Selvom et ulovligt kolonihavehus har stået i 18 år, kan det stadig kræves revet ned. Planklagenævnet afviser ejernes påstand om myndighedspassivitet i tre principielle sager fra Vejle Kommune.
Kolonihavehuse på langt over 100 kvadratmeter skal rives ned i Vejle, Aarhus Kommune får underkendt et boligprojekt i et erhvervsområde, og Planklagenævnet trækker en hård streg i sandet over for kommuners manglende proportionalitetsvurderinger.
Vejle Kommune har indledt et omfattende opgør med ulovligt opførte kolonihavehuse, der markant overskrider lokalplanens rammer. Hele tre sager fra kolonihaveområdet "Engene" har netop været til prøvelse i Planklagenævnet, og tendensen er ikke til at tage fejl af. Nævnet bakker fuldt ud op om kommunens krav om fysisk lovliggørelse, selv i sager hvor husene har stået der i årevis.
Tre markante afgørelser om nedrivning
De tre sager fra Vejle illustrerer en konsekvent retshåndhævelse:
| Sag | Haveloddens størrelse | Bebyggelsens størrelse | Tilladt ifølge lokalplan | Nævnets resultat |
|---|---|---|---|---|
| Sag 1 | Ikke oplyst | 139 m² kolonihavehus | 30 m² | Stadfæstelse af nedrivningspåbud |
| Sag 2 | Over 300 m² | 99 m² kolonihavehus | 50 m² | Stadfæstelse af nedrivningspåbud |
| Sag 3 | Over 300 m² | 126 m² inkl. overdækning | 50 m² | Stadfæstelse af nedrivningspåbud |
Afvisning af myndighedspassivitet
I den mest markante af sagerne var der opført et kolonihavehus på hele 139 kvadratmeter, som havde stået uberørt i knap 18 år. Ejeren argumenterede for, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet, og at man af indrettelseshensyn ikke længere kunne kræve huset revet ned.
Planklagenævnet afviste dog dette med henvisning til, at et kolonihavehus i den størrelse oprindeligt krævede en landzonetilladelse, som aldrig var indhentet. Om tidsforløbet slår nævnet fast:
"Det forhold, at kolonihavehuset har eksisteret upåtalt i 18 år er efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte håndhævelseshensynet i den konkrete sag."
Afgørelserne cementerer, at selv et langvarigt manglende kommunalt tilsyn ikke automatisk udløser passivitet, der afskærer kommunen fra at kræve fysisk lovliggørelse efter Planloven § 51, stk. 3.
Kommunalt svigt i proportionalitetsvurderingen
Mens Vejle Kommune fik medhold, gik det anderledes for Aalborg Kommune i en sag om lovliggørelse af facadeskilte, folie og farveændringer på et hotel i midtbyen. Kommunen havde udstedt et påbud om lovliggørelse med en skarp frist.
Sagens forløb og kommunens rykkerprocedure
Ejeren af hotellet sendte rettidigt en ansøgning om dispensation. Kommunen blev dog ved med at rykke for yderligere information om den folie, der dækkede vinduerne, og endte til sidst med at henlægge dispensationsansøgningen – hvorefter de fastholdt, at det fysiske påbud fortsat var gældende.
Planklagenævnets indgriben og forvaltningskrav
Planklagenævnet skred ind og ophævede afgørelsen af egen drift på grund af manglende overholdelse af proportionalitetsprincippet. Det er et grundlæggende forvaltningsretligt krav, at kommunen systematisk skal vurdere, om retlig lovliggørelse (dispensation) er mulig, før der kræves fysisk lovliggørelse (nedrivning/fjernelse).
"Nævnet finder, at kommunen i en situation som den foreliggende [...] må tage konkret og endelig stilling til muligheden for retlig lovliggørelse af de enkelte forhold, før der kan udstedes et påbud om fysisk lovliggørelse."
Opførelse af midlertidige boliger udløser lokalplanpligt
En anden markant underkendelse ramte Aarhus Kommune, der havde tilladt opførelsen af 12 midlertidige boliger i tilknytning til en undervisningsvirksomhed i et erhvervsområde i Viby J. Kommunen vurderede, at byggeriet på 480 kvadratmeter ikke udgjorde et "større byggearbejde", og dermed var fritaget for kravet om lokalplan.
Klage fra nabo fører til ophævelse
En nabo klagede over afgørelsen, idet opførelsen af beboelse i et støjbelastet erhvervsmiljø udgjorde en væsentlig ændring af området. Planklagenævnet gav naboen medhold og slog fast, at projektet kræver en lokalplan efter Planloven § 13, stk. 2.
Forskellen på nybyggeri og eksisterende byggeri
Aarhus Kommune henviste ellers til en tidligere nævnsafgørelse, hvor 188 studieboliger var blevet tilladt uden lokalplan. Nævnet afviste dog sammenligningen, da den tidligere sag handlede om eksisterende kontorbygninger i et område, der i forvejen havde boligetagebyggeri, mens der i Viby-sagen var tale om nybyggeri i et rent erhvervsområde.
Klar linje for opsættende virkning i byggesager
Tre aktuelle sager kaster lys over, hvornår en klage til Planklagenævnet får opsættende virkning – altså hvornår et kommunalt påbud eller en tilladelse sættes på pause, mens sagen behandles.
Udgangspunktet i planloven er, at klager ikke har opsættende virkning. Nævnet dispenserer dog fra dette, når de irreversible konsekvenser ved at håndhæve en afgørelse er for store.
Sager med medhold til opsættende virkning
I Virum var der givet påbud om nedrivning af en carport, og i Odense (i endnu en kolonihavesag) var der givet påbud om at reducere et kolonihavehus fra 72,55 m² til 60 m². I begge sager tillagde nævnet klagen opsættende virkning med den begrundelse, at "det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, er begrænset og ikke kan opveje de negative konsekvenser for klageren".
Afvisning af opsættende virkning ved byggeri i gang
Omvendt gik det en gruppe naboer i Hvidovre, der klagede over en dispensation til et dobbelthus. Selvom byggeriet var i gang, nægtede Planklagenævnet at give opsættende virkning. Begrundelsen var, at klagerne ikke havde sandsynliggjort, at der forelå en væsentlig overtrædelse af loven. Nævnet bemærkede dog tørt, at "hvis ansøgeren vælger at udnytte dispensationen, mens klagesagen verserer, sker dette på egen risiko."
Grænsen for driftsbygninger i landzone
Kravene til byggeri i landzoner strammes jævnligt op. I Skals i Viborg Kommune havde en ejer opført en jagthytte på 38,2 kvadratmeter og forsøgt at køre den ind under undtagelsesbestemmelsen for erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger til skovdriften efter Planloven § 36, stk. 1.
Nævnets vurdering af bygningens reelle karakter
Planklagenævnet gennemskuede dog argumentationen. Nævnet bemærkede, at ejendommen i forvejen havde store lagerbygninger, der fint kunne rumme skovudstyr. Desuden fremstod bygningen ikke som en driftsbygning:
"...bygningen har efter nævnets opfattelse ikke karakter af en driftsbygning, men netop som ansøgt karakter af jagthytte/anneks med vinduer, anlagt terrasse, og opstillede bord-bænkesæt rundt om bygningen."
Afslaget på lovliggørende tilladelse efter Planloven § 35, stk. 1 blev dermed stadfæstet.
Dispensation i fredet landskab i Horsens
Helt anderledes lempeligt så Miljø- og Fødevareklagenævnet på en sag fra Bjergene ved Horsens. Her ønskede en ejer at nedrive en misligholdt erhvervsbygning fra 1965 og i stedet opføre et moderne enfamilieshus i sortmalet træ.
Naturfredningsforeningens klage afvises
Danmarks Naturfredningsforening klagede over kommunens landzonetilladelse, fordi de frygtede en glidende overgang fra ren bygning til domesticering af landskabet med haver, terrasser og legeredskaber. Nævnet valgte dog at godkende dispensationen efter Naturbeskyttelsesloven § 50, stk. 1, idet bygningen visuelt ville indpasse sig pænt i området. Det afgørende var bygningens matte materialevalg og en maksimal højde på 6 meter. At bygningens juridiske status skiftede fra erhverv til bolig var dermed ikke en forhindring, så længe de landskabelige værdier ikke blev devalueret.
Uformel e-mailkorrespondance er ikke en afgørelse
Som et kuriosum, der minder både borgere og forvaltninger om rammerne for kommunikation, afviste Planklagenævnet en klage over en sag fra Roskilde Kommune. Her havde en borger forsøgt at påklage en e-mail fra sagsbehandleren, der forklarede årsagen til et tidligere afslag vedrørende en carport. Nævnet understregede ganske formelt, at en uddybende e-mail, der blot henviser til en allerede truffet beslutning, ikke udgør en ny forvaltningsretlig afgørelse og derfor ikke kan påklages.
Den Europæiske Union
CINEA (Klima, Infrastruktur og Miljø)
