Højesteret tildeler Skatteministeriet et markant nederlag og underkender ulovlig praksis om forældelsesfrister. Samtidig fastholder Østre Landsret et gigantisk rentekrav i stor skattesag.
En grundejerforening kan ikke tvinge en hjørneejendom til at betale for en privat fællesvej, som de ikke har adgang til. Samtidig blokerer EU-Domstolen for grænseoverskridende forumshopping i konkursboer, mens Højesteret kender Skattestyrelsens stramning af forældelsesfrister for ulovlig.
I et opsigtsvækkende opgør om tilbagesøgning af udbytte- og royaltyskat har Højesteret tildelt Skatteministeriet et markant nederlag. Sagen drejede sig om, hvorvidt begrænset skattepligtige investorer i udlandet er underlagt den almindelige forældelsesfrist på tre år eller en udvidet frist på fem år, når de kræver refusion af for meget betalt kildeskat.
Skattestyrelsens praksisændring uden lovhjemmel
I 2016 ændrede Skattestyrelsen pludselig praksis via et styresignal og indsnævrede forældelsesfristen fra fem til tre år med henvisning til Forældelsesloven § 3, stk. 1. Denne praksisændring ramte tre udenlandske selskaber, som i 2017 anmodede om refusion af indeholdt skat i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Højesteret har nu fastslået, at Skattestyrelsens praksisændring savnede lovhjemmel. Domstolen lagde vægt på, at den særlige femårige frist i Kildeskatteloven § 67 A ikke kun gælder for skattemyndighedernes krav mod de indeholdelsespligtige danske selskaber, men også for de udenlandske investorers egne tilbagesøgningskrav.
Højesterets afgørelse og principielle betydning
Højesteret formulerede det således i sine præmisser:
"På den anførte baggrund finder Højesteret, at kildeskattelovens § 67 A skal forstås således, at den 5-årige forældelsesfrist også gælder for begrænset skattepligtiges krav på tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat eller royaltyskat, der overstiger den endelige skat f.eks. i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst."
Afgørelsen har enorm principiel betydning, idet den genopretter symmetrien mellem myndighedernes og borgernes frister på området. Ministeriet blev desuden pålagt at betale samlet 225.000 kr. i sagsomkostninger til de tre involverede selskaber.
Østre Landsret fastholder gigantisk rentekrav i skattesag
Mens Højesteret har strakt hånden ud til de skattepligtige i forhold til forældelse, tegner Østre Landsret et dystert billede af de formueretlige konsekvenser, når det er staten, der har et krav. I det vidtforgrenede "beneficial owner"-kompleks forsøgte it-virksomheden NetApp at få eftergivet et svimlende rentekrav på over 302 millioner kroner, som knyttede sig til en oprindelig skattegæld på 158 millioner kroner.
Afvisning af fritagelse trods langstrakt sagsforløb
Landsretten afviste blankt at fritage virksomheden for renterne, selvom kravets størrelse primært skyldtes et ekstremt langstrakt sagsforløb på mere end 12 år og statens tidligere, nu afskaffede regler om rentes rente. Domstolen slog fast, at de voldsomme konsekvenser var et produkt af lovgivningen, og at det ikke var op til domstolene at korrigere politisk vedtagne rentesatser, uanset hvor urimelige de måtte fremstå for en specifik virksomhed.
EU-Domstolen fastslår enekompetence til konkursstaten ved gældssøgsmål
På den internationale formueretlige scene har EU-Domstolen netop trukket en vigtig streg i sandet for, hvordan grænseoverskridende konkurser skal håndteres. Domstolen har slået fast, at kreditorer ikke kan bedrive "forumshopping" ved at anlægge gældssøgsmål i deres eget hjemland, når skyldneren er under konkursbehandling i et andet EU-land.
Tvisten mellem shopping24 og Sportgigant
Sagen (C-292/25) udspringer af en tvist mellem den tyske kreditor shopping24 og det østrigske selskab Sportgigant. Den tyske virksomhed havde anlagt en betalingssag i Tyskland, men kort efter gik det østrigske selskab konkurs, hvilket udløste et processuelt regelsammenstød. Kreditor forsøgte at få anerkendt sit krav ved de østrigske domstole, som imidlertid kom i tvivl om den internationale kompetence.
Absolut enekompetence og rationel afvikling
EU-Domstolen slår med en bindende fortolkning af Insolvensforordningens artikel 6 fast, at der gælder en absolut enekompetence for retterne i det land, hvor insolvensbehandlingen er indledt.
"Forordning (EU) 2015/848 [...] skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, har enekompetence til at påkende en sag om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med denne insolvensbehandling."
Dermed sikres det effektivt, at alle retssager med direkte og tæt tilknytning til en insolvensbehandling samles ét sted, hvilket fremmer en rationel afvikling af konkursboet til gavn for kreditorfællesskabet.
Vejdirektoratet sætter grænser for indgreb i den private ejendomsret
Vejdirektoratet har i to nylige principielle udtalelser fastlagt de retlige rammer for, hvornår myndigheder og grundejerforeninger i praksis kan gribe ind over for private ejendomsejere og stille formueretlige krav.
| Myndighedsindgreb | Lovgrundlag | Resultat ifølge Vejdirektoratet |
|---|---|---|
| Tvungen vedligeholdelse af privat vej | Privatvejsloven § 44 | Afvises, når hjørnegrund dokumenterer manglende vejret |
| Ekspropriation til privat kabelanlæg | Vejloven § 96, stk. 1 | Afvises, da kablet ikke tjener et direkte vejformål |
Hjørneejendomme uden vejret slipper for vedligeholdelsespligt
Den første sag omhandler en klassisk byzonekonflikt. En grundejerforening havde ad flere omgange forsøgt at tvinge en hjørneejendom til at indtræde i foreningen og bidrage økonomisk til vedligeholdelsen af en tilstødende privat fællesvej.
Hjørneejendommen benyttede dog ikke vejen og havde ikke behov for adgang, hvilket de dokumenterede over for kommunen. Vejdirektoratet bekræfter i en officiel udtalelse (EMN-2026-17015), at lovgivningen beskytter grundejeren i netop denne situation. Forpligtelsen til at vedligeholde vejen og bidrage til udgifterne er uløseligt bundet op på en tinglyst eller aftalt ret til at benytte arealet:
"Ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, skal holde vejen i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang... Undtaget fra denne forpligtelse er dog ejere, der kan dokumentere, at de ikke har vejret til vejen."
Afgørelsen sætter et vigtigt punktum i sagen og præciserer, at en kommune vejledende kan tage stilling til spørgsmålet om manglende vejret, også selvom vejen aktuelt er i pæn og forsvarlig stand, hvorved tvisten med grundejerforeningen kan afsluttes formelt.
Stop for kreativ ekspropriation til fordel for kabelanlæg
I den anden sag bad en unavngiven kommune om afklaring på, om de kunne benytte ekspropriationshjemlen i Vejloven § 96, stk. 1 til at gennemtvinge en rådighedsindskrænkning på privat grund. Et eksisterende kabelanlæg lå på et areal, der skulle eksproprieres til selve vejudvidelsen, og kommunen ønskede nu at tvinge nabogrunden til at lægge jord til den flyttede ledning.
Vejdirektoratet har i sin udtalelse (EMN-2026-16239) slået hårdt ned på denne udvidende fortolkning af loven. Ekspropriation udgør et af de mest radikale indgreb i den grundlovssikrede ejendomsret, og kravet til direkte lovhjemmel tolkes snævert:
"Det er Vejdirektoratets vurdering, at der ikke er hjemmel i vejloven til, at en vejmyndighed kan ekspropriere til anbringelse af en ledning, der ikke er en del af vejens udstyr, i et privat areal."
Direktoratet afviste desuden argumentet om, at vejlovens generelle formålsbestemmelse om at fremme anden infrastruktur giver et "carte blanche" til at gribe ind over for naboarealer. En ledning, der ikke direkte tjener et vejformål, kan heller ikke defineres som "tilbehør eller nødvendig supplerende foranstaltning" efter Vejloven § 97, stk. 1.
Konsekvensen for landets kommuner og forsyningsselskaber er dermed klar. Myndighederne må fremover finde deres retsgrundlag i sektorlovgivningen for det specifikke forsyningsnet, når der opstår behov for at tvangsflytte rør og ledninger uden for det umiddelbare vejprojekt.
