De seneste måneder har bragt en række markante afgørelser inden for arbejds- og ansættelsesretten, der kaster lys over de strenge krav, myndighederne og domstolene stiller til både virksomheder og bor
Nye afgørelser fra Højesteret og Arbejdsmiljøklagenævnet strammer ansvarsnettet betydeligt. Arbejdsgivere nægtes at fralægge sig arbejdsmiljøansvaret på landets byggepladser, mens skadelidte borgere mødes med et udvidet uagtsomhedsansvar ved modtagelse af arbejdsskadeerstatning.
De seneste måneder har bragt en række markante afgørelser inden for arbejds- og ansættelsesretten, der kaster lys over de strenge krav, myndighederne og domstolene stiller til både virksomheder og borgere. En dybdegående gennemgang af de seneste domme og kendelser viser en klar rød tråd: Pragmatiske undskyldninger, manglende viden eller forsøg på at placere ansvaret hos eksterne parter bliver konsekvent fejet af bordet.
Arbejdsgiverens uomgåelige arbejdsmiljøansvar
En stribe afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet understreger, at kravet om at planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1, er et objektivt arbejdsgiveransvar, som ikke tåler modifikationer. Særligt bemærkelsesværdigt er det, hvordan Arbejdsmiljøklagenævnet nidkært anvender myndighedernes officialprincip. Det indebærer, at de tilsynsførendes sagkyndige observationer tillægges afgørende bevisværdi og trumfer arbejdsgiverens forklaringer.
I en opsigtsvækkende sag fra en byggeplads fik en virksomhed et strakspåbud efter at have placeret en åben pose med knækkede asbestplader tæt på en arbejdsstation. Virksomheden forsvarede sig med, at "pallen var kort tid forinden blevet placeret indendørs ved en fejl", og at støvet på gulvet blot var almindeligt sand og jord fra håndværkernes sko. Dette argument afviste nævnet blankt, da man under henvisning til Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet § 9, stk. 1 fastslog, at virksomheden uden støvprøver ikke kunne vide sig sikker, og at ansvaret for fejlplaceringen påhvilede arbejdsgiveren:
"Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, at arbejdet til enhver tid bliver udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er således i sidste ende arbejdsgiveren, der har pligt til at sørge for, at virksomheden overholder arbejdsmiljølovens krav..."
Læs mere her: Lovguiden – Fastholdelse af straks-påbud om asbestanalyse og sikring mod støvudsættelse på byggeplads
Den samme benhårde linje gjorde sig gældende i en sag om manglende faldsikring, hvor en ansat arbejdede på taget af en trailer i 2,5 meters højde for at fjerne surringer fra teltpæle. Den ansatte stod blot en halv meter fra kanten, uden rækværk eller anden sikring, og med en alt for kort trappestige som adgangsvej. Arbejdsgiveren argumenterede indtrængende for, at anvendelse af traditionelt faldsikringsudstyr slet ikke var "anvendeligt i situationen". Nævnet fastholdt dog overtrædelsen af Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 13 og fremhævede, at selvom reglerne ikke anviser en eksakt metode til beskyttelse, fritager det ikke arbejdsgiveren fra pligten til at etablere tekniske hjælpemidler eller finde en effektiv arbejdsmetode for at forhindre faldulykker.
Læs mere her: Lovguiden – Påbud om faldsikring ved afsurring af teltpæle på trailertag i 2,5 meters højde
Den afgørende vægt af tilsynsmyndighedernes konkrete observationer kom tillige til udtryk i en sag om betjening af en Manitou-teleskoplæsser. Føreren havde ikke det lovpligtige certifikat, og virksomheden gjorde gældende, at der udelukkende var tale om maskinkørsel uden byrder – en situation, som er undtaget fra uddannelseskravet. Nævnet afviste imidlertid klagen prompte. Fordi den tilsynsførende specifikt havde observeret en byrde i form af en palle på gaflerne, var betingelserne for certifikatkravet uomtvisteligt opfyldt, jf. Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser § 8.
Læs mere her: Lovguiden – Krav om certifikat til teleskoplæsser ved transport af paller på byggeplads
Realiteten bag ansættelsesforhold og underentreprenører
Et andet højaktuelt konflikttema er sondringen mellem indlejet arbejdskraft og selvstændige underentreprenører. Det ses ofte i retspraksis, at virksomheder forsøger at undgå det bygherre- eller arbejdsgiveransvar, som følger af Arbejdsmiljøloven § 42, stk. 1 vedrørende arbejdsstedets sikre indretning.
I en af de netop offentliggjorte afgørelser havde en virksomhedsejer indlejet en person til at udføre indvendigt malerarbejde. Da Arbejdstilsynet mødte op og konstaterede en eklatant mangel på basale velfærdsfaciliteter – såsom et aflåseligt toilet, spiserum og rindende vand – hævdede virksomhedsejeren, at maleren var en uafhængig underentreprenør, som selv bar ansvaret for at overholde reglerne. Som sit primære forsvar henviste virksomhedsejeren til, at håndværkeren var oprettet i RUT-registret som selvstændig.
Arbejdsmiljøklagenævnet gennemskuede imidlertid konstruktionen og lod substans gå forud for form. I nævnets vurdering lagde man vægt på virkelighedens magtforhold:
- Der forelå ingen skriftlig underleverandøraftale.
- Virksomhedsejeren indgik kontrakten med slutkunden og stod til ansvar herfor.
- Virksomhedsejeren leverede materialer og værktøj.
Dermed havde ejeren i realiteten instruktionsbeføjelsen, hvilket ubetinget aktiverer pligterne efter Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 21, stk. 1 samt Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 61, stk. 1.
| Virksomhedsejerens argument | Den retslige realitet i afgørelsen |
|---|---|
| Håndværkeren er RUT-registreret som selvstændig | Registreringen dokumenterer ikke karakteren af det reelle, konkrete ansættelsesforhold |
| Underentreprenøren må selv stå for velfærdsforhold | Uden skriftlig entrepriseaftale, og når kunden tilhører ejeren, er der tale om indlejet arbejdskraft underlagt ejerens ansvar |
Læs mere her: Lovguiden – Ansvar for velfærdsfaciliteter ved indlejet arbejdskraft på byggeplads
Borgeres oplysningspligt ved markante indtægtshop
Det er dog langtfra blot virksomhederne, der oplever juridiske stramninger. Højesteret har for nylig afsagt en principiel og snæver dom (med stemmerne 3-2), som sætter streg under skadelidte borgeres oplysningspligt, når de overgår mellem forskellige sociale ydelser.
Sagen centrerede sig om en tidligere social- og sundhedshjælper (A), der havde pådraget sig en arbejdsskade. Efter en række virksomhedspraktikker var hun på ledighedsydelse og modtog en løbende erhvervsevnetabserstatning på 70 %. Situationen ændrede sig, da hun startede i et 1-årigt fleksjob på 10 timer om ugen. Ved denne overgang steg hendes faktiske indkomst dramatisk – fra en månedlig bruttoindkomst på ca. 11.000 kr. til ca. 20.000 kr. (en stigning på 80 %). Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opdagede efterfølgende ændringen, nedjusterede hendes erhvervsevnetab til 40 % og fremsatte et krav om tilbagebetaling af differencen for en periode på 8 måneder.
Spørgsmålet for landets øverste domstol var, om borgeren havde modtaget erstatningen "mod bedre vidende" i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 40 a, stk. 1.
FOA argumenterede på medlemmets vegne for, at den skadelidte ikke havde nogen jordisk chance for at gennemskue det komplicerede modregningssystem i fleksjobreglerne. Men Højesterets flertal fastslog benhårdt, at en indkomststigning i den størrelsesorden utvivlsomt udgør en så "betydelig uagtsomhed", at der er tale om mod bedre vidende. Højesteret henviste herunder til den skriftlige standardvejledning i hendes tidligere afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvor det var anført, at hun skulle oplyse om ændringer.
Mindretallet på to dommere så derimod anderledes på borgernes formåen i mødet med systemet. De stemte for at frifinde borgeren med den begrundelse, at vejledningen alene bestod af generiske beskrivelser:
"Afgørelsen indeholdt ikke en klar og tydelig beskrivelse af, hvilken betydning det ville få for erhvervsevnetabet, og dermed hendes ret til erstatning, hvis hun overgik til et fleksjob, eller at der i en sådan situation kunne opstå et tilbagebetalingskrav."
Læs mere her: Lovguiden – Krav om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning ved overgang til fleksjob (mod bedre vidende)
Højesterets dom understreger dermed endegyldigt, at myndighedernes administrative standardvejledninger om oplysningspligt bærer en enorm juridisk vægt. Selvom borgeren ikke ændrede sit ugentlige timetal væsentligt i forhold til de tidligere praktikforløb, skaber selve den økonomiske mærkbarhed i indtægtshoppet en formodning for, at borgeren burde have reageret. Afgørelsen betyder i praksis, at fagforeninger og rådgivere skal sikre en yderst fintmasket opfølgning med deres medlemmer, da fejl i sagsbehandlingen ikke længere lader sig afbøde med henvisning til ukendskab til lovens komplekse mekanismer.
