, at man foretager et nyt køb, er i virkeligheden blot et almindeligt markedsføringsinstrument.

Domstolen fremhævede i dommen, at systemet ikke indeholder nogen forpligtelse for leverandøren til at acceptere dem som helt eller delvist vederlag for en levering af varer.

Nationale frister kan ikke blokere for retroaktiv skattefritagelse

På det selskabsretlige område har EU-Domstolen præciseret rækkevidden af direktiv 2003/49/EF i en sag mellem et tysk selskab og de tjekkiske skattemyndigheder. Myndighederne afviste at fritage det tyske selskab for kildeskat på royalties for perioden 2014-2016 med den begrundelse, at selskabet havde indsendt anmodningen efter udløbet af en toårig national frist.

Domstolen underkendte denne stramme praksis og fastslog, at direktivet udtrykkeligt tillader, at skattefritagelse indrømmes med retroaktiv virkning. Desuden slog retten fast, at den toårige frist i direktivet udelukkende gælder for anmodninger om tilbagebetaling af allerede indeholdt skat – og altså ikke for selve anmodningen om at blive fritaget. Myndighederne må således ikke opfinde rigide tidsfrister, der forringer borgernes rettigheder, medmindre de er klart lovfæstet.

Manglende bevis for ulovligt loft koster udlejer dyrt ved fraflytning

I det danske retssystem har Beboerklagenævnet i Rødovre nyligt truffet afgørelse i en sag, der demonstrerer lejerettens benhårde praktiske konsekvenser. En lejer blev ved fraflytning mødt med et massivt krav om istandsættelse, hvor udlejeren blandt andet forlangte betaling for at fjerne nedsænkede lofter i henhold til bestemmelserne i Lov om leje af almene boliger § 98, stk. 1.

Lejeren havde overtaget lofterne allerede ved indflytning, men udlejeren påstod, at de var i strid med byggelovgivningen og dermed skulle fjernes for lejers regning. Nævnet gav imidlertid lejeren medhold og strøg kravet, da udlejeren ikke formåede at løfte bevisbyrden for, at lofterne rent faktisk var ulovlige på det historiske opsætningstidspunkt.

"Det forhold, at nuværende lejer har overtaget lofterne ved indflytning, gør hende ikke ansvarlig, når ingen kender til, hvad der var (u-)lovligt på det tidspunkt, lofterne blev opsat."

Nådesløs fortolkning: Kontraktens ordlyd trumfer lejerens anciennitet

I en anden sag fra samme klagenævn faldt hammeren til gengæld udlejerens vej i en strid om beregningen af lejerens anciennitet. En længere anciennitet giver normalt lejeren ret til en væsentligt større økonomisk dækning af istandsættelsesudgifterne ved fraflytning. Lejeren fastholdt at have optjent anciennitet fra en tidligere bolig, da det oprindelige indskud var blevet overflyttet til det nye lejemål.

Nævnet anlagde dog en ufravigelig og stram, ordlydsnær fortolkning af aftalegrundlaget. Da det fremgik krystalklart af et tillæg til lejeaftalen, at istandsættelsespligten alene blev beregnet fra indflytningstidspunktet i den nye bolig, var lejeren bundet af denne formulering. Lejers indvendinger om usaglig forskelsbehandling blev afvist med henvisning til, at klagenævnet ikke har kompetence til at tilsidesætte utvetydige skriftlige aftaler uden en egentlig bevisførelse ved domstolene.