EU-Domstolen afklarer regler om forbrugerretsmisbrug og virtuel spilvaluta

Den seneste tids praksis fra EU-Domstolen har bragt principielle afklaringer på en række vidt forskellige retsområder. Fra de yderste grænser af forbrugerbeskyttelsen til håndteringen af de nyeste dig

Nye markante afgørelser fra EU-Domstolen trækker grænserne op for alt fra retsmisbrug i forbrugeraftaler til beskatning af virtuel spilvaluta. Samtidig fastslås vigtige principper for asylansvar under Dublin-forordningen og kommuners brug af sociale krav i offentlige udbud.

Den seneste tids praksis fra EU-Domstolen har bragt principielle afklaringer på en række vidt forskellige retsområder. Fra de yderste grænser af forbrugerbeskyttelsen til håndteringen af de nyeste digitale økonomier og helt over i medlemsstaternes forpligtelser i asyl- og udbudssager, tegner der sig et billede af en domstol, der i stigende grad forholder sig til praktiske problemstillinger i samfundet.

Grænsen for forbrugerbeskyttelse og retsmisbrug

Forbrugerbeskyttelsen i EU er traditionelt meget stærk, men en ny afgørelse slår fast, at der er grænser for, hvordan forbrugere kan udnytte direktiverne. Sagen udspringer af en tvist mellem en tysk stilladsvirksomhed og en forbruger. Forbrugeren havde, med bistand fra en professionel arkitekt, bestilt opstilling af et stillads udelukkende via e-mail og post.

Da virksomheden glemte at oplyse om den lovpligtige fortrydelsesret, udnyttede forbrugeren dette til at gøre fortrydelsesretten gældende efter at stilladset havde været brugt og var blevet taget ned igen. Målet var at slippe for at betale den fulde regning. EU-Domstolen valgte dog at sætte foden ned og kigge nærmere på doktrinen om retsmisbrug.

I den fulde domstekst fremhæver Domstolen det overordnede princip om, at:

"Anvendelsen af EU-retten kan ikke udvides til at dække transaktioner, der gennemføres med det formål svigagtigt eller misbrugeligt at drage fordel af rettigheder fastsat i EU-retten."

Domstolen fastslog, at selvom Direktiv 2011/83/EU artikel 14 formelt set fritager en forbruger for betaling, hvis oplysningspligten er tilsidesat, udgør det retsmisbrug, hvis forbrugeren bevidst har orkestreret forløbet for at opnå en gratis ydelse. Det forhold, at forbrugeren var bistået af en arkitekt, fjernede dog ikke hendes generelle status som forbruger, men det kunne indgå i vurderingen af hendes subjektive hensigt.

Læs mere her: Lovguiden – Fortrydelsesret og misbrug af rettigheder i forbrugeraftaler indgået med bistand fra en arkitekt

Spilvaluta er ikke fritaget for moms

I en anden opsigtsvækkende sag skulle Domstolen tage stilling til den momsmæssige behandling af virtuel valuta i onlinespillet Runescape. Et litauisk selskab havde slået sig op på at købe og sælge spillets "guld" for rigtige penge. Virksomheden argumenterede for, at handlen burde være momsfritaget og henviste blandt andet til den kendte Hedqvist-dom fra 2015, hvor EU-Domstolen fastslog, at veksling af den virtuelle valuta Bitcoin til traditionel valuta er fritaget for moms.

Domstolen trak imidlertid en skarp streg i sandet mellem kryptovaluta og in-game valuta:

Ifølge EU-Domstolen skal Momsdirektivets artikel 135 fortolkes strengt. Fordi spilvalutaen ikke har nogen funktion uden for spillet og ikke anerkendes som et lovligt betalingsmiddel, kan den ikke nyde godt af de finansielle momsfritagelser. Tværtimod fastslog Domstolen i sine præmisser, at "guld i sig selv har karakter af en elektronisk tjenesteydelse, der udgør en integreret del af dette spil". Resultatet er, at selskabet skal betale moms af hele salgsprisen og ikke blot af avancen.

Læs mere her: Lovguiden – Momspligt ved handel med virtuel valuta i onlinespil: Afvisning af momsfritagelse og kvalificering som elektronisk tjenesteydelse (Sag C-472/24)

Italiens asylstop ændrer ansvarsfordelingen

På udlændingeområdet har Domstolen behandlet en højspændt sag om Dublin-forordningen. Sagen opstod i kølvandet på, at de italienske myndigheder i slutningen af 2022 udsendte et cirkulære, der midlertidigt suspenderede modtagelsen af asylansøgere fra andre EU-lande under henvisning til manglende modtagekapacitet.

En tysk domstol spurgte derfor, om denne ensidige suspension automatisk betød, at Italien havde "systemiske mangler" i deres asylsystem, så ansvaret for en syrisk asylansøger overgik til Tyskland.

Domstolen fastslog for det første, at en politisk beslutning om at suspendere overførsler ikke i sig selv udgør et bevis for systemiske mangler ifølge Dublin III-forordningen artikel 3. Men i et yderst vigtigt supplement præciserede Domstolen logikken bag tidsfristerne i forordningen. Uanset årsagen til Italiens afvisning, er de fastsatte tidsfrister ufravigelige. Hvis overførslen ikke gennemføres inden for seks måneder, "overføres ansvaret for at behandle ansøgningen om international beskyttelse automatisk (de jure) til den anmodende medlemsstat". Dermed står det klart, at stater ikke kan lade asylansøgere svæve i et retsligt tomrum ("refugees in orbit") – overskrides fristen, fanger bordet for den stat, hvor asylansøgeren befinder sig.

Læs mere her: Lovguiden – Overførsel af asylansøgere ved ensidig suspendering af modtagelse i den ansvarlige medlemsstat (Dublin III-forordningen)

Sociale krav til løn i offentlige udbud

Endelig sætter en ny dom fra Spanien streg under offentlige ordregiveres mulighed for at stille vidtgående sociale krav i forbindelse med udbud af tjenesteydelser. I den spanske kommune Ortuella udbød man en hjemmeplejeopgave, og som en del af tildelingskriterierne blev der givet point til de virksomheder, der tilbød medarbejderne en løn, som lå over det niveau, der var fastsat i den gældende sektorspecifikke kollektive overenskomst.

En brancheorganisation for plejevirksomheder (AESTE) anfægtede kriteriet, idet de mente, at det krænkede arbejdsmarkedets parters ret til frie kollektive forhandlinger.

EU-Domstolen afviste imidlertid klagen og blåstemplede kommunens praksis. Domstolen vurderede, at kriteriet havde en direkte og lovlig forbindelse til udbuddets genstand jf. Udbudsdirektivets artikel 67. I en arbejdskraftintensiv branche som hjemmeplejen vil en højere løn alt andet lige reducere personaleudskiftningen, tiltrække dygtigere medarbejdere og dermed direkte forbedre kvaliteten og kontinuiteten af den service, der leveres til de sårbare borgere.

Ordregivere landet over har dermed fået et solidt EU-retligt rygstød til at anvende lønforbedringer over overenskomstniveau som et aktivt konkurrenceparameter, så længe kravet er proportionelt, gennemsigtigt og knytter sig direkte til den udbudte opgaves karakter og kvalitet. Samtidig understregede Domstolen, at krav om at tilbudsgiveren efterfølgende skal "bestræbe sig på" at forhandle en lokalaftale ikke er et indgreb i den frie forhandlingsret, men derimod et lovligt tiltag, der netop fremmer den sociale dialog på arbejdspladsen.

Læs mere her: Lovguiden – Sociale tildelingskriterier i offentlige udbud: Løntillæg og kollektive forhandlinger (AESTE-sagen)