Retten i Esbjerg sikrer et konkursbo 155 millioner kroner ved at underkende mistænkelige efterposteringer, mens Teleankenævnet i to afgørelser fastslår strenge beviskrav for mundtlige aftaler.
En forbruger får ret til at hæve sit telefonkøb efter fem fejlslagne reparationer, mens et konkursbo sikrer sig 155 millioner kroner efter retten kender millionnedskrivninger foretaget dagen før en konkurs for ugyldige.
En bemærkelsesværdig dom fra Retten i Esbjerg sætter en tyk streg under de selskabsretlige og formueretlige grænser for, hvad man kan tillade sig umiddelbart forud for en konkurs. Sagen udspringer af kødkoncernen Skare Meat Packers K/S' konkurs i februar 2023 og omhandler et tilgodehavende på samlet 155 millioner kroner hos et spansk og et fransk selskab, som begge var nærtbeslægtede med Skare-koncernens ultimative ejer.
Ugyldige efterposteringer forud for konkurs
Dagen før konkursen blev der pludseligt foretaget efterposteringer for syv forudgående regnskabsår i bogføringssystemet, hvilket reducerede de udenlandske selskabers gæld med cirka 112 millioner kroner. Begrundelsen lød på, at selskaberne ikke havde handlet indbyrdes på armslængdevilkår. Retten i Esbjerg underkendte imidlertid posteringerne som selskabsretligt ugyldige.
Personlig kautionist hæfter for gælden
Retten fremhævede i sin præmis, at den formodede justering af afregningspriserne syntes konstrueret til at favorisere den ultimative ejer, der havde stillet personlig kaution for mellemværendet:
"Retten lagde vægt på, at problemstillingen om afregningspriserne først blev rejst af revisoren ganske få dage før Skare Meat Packers K/S' konkurs, at det ikke er blevet dokumenteret, at der var grundlag for at justere afregningspriserne [...] og at person A som følge af kautionsforpligtelsen reelt var den, som blev begunstiget af dispositionen."
Den personlige kautionist og dennes personlige konkursbo hæfter dermed solidarisk for det fulde millionbeløb sammen med de udenlandske selskaber.
Teleankenævnet fastholder stramme beviskrav for mundtlige aftaler og erhvervsbindinger
To nye afgørelser fra Teleankenævnet illustrerer den stærke bevisværdi af skriftlige aftaler, særligt når forbrugere og små erhvervsdrivende forsøger at påberåbe sig mundtlige løfter givet i salgssituationer.
Skriftlig erhvervsaftale trumfer mundtlige indsigelser
I den første sag købte en kvinde med en enkeltmandsvirksomhed en dyr mobiltelefon og flere abonnementer i en butik. Aftalen blev indgået i virksomhedens aktive CVR-nummer, og kvinden skrev særskilt under på et dokument, hvor hun gav udtrykkeligt afkald på den maksimale bindingsperiode på 24 måneder til fordel for 36 måneder. Dette er en undtagelse, der netop er tilladt for erhvervskunder ifølge Slutbrugerbekendtgørelsen § 7, stk. 4.
Kvinden hævdede efterfølgende, at hun over for sælgeren gentagne gange havde understreget, at hun ønskede at handle som privatkunde, og at CVR-nummeret udelukkende blev oplyst for at opnå rabat. Nævnet afviste dog klagen med henvisning til de klare skriftlige vilkår, samt at kvinden ikke kunne bevise de mundtlige forbehold. Nævnet bemærkede desuden principielt, at en persons hæftelse for en erhvervsaftale ikke bortfalder, blot fordi CVR-nummeret senere afmeldes.
Bindingsperiode fastholdt på 5G bredbånd
I en parallel sag om et 5G mobilt bredbånd fik en mand ligeledes afvist sin klage over en uventet 6-måneders bindingsperiode. Manden påstod hårdnakket, at han telefonisk var blevet lovet en uforpligtende prøveperiode. Da den skriftlige ordrebekræftelse imidlertid tydeligt angav bindingen, og manden først for alvor forsøgte at returnere udstyret længe efter den 14-dages fortrydelsesfrist i Forbrugeraftaleloven § 18 og Forbrugeraftaleloven § 19 var udløbet, klappede fælden.
Teleankenævnet udtalte dog kras kritik af teleselskabet, da det kom frem, at selskabet fejlagtigt var fortsat med at sende regninger til kunden under selve nævnsbehandlingen – en praksis, der direkte strider mod Teleankenævnets egne vedtægter.
| Sagstype | Påstået mundtligt løfte | Skriftlig aftale | Nævnets afgørelse |
|---|---|---|---|
| B2B mobilaftale | "Jeg handler som privatkunde" | 36 måneders binding med CVR | Aftalen og bindingen fastholdes |
| 5G Bredbånd | "Prøveperiode uden binding" | 6 måneders binding | Aftalen fastholdes, men kritik af rykkerprocedure |
Retten til at hæve købet efter gentagne mislykkede reparationer
En sej udholdenhedstest for en forbruger resulterede i et medhold fra Teleankenævnet, efter at teleselskabets værksted havde haft en telefon til reparation hele fem gange inden for to år. Sagen understreger vigtige grænser for sælgers afhjælpningsret i købeloven.
Fejlramt telefon og krav om ophævelse
Telefonen blev oprindeligt købt i juni 2021, men begyndte hurtigt at udvise fatale fejl – batteriet blev drænet, den blev overophedet og "eksploderede" angiveligt ved opladning. Efter flere udskiftninger af hardware frabad forbrugeren sig yderligere reparationer og krævede pengene tilbage.
Afvisning af påstand om passivitet
Teleselskabet afviste ophævelsen og påberåbte sig dels forbrugerens passivitet, dels at den almindelige 2-årige reklamationsfrist var sprunget. Nævnet foretog en skarp afvisning af begge argumenter:
- Ingen passivitet: Selvom der var pauser mellem reparationerne, reklamerede forbrugeren hurtigt efter hver ny opdagelse af fejlen, hvilket er tilstrækkeligt efter Købelovens § 81, stk. 1.
- Fornyet reklamationsfrist: For hver reparation, sælger udfører, løber der en ny 2-års reklamationsfrist for den specifikke udskiftede del efter Købelovens § 83, stk. 1.
Bevisbyrde og afhjælpningsforsøg
Mest interessant var nævnets vurdering af bevisbyrden efter formodningsreglen i Købelovens § 77 a, stk. 3. Selvom den oprindelige formodningsperiode var overskredet, vurderede nævnet, at fordi teleselskabet faktisk valgte at reparere telefonen i første omgang, havde de i praksis anerkendt fejlen. Dermed ansås forbrugerens bevisbyrde for at være løftet.
Da loven ifølge Købelovens § 78 a, stk. 4 kræver afhjælpning uden væsentlig ulempe for køber, og en forbruger generelt ikke skal tåle mere end 1-2 afhjælpningsforsøg af samme fejl, havde kunden ret til at ophæve købet fuldt ud i medfør af Købelovens § 78 b, stk. 1, nr. 2.
Bevisførelse om overgravet fiberkabel sprænger rammerne for ankenævn
Ikke alle tvister kan løses foran en skærm i et ankenævn. Det måtte en husejer konstatere, da han indbragte en regning på 6.250 kr. for at have overgravet et fiberkabel på sin egen grund.
Strid om kablets dybde og lovkrav
Sagens stridspunkt centrerer sig om dybden af kablet. Manden mente, at kablet lå ulovligt tæt på overfladen (12-15 cm) og desuden manglede det foreskrevne advarende dækbånd i jorden. Fiberselskabet forsvarede sig med, at Bekendtgørelse om nedlægningsdybder for telekabler § 3 – der fastsætter standarddybder – blot er en ordensforskrift, der kan fraviges på privat grund ifølge Bekendtgørelse om nedlægningsdybder for telekabler § 2. Desuden hersker der metodefrihed ved fiberetablering, lød argumentet.
Teleankenævnet afviser at realitetsbehandle sagen
Teleankenævnet valgte usædvanligt at afvise at realitetsbehandle klagen. Nævnet påpegede, at de som en skriftlig instans ikke var udstyret til at vurdere sagen materielt:
"En sådan bevisførelse, herunder eventuel gennemførelse af en syn- og skønsforretning og/eller afgivelse af parts- og vidneforklaringer, kan ikke ske for nævnet, der træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Sagen må i givet fald finde sin afgørelse ved domstolene."
At det udelukkende er de egentlige domstole, der effektivt kan håndtere komplekse sager om byggeskader og "syn og skøn", understøttes i høj grad af en anden dugfrisk afgørelse fra Retten i Glostrup, hvor en omfattende byggeskadeforsikringssag vedrørende skimmelsvamp i en tidligere brandstation først fandt sin afgørelse, da dommerne modtog to tekniske skønserklæringer, der førte til en millionudbetaling.
