De seneste ugers afgørelser fra domstolene og klagenævnene kaster lys over en række klassiske formueretlige problemstillinger. Gennemgående for sagerne er, at der stilles skarpt på parternes præcise a
Nye afgørelser inden for aftale- og formueret slår fast, at djævlen ligger i detaljen, uanset om det gælder fortolkning af indgåede forlig, ulovlige opsigelsesgebyrer på elmarkedet eller årtier gamle lejekontrakter.
De seneste ugers afgørelser fra domstolene og klagenævnene kaster lys over en række klassiske formueretlige problemstillinger. Gennemgående for sagerne er, at der stilles skarpt på parternes præcise aftalegrundlag og overholdelsen af formelle krav, hvilket i flere tilfælde har haft massive økonomiske konsekvenser for de involverede parter.
Millionkravet der smuldrede i et forlig
I en omfattende sag fra Sø- og Handelsretten stod speditionsgiganten Dachser over for e-handelsvirksomheden Dancover. Striden centrerede sig om en e-mailkorrespondance fra 2021, som Dancover opfattede som en aftale om ændrede økonomiske vilkår for fragt af langgods, mens Dachser fastholdt, at der alene var tale om operationelle justeringer af godsets placering i netværket.
Da Dancover konstaterede mærkbare prisstigninger som følge af Dachsers implementering af et nyt it-sorteringsværktøj i foråret 2022, blev parterne enige om et forlig på 600.000 kroner som et plaster på såret. Efterfølgende fik Dancover imidlertid foretaget en dybdegående analyse af over 3.400 forsendelser, som viste et påstået overfaktureringskrav på hele 6 millioner kroner. Dancover forsøgte herefter at kræve forliget ugyldiggjort under henvisning til "bristede forudsætninger".
I dansk aftaleret er domstolene generelt yderst tilbageholdende med at tilsidesætte aftaler og kontrakter med henvisning til bristede forudsætninger. For at synspunktet kan gøres gældende, kræves det normalt, at den bristede forudsætning har været afgørende (væsentlig), at den har været kendelig for modparten, og at det er relevant at vælte risikoen over på denne. Denne klassiske juridiske tilbageholdenhed kom også til udtryk i Sø- og Handelsrettens dom.
Retten lagde afgørende vægt på, at parterne med deres aftale om kreditering gjorde fuldstændigt op med de omtvistede faktureringer. Retten bemærkede særligt i dommens præmisser:
"Der blev ikke taget udtrykkelige forbehold af nogen af parterne. Retten fandt herefter, at Dancover ikke havde grundlag for at rejse yderligere tilbagebetalingskrav vedrørende den omhandlede periode, og at Dancovers forudsætningssynspunkter og øvrige anbringender ikke gav grundlag for anden vurdering."
Sagens udfald viser vigtigheden af at tage klare og skriftlige forbehold, hvis man indgår et forlig på et uoplyst grundlag.
| Part | Synspunkt på 2021-aftalen | Påstået krav | Rettens resultat |
|---|---|---|---|
| Dachser | Ren operationel godkendelse | Betaling af udestående fragt | Fuld medhold i betalingskrav |
| Dancover | Økonomisk aftale om ændret prissætning | Tilbagebetaling af 6 mio. kr. | Frifundet for erstatning ved løsrivelse |
Ulovligt frikøbsgebyr på elmarkedet afvises af Højesteret
I energibranchen har elselskabet Velkommen A/S gennem en længere periode opkrævet et fast "frikøbsbeløb" på mindst 800 kroner, når forbrugere opsagde deres variable elaftaler i bindingsperioden. Selskabet argumenterede for, at beløbet slet ikke var et gebyr, men derimod skulle dække selskabets direkte økonomiske tab ved aftalebruddet – en form for standardiseret erstatning.
Sø- og Handelsretten har dog tidligere slået fast, at beløbet i sin substans udgjorde et skifterelateret gebyr. Ifølge Elforsyningsloven § 6, stk. 1 og Elleveringsbekendtgørelsen § 8, stk. 2 er det forbudt at opkræve strafgebyrer ved skift af leverandør på variable aftaler over for private forbrugere. Velkommen A/S forsøgte herefter at få sagen anket direkte til Højesteret for principielt at få prøvet grænsedragningen mellem ulovlige lovregulerede gebyrer og almindelige formueretlige erstatningskrav i dansk ret.
Dette forsøg er nu strandet, da Højesteret har afvist at behandle anken som 2. instans. Afvisningen er sket i medfør af Retsplejeloven § 368, stk. 4, idet sagen ifølge landets øverste domstol ikke indeholder den nødvendige principielle tyngde eller generelle samfundsmæssige rækkevidde. Som Højesteret krystalklart formulerede det:
"Afgørelsen af dette spørgsmål beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Højesteret finder på det foreliggende grundlag, at spørgsmålet ikke er af principiel karakter."
Læs mere her: Lovguiden – Højesteret afviser direkte anke af dom om ulovligt frikøbsgebyr på 800 kr. ved opsigelse af variabel elaftale
Gamle lejekontrakter trumfer nye regler
På lejeretsområdet viser en ny afgørelse fra Huslejenævnet i Køge, at fortidens uregulerede kontraktvilkår fortsat spøger og kan blive enormt dyre for landets lejere. En lejer, der tilbage i 1999 flyttede ind i et lejemål i Borup, blev ved fraflytningen i foråret 2024 præsenteret for et massivt istandsættelseskrav på 52.085 kroner.
Tilbage den 1. juli 2015 blev lejeloven ellers strammet betragteligt for netop at beskytte lejere mod urimelige fraflytningsregninger, idet det ved lov blev gjort ulovligt at kræve "nyistandsættelse" af boligen. Udlejere kan fra denne dato udelukkende kræve en almindelig "normalistandsættelse" for nye kontrakter. Problemet i den konkrete sag var, at lejekontrakten var indgået lang tid før lovændringen, og nævnet fastslog, at den oprindelige skrappe klausul i lejekontraktens § 11 fortsat var gældende.
Nævnet afgjorde sagen benhårdt på baggrund af kontraktens bogstav:
"Allerede fordi der foreligger en gyldig nyistandsættelsesklausul, godkender nævnet udlejers istandsættelseskrav, uanset at udlejer alene har krævet godtgørelse for normal istandsættelse."
Formaliafejl koster udlejer dyrt ved huslejeforhøjelse
Formelle fejl i kommunikationen med lejerforeninger og repræsentanter kan lægge store budgetteringer i ruiner. Det måtte boligselskabet DAB sande i en opsigtsvækkende sag fra Frederiksberg, hvor et flertal i Huslejenævnet fuldstændigt tilsidesatte en varslet omkostningsbestemt huslejeforhøjelse for en hel ejendom med 50 beboelseslejemål.
Udlejeren havde varslet huslejeforhøjelsen korrekt over for selve lejerne, men fejlede administrativt i den parallelle varsling til beboerrepræsentationen. Her medsendte man en liste, der desværre udelukkende oplyste om budgetleje og hensættelser. Fordi særskilte forbedringstillæg ikke fremgik af listen, var det umuligt at aflæse den reelle fremtidige samlede leje for det enkelte lejemål.
Dette faldt ud som en direkte overtrædelse af de strikse krav i Lejeloven § 30, stk. 2. Huslejenævnet henviste i sin vurdering til det fastforankrede spise-op-princip, hvorefter beboerrepræsentationen skal have det fulde overblik for at kunne udføre sin lovbestemte kontrolfunktion. Fejlen blev ikke anset for at være af "mindre betydning", hvorfor udlejeren ikke engang fik muligheden for at rette op på manglen i tide via berigtigelsesreglen i Lejeloven § 37, stk. 2. Udlejeren står dermed tilbage med et krav om at tilbagebetale den ulovligt opkrævede lejeforhøjelse til samtlige beboere, endda med tillæg af renter.
Funktionel fortolkning af tinglyste servitutter
Hvor kontraktens bogstav læses strengt og ordret i nogle dele af formueretten, opererer planretten undertiden med en langt mere funktionel og formålsdrevet tilgang. Et eksempel herpå findes i Ballerup, hvor en husejer havde opnået dispensation til forhøjet facadehøjde under den strikse betingelse, at der ikke blev indsat "vinduer" i bygningens østlige gavl, hvilket efterfølgende blev tinglyst som en byrdefuld servitut på ejendommen.
Efterfølgende forsøgte husejeren at omgå kommunens indbliksforbud ved i stedet at installere en dobbelt glasdør og argumenterede indædt for, at en dør slet og ret ikke udgør et vindue ifølge gængs sprogbrug.
Planklagenævnet støttede imidlertid Ballerup Kommune og fastholdt påbuddet om lovliggørelse efter Planloven § 51, stk. 3. Nævnet afviste ejerens semantiske forsvarsværk og fastslog i stedet, at konstruktionens reelle formål og dens evne til at skabe uønskede indbliksgener gør, at den teknisk udformede dør retligt set må sidestilles og behandles præcis som et vindue i servituttens forstand:
"Planklagenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den dobbelte glasdør kan karakteriseres som et vindue, uanset at vinduet består af glasdøre."
Læs mere her: Lovguiden – Dobbelt glasdør i østlig gavl sidestillet med vindue – påbud om lovliggørelse stadfæstet af Planklagenævnet
