Tomme ord i fraflytningsrapport koster udlejer dyrt, mens GDPR-krav fremmes

Fire nylige afgørelser tegner et skarpt billede af kravene til bevisbyrde og procesdisciplin i dansk ret. Budskabet fra domstole og administrative klagenævn er utvetydigt: Den part, der kræver en økonomisk betaling, skal kunne dokumentere sit krav til punkt og prikke. Særligt udlejere må sande, at mangelfulde fraflytningsrapporter og fraværende fakturaer uundgåeligt fører til tabte sager.

Afgørelserne er alle fra februar 2026 og spænder bredt fra lejeretlige depositumtvister til arbejdsretligt prægede erstatningskrav og Højesterets udmåling af tort ved grov personskade.

Det juridiske fællespunkt på tværs af sagerne er ikke de specifikke lovparagraffer, men derimod myndighedernes konsekvente og insisterende tilgang til bevisbyrde, klarhed og procesdisciplin: Hvem har pligten til at levere et solidt grundlag for, at penge kan flyttes fra A til B – og hvornår falder kravet uigenkaldeligt på gulvet, hvis dette grundlag mangler.

Silkeborg-udlejer mister hele depositummet grundet manglende bilag

I en afgørelse fra Silkeborg (25. februar 2026) ender en udlejer med at skulle tilbagebetale hele det tilbageholdte depositum på 21.600 kr. efter Lejeloven § 114, stk. 1 og Lejeloven § 190. Huslejenævnet lægger udelukkende lejers fremstilling til grund, idet udlejer undlader at svare, jf. Lov om boligforhold § 86, stk. 2.

Den materielle kerne i afgørelsen er brutal i sin enkelhed: Når udlejer kræver istandsættelsesudgifter dækket, er der juridisk set tale om et erstatningskrav, hvor bevisbyrden entydigt påhviler udlejer. Da nævnet imidlertid ikke modtager dokumentation i form af tilbud, fakturaer eller fotos, bortfalder kravet fuldstændigt. Udlejer pålægges derudover at orientere ejendommens øvrige lejere om afgørelsen efter Lejeloven § 194, stk. 1 og betale et mærkbart tillægsgebyr efter Lov om boligforhold § 82, stk. 2.

Et yderligere centralt element er nævnets vurdering af lejers underskrift på fraflytningsrapporten. Nævnet fastslår, at en underskrift på et dokument med tomme prisfelter ikke udgør en betalingsaccept, men udelukkende kan anses som en kvittering for modtagelse.

Vage formuleringer i fraflytningsrapport koster Holbæk-udlejer malerkrav

Holbæk-sagen (19. februar 2026) illustrerer den anden store faldgrube for udlejere: Fraværet af præcist indhold i de tekster, der skal bære det økonomiske krav. Udlejers fraflytningsrapport indeholdt udelukkende generiske linjer som "Lofter – skal males" og "Vægge – skal males", helt uden angivelse af specifikke rum eller tilstandsbeskrivelser.

Nævnet konstaterer prompte, at en sådan rapport ikke kan bibringe lejer en sikker forståelse af, hvad kravet dækker, og understreger, at der bør være oplyst en tilstandsbeskrivelse som begrundelse for kravet. Som direkte konsekvens kan udlejer ikke fastholde malerkravet og pålægges at afregne 11.898,06 kr. til lejer.

Det bemærkelsesværdige i de to nævnssager er ikke isoleret set, at en udlejer kan miste sit krav. Det er derimod, hvor ufravigeligt nævnene statuerer, at fraværet af et oplyst beslutningsgrundlag automatisk placerer den fulde økonomiske risiko hos udlejer.

Nævnet anvender desuden en usædvanligt skarp tone over for udlejers håndtering af mellemværendet. Udlejers betingelse om, at lejer først kunne få udbetalt det ubestridte beløb efter en samlet "godkendelse" af opgørelsen, stemples direkte som "klart kritisabel". Afgørelsen hviler udtrykkeligt på Lejeloven § 187, stk. 1 og Lejeloven § 190.

Tvistighedsnævnet åbner døren for GDPR-krav i elevforhold

Tvistighedsnævnets delafgørelse af 23. februar 2026 behandler et afgørende principielt spørgsmål om kompetence: Kan nævnet overhovedet behandle et erstatningskrav for immateriel skade efter databeskyttelsesforordningen (GDPR) artikel 82 i et elevforhold, eller skal et sådant krav direkte indbringes for de almindelige domstole?

Et flertal på tre medlemmer lægger afgørende vægt på, at kravet udspringer af hændelser indtruffet, mens eleven har arbejdet i oplæringsvirksomheden. Der er dermed tale om en ansættelsesretlig problemstilling, som nævnet har de fornødne forudsætninger for at behandle. Flertallet afviser samtidig, at artikel 82's domstolsspor blokerer for administrativ behandling i første instans, da der er efterfølgende adgang til domstolsprøvelse, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 4. Sagen fremmes derfor til realitetsbehandling.

Kendelsen flytter markant grænsen for, hvad der anses som tilknyttet uddannelsesaftalen under den brede adgang til erstatning i Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 1. Samtidig peger afgørelsen i retning af, at GDPR-krav fremover kan blive normaliseret i ansættelseslignende tvister, parallelt med nævnets historiske tortpraksis efter Erstatningsansvarsloven § 26.

I forlængelse heraf understreger Datatilsynet ofte i deres FAQ om tv-overvågning, at arbejdsgivere skal have et klart driftsmæssigt formål, at foranstaltningen ikke må være krænkende, og at de ansatte skal informeres forudgående. (datatilsynet.dk)

Højesteret fastslår faste rammer for opregulering af tortgodtgørelse

Højesterets dom af 20. februar 2026 skaber markant større forudsigelighed i opgørelsen af tortgodtgørelse. Retten tager direkte stilling til, at den politisk fastsatte nedre grænse på 150.000 kr. (i 2017-niveau) i grove sager om seksuelt misbrug af børn i tillidsforhold skal have reel virkning, også selvom overgrebene ikke består i samleje.

Højesteret slår fast, at allerede som følge af overgrebenes karakter og hyppighed finder den nedre grænse anvendelse. Afgørende for fremtidig praksis er rettens anvisning af selve beregningen: Beløbene i lovforarbejderne er fastsat i 2017-niveau og skal reguleres frem til det tidspunkt, hvor godtgørelsen kunne kræves betalt, baseret på principperne i Erstatningsansvarsloven § 15.

Slutbeløbene i den konkrete sag fastsættes derfor til henholdsvis 175.000 kr. og 350.000 kr., udmålt efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2, hvorved Højesteret samtidig markant korrigerer landsrettens lavere udmålingsniveau.

Tendenser og praktiske konsekvenser

På tværs af de fire markante afgørelser aftegner der sig klare linjer, som juridiske praktikere, udlejere og virksomheder bør indrette sig efter omgående.