Et manglende forbehold i en forligsaftale koster en e-handelsvirksomhed seks millioner kroner i en dyr fragtstrid. Læs også om ugyldige huslejeforhøjelser og en snedig glasdør i Ballerup.
I en omfattende sag fra Sø- og Handelsretten stod speditionsgiganten Dachser over for e-handelsvirksomheden Dancover. Tvisten handlede om fortolkningen af et indgået forlig samt kravene til påberåbelse af bristede forudsætninger i aftaleretten.
Baggrunden for fragtstriden
Striden centrerede sig om en e-mailkorrespondance fra 2021, som Dancover opfattede som en bindende aftale om ændrede økonomiske vilkår for fragt af langgods. Dachser fastholdt derimod stædigt, at der alene var tale om rent operationelle justeringer af godsets placering i netværket.
Da Dancover konstaterede mærkbare prisstigninger som følge af Dachsers implementering af et nyt it-sorteringsværktøj i foråret 2022, indgik parterne et forlig på 600.000 kroner som et plaster på såret. Senere fik Dancover imidlertid foretaget en dybdegående analyse af over 3.400 forsendelser. Analysen viste et påstået overfaktureringskrav på hele 6 millioner kroner, hvorefter Dancover forsøgte at kræve forliget ugyldiggjort under henvisning til læren om "bristede forudsætninger".
Domstolens afvisning af millionkravet
I dansk aftaleret er domstolene generelt yderst tilbageholdende med at tilsidesætte indgåede aftaler med henvisning til bristede forudsætninger. For at synspunktet kan bære frugt, kræves det normalt, at den bristede forudsætning har været afgørende, at den var kendelig for modparten, og at det er relevant at vælte risikoen over på denne. Denne klassiske juridiske tilbageholdenhed kom i høj grad til udtryk i Sø- og Handelsrettens dom.
Retten lagde afgørende vægt på, at parterne med deres aftale om kreditering gjorde fuldstændigt op med de omtvistede faktureringer. Som dommerne bemærkede i præmisserne:
"Der blev ikke taget udtrykkelige forbehold af nogen af parterne. Retten fandt herefter, at Dancover ikke havde grundlag for at rejse yderligere tilbagebetalingskrav vedrørende den omhandlede periode, og at Dancovers forudsætningssynspunkter og øvrige anbringender ikke gav grundlag for anden vurdering."
Sagens udfald understreger vigtigheden af altid at tage klare og skriftlige forbehold, hvis man indgår et forlig på et uoplyst eller ufærdigt grundlag.
| Part | Synspunkt på 2021-aftalen | Påstået krav | Rettens resultat |
|---|---|---|---|
| Dachser | Ren operationel godkendelse | Betaling af udestående fragt | Fuld medhold i betalingskrav |
| Dancover | Økonomisk aftale om ændret prissætning | Tilbagebetaling af 6 mio. kr. | Frifundet for erstatning ved løsrivelse |
Ulovligt frikøbsgebyr på elmarkedet afvises af Højesteret
I energibranchen har elselskabet Velkommen A/S gennem en længere periode opkrævet et fast "frikøbsbeløb" på mindst 800 kroner, når forbrugere opsagde deres variable elaftaler i bindingsperioden. Selskabet argumenterede for, at beløbet slet ikke var et gebyr, men derimod skulle dække selskabets direkte økonomiske tab ved aftalebruddet – altså en standardiseret erstatning.
Sø- og Handelsretten har dog tidligere slået fast, at beløbet i sin substans udgjorde et skifterelateret gebyr. Ifølge Elforsyningsloven § 6, stk. 1 og Elleveringsbekendtgørelsen § 8, stk. 2 er det forbudt at opkræve strafgebyrer ved skift af leverandør på variable aftaler over for private forbrugere. Velkommen A/S forsøgte herefter at få sagen anket direkte til Højesteret (springanke) for principielt at få prøvet grænsedragningen mellem ulovlige lovregulerede gebyrer og almindelige formueretlige erstatningskrav.
Dette forsøg er nu strandet. Højesteret har afvist at behandle anken i medfør af Retsplejeloven § 368, stk. 4, da sagen ifølge landets øverste domstol ikke indeholder den nødvendige principielle tyngde. Som Højesteret krystalklart formulerede det:
"Afgørelsen af dette spørgsmål beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at spørgsmålet ikke er af principiel karakter."
Gamle lejekontrakter trumfer nye regler
På lejeretsområdet viser en ny afgørelse fra Huslejenævnet i Køge, at fortidens uregulerede kontraktvilkår fortsat spøger og kan blive enormt dyre for landets lejere. En lejer, der tilbage i 1999 flyttede ind i et lejemål i Borup, blev ved sin fraflytning i foråret 2024 præsenteret for et massivt istandsættelseskrav på hele 52.085 kroner.
Tilbage den 1. juli 2015 blev lejeloven ellers strammet betragteligt for at beskytte lejere mod urimelige fraflytningsregninger, idet det blev gjort ulovligt at kræve "nyistandsættelse" af boligen. Udlejere kan fra denne dato udelukkende kræve "normalistandsættelse" ved nye kontrakter. Udfordringen i den konkrete sag var imidlertid, at kontrakten var indgået lang tid før lovændringen.
Huslejenævnet afgjorde sagen benhårdt på baggrund af kontraktens bogstav og fastslog, at den oprindelige klausul i § 11 fortsat gjaldt:
"Allerede fordi der foreligger en gyldig nyistandsættelsesklausul, godkender nævnet udlejers istandsættelseskrav, uanset at udlejer alene har krævet godtgørelse for normal istandsættelse."
Formaliafejl koster udlejer dyrt ved huslejeforhøjelse
Formelle fejl i kommunikationen med lejerforeninger kan lægge store budgetteringer fuldstændig i ruiner. Det måtte boligselskabet DAB sande i en opsigtsvækkende sag fra Frederiksberg, hvor et flertal i Huslejenævnet fuldstændigt tilsidesatte en varslet omkostningsbestemt huslejeforhøjelse for en hel ejendom med 50 beboelseslejemål.
Udlejeren havde varslet forhøjelsen korrekt over for selve lejerne, men fejlede administrativt i den parallelle varsling til beboerrepræsentationen. Her medsendte man en liste, der udelukkende oplyste om budgetleje og hensættelser. Fordi særskilte forbedringstillæg ikke fremgik af listen, var det umuligt at aflæse den reelle fremtidige samlede leje for det enkelte lejemål.
Dette faldt ud som en direkte overtrædelse af de strikse krav i Lejeloven § 30, stk. 2. Nævnet henviste til det fastforankrede spise-op-princip, hvorefter beboerrepræsentationen skal have det fulde overblik for at kunne udføre sin kontrolfunktion. Fejlen blev ikke anset for at være af "mindre betydning", hvorfor udlejeren ikke engang fik muligheden for at rette op via berigtigelsesreglen i Lejeloven § 37, stk. 2. Resultatet er, at udlejeren skal tilbagebetale den ulovligt opkrævede lejeforhøjelse til samtlige beboere med tillæg af renter.
Funktionel fortolkning af tinglyste servitutter
Hvor kontraktens bogstav læses strengt og ordret i mange dele af formueretten, opererer planretten undertiden med en langt mere funktionel og formålsdrevet tilgang. Et pudsigt eksempel herpå findes i Ballerup, hvor en husejer havde opnået dispensation til forhøjet facadehøjde under en striks betingelse: Der måtte ikke isættes "vinduer" i bygningens østlige gavl for at forhindre indbliksgener. Dette blev tinglyst som en byrdefuld servitut.
Husejeren forsøgte efterfølgende at omgå indbliksforbuddet ved i stedet at installere en dobbelt glasdør og argumenterede indædt for, at en dør ifølge gængs dansk sprogbrug slet og ret ikke udgør et vindue.
Planklagenævnet støttede imidlertid kommunen og fastholdt påbuddet om lovliggørelse efter Planloven § 51, stk. 3. Nævnet afviste ejerens semantiske forsvarsværk og fastslog, at konstruktionens formål gør, at den teknisk udformede dør retligt set må behandles præcis som et vindue:
"Planklagenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den dobbelte glasdør kan karakteriseres som et vindue, uanset at vinduet består af glasdøre."
Forbrugerombudsmanden