Teleankenævnet afviser klager over MitID-svindel med falsk politimand

Falsk politimand og online manipulation

Særligt bemærkelsesværdigt er to beslægtede sager, hvor en svindler ringede ofre op, udgav sig for at være "Rasmus fra politiet" og påstod, at borgernes identitet var ved at blive misbrugt til at optage lån. Under påskud af at ville stoppe den påståede svindel, blev ofrene manipuleret til at godkende transaktioner med deres MitID.

I virkeligheden dækkede godkendelserne over køb af dyre iPhones til over 9.000 kroner stykket og oprettelse af mobilabonnementer.

I en tredje sag blev en førtidspensionist narret af en "facebook-veninde" til at udlevere sine fortrolige MitID-oplysninger i den tro, at det udelukkende gjaldt samtykke til et seksuelt forhold. Efterfølgende blev der købt store mængder elektronik i hans navn.

Teleankenævnets vurdering af digital god tro

Teleankenævnet har afvist at realitetsbehandle samtlige tre sager. Nævnet opererer med den aftaleretlige hovedregel om, at aftaler indgået med en personlig digital signatur som MitID i udgangspunktet er gyldige og bindende. Sikkerheden omkring systemet skaber nemlig en berettiget forventning om god tro hos den virksomhed, der modtager digitalvalideringen.

"Spørgsmålet om aftalebinding ved misbrug af digital signatur beror efter retspraksis på en konkret og samlet vurdering af hændelsesforløbet som helhed – en samlet risikoplacering, hvor sagens omstændigheder inddrages i deres indbyrdes sammenhæng."

Nævnet konkluderede i alle tre tilfælde, at man ikke uden formelle vidne- og partsforklaringer kunne fastslå klagernes eventuelle uagtsomhed. Domstolene er dermed det eneste rette forum, da de har de processuelle forudsætninger for at afveje beviserne for identitetstyveri over for hensynet til medkontrahentens gode tro, således som forudsat i Bekendtgørelse om MitID til privatpersoner § 8.

Pludselig opkrævning og afvist afdragsordning

Da faktureringssystemet pludselig opdagede fejlen, trak virksomheden uden forudgående varsel 9.890,14 kr. via MobilePay for den ubetalte leverance. Kunden gjorde indsigelse og anmodede af økonomiske årsager om en afdragsordning på blot 200 kr. om måneden, hvilket selskabet afviste. Teleselskabet tilbød i stedet en udskudt betalingsfrist på cirka fire og en halv måned.

Nævnets afgørelse om betalingspligt

Teleankenævnet statuerede, at kunden hæftede for den fulde efterbetaling. Selvom teleselskabet klart burde have orienteret kunden forud for en fakturering for så lang en periode, lagde nævnet afgørende vægt på, at selve internetydelsen beviseligt var blevet leveret. Kunden burde desuden selv have opdaget, at internettet aldrig blev betalt. Kravet var desuden ikke ramt af Forældelsesloven § 3, da den almindelige forældelsesfrist på tre år for almindelige fordringer ikke var overskredet.

Nævnet fandt, at "den manglende løbende opkrævning ikke kunne føre til, at klageren blev fritaget for betalingsforpligtelsen," og understregede tillige, at selskabet ikke havde juridisk pligt til at tilbyde en afdragsordning.

Mundtligt løfte vs. skriftlig bekræftelse

I april 2025 indgik en forbruger en mundtlig aftale på et lokalt salgsarrangement om fiberinternet til en normalpris på 299 kr. om måneden. Sælgeren advarede udtrykkeligt om, at systemets automatiske ordrebekræftelse ville vise en markant højere pris på grund af it-tekniske begrænsninger omkring den lokale rabataftale, men at det mundtlige løfte gjaldt.

Da introduktionsperioden udløb, forsøgte teleselskabet alligevel at gennemføre en generel prisstigning til 419 kr. under henvisning til, at det høje beløb faktisk fremgik i ordrebekræftelsens betingelser.

Brud på varslingsregler og ugyldig aftaleændring

Her skred Teleankenævnet ind over for selskabets mangelfulde varslingsprocedure. Ændringer af eksisterende aftalevilkår er stramt reguleret, og nævnet henviste til Slutbrugerbekendtgørelsen § 6, stk. 2, som dikterer specifikke varslingskrav over for forbrugere. Varslingen gennem ordrebekræftelsen blev anset for højst atypisk og uklar, fordi prisen ifølge skrivelsen reelt angav en stigning fra en udtænkt normalpris på 399 kr. – et udgangspunkt, kunden aldrig havde accepteret som en del af Aftaleloven § 1.

Da der tillige manglede lovpligtig oplysning om forbrugerens ret til at opsige aftalen gebyrfrit, var prisstigningen retsstridig. Kunden blev holdt skadesløs og fastholdt på den mundtligt aftalte pris.

Påstand om mundtlig aftale og erstatningskrav

En kunde påstod, at han i en fysisk butik havde indgået en bindende mundtlig aftale om, at et nyt SIM-kort skulle sendes til en anden adresse end hans folkeregisteradresse på grund af en forestående flytning, ligesom han påstod at være lovet en eksklusiv Google Pixel-telefon, som siden viste sig udsolgt.

Da pakken trods advarslen blev sendt til den gamle adresse, mistede han forbindelsen i flere dage og krævede erstatning.

Nævnets afgørelse om bevisbyrde og sikkerhed

Nævnet gav dog teleselskabet medhold. Selvom mundtlige aftaler juridisk er bindende, hviler bevisbyrden trygt hos den part, der påstår, at den skriftlige kontrakt er blevet fraveget. Teleselskabet oplyste samtidig, at det af sikkerhedsmæssige årsager for at undgå netop identitetstyveri er procedure, at der aldrig sendes udstyr til uregistrerede adresser. Da udbyderen frivilligt havde refunderet abonnementsbetalingen for de pågældende dage uden forbindelse, var der ikke grundlag for at tilkende erstatning for tidsspilde.

Massiv skimmelsvamp i ombygget brandstation

Et ejendomsinvesteringsselskab havde overtaget en tidligere brandstation, der var totalrenoveret til boligformål. Da selskabet overtog bygningerne, opdagede de massive problemer med skimmelsvamp. Sælgerens forsikringsselskab nægtede at udbetale fra byggeskadeforsikringen, idet de anfægtede, at skaderne var tilstrækkeligt omfattende til at udgøre egentlige byggeskader i juridisk forstand. Tvisten krævede to syn og skøn før domsforhandlingen.

Væsentlig forringelse udløser millionbeløb

Byretten konkluderede enstemmigt, at "det måtte anses for godtgjort, at skimmelsvampen påvirkede indeklimaet på en sådan måde, at det i væsentlig grad begrænsede brugen og værdien af ejendommen."

Kravet om en væsentlig forringelse af ejendommens brugbarhed er det centrale juridiske nåleøje i disse sager. På baggrund af de grelle fund blev forsikringsselskabet dømt til at udbetale en betragtelig erstatning på knap 6,6 mio. kr., der dækker både skimmelsvamp og sagkyndig bistand. Det involverede arkitektfirma undslap dog regningen, da domstolen ikke fandt noget selvstændigt ansvarsgrundlag ved deres projektering.