Højesteret underkender Ankestyrelsens praksis og fastslår en markant bagatelgrænse på blot 5 % for indtægtsnedgang ved beregning af erstatning for tab af erhvervsevne i arbejdsskadesager.
En hjernerystelse fra år 2000 gennembryder nu muren til erstatning for et potentielt stort antal skadelidte, efter Højesteret netop har fastslået en opsigtsvækkende bagatelgrænse på 5 % for erhvervsevnetab. Samtidig trækker domstolen markante grænser for arbejdsgiveransvaret, når medarbejdere udsættes for vold på psykiatriske afdelinger.
Tre principielle domme fra Højesteret sætter et solidt aftryk på dansk arbejds- og ansættelsesret og afklarer grænserne for både myndigheders udbetalingspraksis og arbejdsgiveres erstatningsansvar. Afgørelserne udstikker en ny kurs for sagsbehandlingen af arbejdsskader, definerer normen for psykisk arbejdsgiveransvar i risikojob og fastslår rammerne for ligestilling af offentligt ansattes pensionsvilkår.
Højesterets nye bagatelgrænse for erhvervsevnetab
Den måske mest vidtrækkende af de tre afgørelser udspringer af en sag om en kommunalt ansat kvinde, der i april 2000 fik bilens bagsmæk i hovedet under pålæsning af varer. Hun pådrog sig en hjernerystelse, som blev anerkendt som en arbejdsskade, men hun fik i første omgang afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, fordi hun fortsatte i sit arbejde til samme løn.
Først da hun i 2012 blev sygemeldt og i 2014 overgik til fleksjob, blev sagen genoptaget. Ankestyrelsen vurderede imidlertid i 2020, at arbejdsskaden ikke havde nedsat hendes erhvervsevne med de krævede 15 %. Ankestyrelsen argumenterede for, at vurderingen af erhvervsevnetab efter den dagældende Arbejdsskadesikringsloven § 32 – som videreføres i den nuværende Arbejdsskadesikringsloven § 17 – beroede på et skøn, hvor en indtægtsnedgang ikke i sig selv dikterede erstatningens størrelse.
Underkendelse af snæver fortolkning
Højesteret har dog med en dom afsagt af syv dommere valgt at underkende Ankestyrelsens snævre fortolkning. Retten trækker en direkte tråd fra nyere højesteretspraksis vedrørende særreglen for fleksjobbere i Arbejdsskadesikringsloven § 17 a og overfører principperne til lovens almindelige bestemmelse.
"Det indebærer, at en tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (nu § 17), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 % eller derover," fastslår Højesteret i præmisserne.
Konsekvenser for fremtidige sager
Hermed cementeres en fast, objektiv bagatelgrænse på blot 5 % indtægtsnedgang som tilstrækkeligt grundlag for at udløse et erstatningsberettigende erhvervsevnetab på minimum 15 %, forudsat at nedgangen klart kan relateres til arbejdsskaden. Sagen er nu hjemvist til fornyet vurdering i Ankestyrelsen, men dommen kan få betydelige økonomiske konsekvenser for forsikringsselskaber og arbejdsgivere i lignende sager.
Arbejdsgiveransvar for psykisk skade i psykiatrien
Mens rammerne for den objektive arbejdsskadesikring udvides, understreger Højesteret i en anden afgørelse et klassisk, snævert arbejdsgiveransvar, når det gælder muligheden for yderligere erstatning efter erstatningsansvarsloven.
Sagen angik en socialpædagog i Region Syddanmark, som udviklede PTSD efter at have været udsat for vold og trusler fra patienter på en børnepsykiatrisk afdeling i foråret 2014. Hændelserne indtraf i kølvandet på en omstrukturering, der udvidede afdelingens målgruppe. Medarbejderen krævede erstatning og henviste til, at arbejdsgiveren ikke havde overholdt forpligtelserne i Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1 om at sikre et fuldt forsvarligt arbejdsmiljø.
Iboende risiko afgørende for ansvaret
Højesteret slår indledningsvist fast, at ansvarsnormen er den samme for psykiske skader som for fysiske skader. Alligevel valgte et enigt dommerpanel på syv dommere at frifinde Region Syddanmark for culpaansvar. Det afgørende for Højesteret var arbejdspladsens iboende risikoprofil.
"Det er en uundgåelig del af arbejdet med psykiatriske patienter, at de ansatte skal håndtere patienter, der optræder udadreagerende, voldeligt og truende. At sådanne episoder forekommer, er derfor ikke i sig selv udtryk for, at arbejdet generelt er tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt uforsvarligt," konkluderer domstolen.
Beholdt fokus på forebyggelse
Da Region Syddanmark havde gennemført en række tiltag for at forebygge arbejdsskader ved omstruktureringen, og da ledelsen hverken havde eller burde have kendskab til medarbejderens forudbestående sårbarhed, var der intet ansvarsgrundlag. Dommen illustrerer en stejl bevisbyrde for lønmodtagere i sikkerhedskritiske og omsorgstunge faggrupper, når de vil gøre en arbejdsgiver erstatningsansvarlig for psykiske reaktioner på uundgåelige konflikter i arbejdet.
Synkronisering af pensionspraksis for hjemsendte soldater
I en tredje sag tager Højesteret stilling til offentlige myndigheders ret til at ensrette administrativ praksis for at skabe ligestilling mellem forskellige grupper af ansatte. Sagen drejede sig om en overenskomstansat soldat, der udviklede PTSD efter udsendelse til Irak i 2003-2004.
I juni 2020 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en midlertidig afgørelse om mandens erhvervsevnetab. Soldaten krævede på denne baggrund en supplerende pensionslignende ydelse fra 1. juli 2020 efter bestemmelserne i Lov om forsvarets personel § 11 b, stk. 1. Forsvarsministeriet valgte dog først at tilkende ydelsen fra den 1. januar 2021.
Krav om endelig afgørelse førte til ventetid
Årsagen til ventetiden var, at Forsvarsministeriet slavisk fulgte en daværende praksis fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen for tjenestemænd, som i perioden 2018-2020 krævede en endelig og ikke blot midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, før en livsvarig pension kunne tilkendes. Da denne praksis blev ændret 1. januar 2021, ændrede Forsvarsministeriet ligeledes praksis.
Højesterets vurdering af praksisændringen
Højesteret fandt, at Forsvarsministeriets tilgang var fuldt ud lovlig, da formålet med lovgivningen netop er at sikre, at overenskomstansatte stilles på præcis samme måde som tjenestemænd – hverken ringere eller bedre. Praksisændringen var desuden sagligt begrundet i et forsigtighedsprincip, da ydelserne er livsvarige og som udgangspunkt ikke kan tilbagekaldes.
Overblik over de afgjorte sager
| Sag | Tema | Lovområde | Højesterets resultat |
|---|---|---|---|
| BS-33630/2025-HJR | Bagatelgrænse for erhvervsevnetab | Arbejdsskadesikringsloven | 5 % indtægtsnedgang kan udgøre 15 % erhvervsevnetab. Sagen hjemvist. |
| BS-32995/2025-HJR | Arbejdsgivers culpaansvar | Erstatnings- og arbejdsmiljøret | Uundgåelig vold i psykiatrien medfører ikke automatisk erstatningsansvar. Arbejdsgiver frifundet. |
| BS-34551/2025-HJR | Tilkendelsestidspunkt for pension | Forvaltnings- og ansættelsesret | Offentlig myndighed må synkronisere praksis for at sikre ligestilling. Forsvarsministeriet frifundet. |
Sammenfatning af domstolenes linje
Med de tre afgørelser tegner der sig et klart billede af domstolenes tilgang til sager i spændingsfeltet mellem individets beskyttelse og arbejdsgiverens ansvar. Højesteret understreger en formalistisk linje: Lovens formål om ligestilling mellem faggrupper anerkendes administrativt (soldater-sagen), faste grænser defineres stringent for myndighedernes sagsbehandling (bagatelgrænsen), men samtidig afvises en automatisk udvidelse af skyldansvaret på arbejdspladser, hvor risiko og farlighed er en uomtvistelig del af kerneopgaven. Både fagforeninger, offentlige myndigheder og private forsikringsselskaber vil i den kommende tid skulle indrette deres sagsbehandling efter især den nye, lempede bagatelgrænse.
De Forenede Nationer
Den Internationale Telekommunikationsunion
FN Mødedækning og Pressemeddelelser
