De seneste afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsret demonstrerer en markant tendens, hvor prøvelsesinstanserne stiller skarpe krav til myndighedernes sagsoplysning og lovfortolkning. Samti
Nye afgørelser fra Planklagenævnet og EU-Domstolen kaster lys over forvaltningsretlige grundprincipper, hvor borgernes retsgarantier, lighedsgrundsætningen og strenge EU-krav til sagsbehandling sætter grænser for myndighedernes skøn.
De seneste afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsret demonstrerer en markant tendens, hvor prøvelsesinstanserne stiller skarpe krav til myndighedernes sagsoplysning og lovfortolkning. Samtidig understreges det, at borgernes god tro og berettigede forventninger i flere tilfælde kan trumfe ellers restriktive regler i lokalplaner.
Berettigede forventninger og præcise målinger i byggesager
Når en kommune først har givet en byggetilladelse, fanger bordet i mange tilfælde, også selvom tilladelsen muligvis hvilede på en forvaltningsretlig fejl. Dette står klart efter en afgørelse fra Egå, hvor en borger havde fået tilladelse til en tilbygning med kælder, selvom lokalplanen eksplicit forbød etablering af kældre.
Da borgeren efterfølgende valgte at nedrive det eksisterende hus for at bygge et helt nyt – og Aarhus Kommune i den forbindelse krævede en ny, lovliggørende byggetilladelse – forsøgte kommunen at håndhæve forbuddet mod kældre. Planklagenævnet fastslog dog, at den oprindelige byggetilladelse havde skabt en retsstilling, som borgeren kunne støtte ret på. Det var i den sammenhæng underordnet, om ejeren burde have kendt lokalplanens forbud, idet ansvaret for at gennemgå lovgivningen også påhviler kommunen jf. det underliggende princip i Byggeloven § 16, stk. 11.
Sagen fra Egå illustrerer desuden vigtigheden af præcise definitioner i forvaltningen. Kommunen havde godkendt bygningens højde målt fra overkanten af gulvet. Nævnet underkendte denne målemetode og henviste til praksis fra bygningsreglementet:
Bygningshøjden skal således måles fra det naturlige terræn, og ikke fra overkant af gulv. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad der er naturligt terræn, herunder om det svarer til koten for overkant af gulv.
Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling, da en korrekt måling potentielt kunne føre til et andet resultat.
Læs mere her: Lovguiden – Delvis ophævelse af byggetilladelse i Egå: Fejl i højdemåling og berettigede forventninger til kælder
Lighedsgrundsætningen ved bevaringsværdige bygninger
Flere aktuelle sager omhandler ændringer af bevaringsværdige bygninger, hvor naboer tilsyneladende har fået lov til mere, end klageren selv har fået tilladelse til. Her sættes det forvaltningsretlige lighedsprincip på spidsen.
I en sag fra Hellerup i Gentofte Kommune fik en husejer afslag på at etablere 1,6 meter dybe gavlaltaner og fik i stedet besked på at nøjes med 1,3 meter. Ejeren henviste til, at naboen i en identisk bygning havde fået tilladelse til præcis 1,6 meter. Planklagenævnet fandt dog ikke, at der var tale om usaglig forskelsbehandling. Kommunen havde lovligt skærpet sin praksis for at beskytte bevaringsværdierne, og den eneste grund til, at naboen for nylig fik lov, var for at skabe symmetri med en altan, der allerede blev opført under den gamle, mere lempelige praksis i 2017.
En lignende problematik opstod i Nysted i Guldborgsund Kommune, hvor et afslag på en 3 meter bred kvist blev påklaget med henvisning til naboens store tagudbygning. Her kunne nævnet konstatere, at naboens udbygning var en såkaldt frontispice opført længe før lokalplanens vedtagelse, hvorfor sagerne ikke var faktuelt og retligt sammenlignelige.
| Sag og kommune | Ansøgt forhold | Nævnets vurdering af lighedsgrundsætning |
|---|---|---|
| Gentofte | 1,6 m dybe gavlaltaner | Lovlig skærpelse af praksis siden 2017. Sagerne var ikke reelt ens pga. et specifikt hensyn til bygningssymmetri hos naboen. |
| Guldborgsund | 3 meter bred kvist | Naboforhold var etableret før lokalplanen og angik en anden bygningsdel (frontispice). Ingen forskelsbehandling. |
Begge sager understreger, at kommunerne har et særdeles vidtgående arkitektonisk skøn, når de administrerer dispensationsbestemmelser efter Planloven § 19, så længe hovedhensynene er saglige og velbegrundede.
Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på dispensation til gavlaltaner på bevaringsværdig ejendom i Gentofte
Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnets stadfæstelse af afslag på dispensation til 3 meter bred kvist på bevaringsværdig ejendom
Grænser for det offentlige rum og juridiske definitioner
Forvaltningens sprogbrug og kategorisering af virkeligheden er ofte genstand for tvister. I Saksild Strand havde Odder Kommune tilladt en 130 kvadratmeter stor træterrasse til en iskiosk i et område, som ifølge lokalplanen var udlagt til "offentlige formål". Kommunen argumenterede for, at kioskdrift kunne rummes under kommunalfuldmagten, og at driften dermed udgjorde et offentligt formål, som var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18.
Planklagenævnet tilsidesatte denne fortolkning fuldstændigt. Da træterrassen bar kioskens skilte og var forbeholdt dens kunder, var der tale om et privat, kommercielt anlæg, ikke et "offentligt opholdsareal". Byggeriet var derved i strid med anvendelsesbestemmelserne og krævede en ny lokalplan.
Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet ophæver afgørelse om lovligheden af en 130 m² træterrasse til iskiosk i Saksild Strand
Definitionsproblemer gør sig også gældende på uddannelsesområdet. Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger har netop slået fast, at farmakonomuddannelsen ikke er en erhvervsuddannelse i lovens forstand. En studerende forsøgte at få sat tilbagebetalingen af sit SU-lån i bero, idet reglerne tillader dette for elever på erhvervsuddannelser. Nævnet lagde dog vægt på adgangskravene. Hvor en klassisk erhvervsuddannelse kun kræver folkeskolens afgangsprøve, forudsætter farmakonomuddannelsen en gymnasial baggrund eller SOSU-uddannelse med specifikke tillægskrav. Den falder derfor uden for det regelsæt, som SU-loven § 35 er tiltænkt at dække, uanset at den studerende modtog elevløn.
Officialprincippet og sagsbehandlingsfrister
For at en afgørelse er gyldig, skal myndigheden have oplyst sagen tilstrækkeligt (officialprincippet). Hvor grænsen for denne undersøgelsespligt går, ses i en sag fra et sommerhusområde i Odder. Her havde en bygherre ved en fejl bygget sit sommerhus 30 centimeter for højt, og kommunen gav en lovliggørende dispensation efter Planloven § 19, stk. 1.
Naboerne klagede over, at kommunen ikke havde besigtiget byggeriet direkte fra deres ejendomme for at vurdere udsigtsgenerne, og antydede endda myndighedsinhabilitet i strid med Forvaltningsloven § 3, stk. 1. Planklagenævnet afviste begge klagepunkter. En kommune har ikke pligt til at besøge alle naboejendomme, hvis luftfotos, tegningsmateriale og besigtigelse af selve byggegrunden giver et fyldestgørende faktuelt grundlag.
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af lovliggørende dispensation til overskridelse af bygnings- og facadehøjde i sommerhusområde i Odder
Formelle krav rammer dog også borgerne hårdt, specielt når det gælder klagefrister. I Holmegaard indgav en borger en klage over en stor udstykning mange måneder for sent. Borgeren mente, at fristen først skulle løbe fra det tidspunkt, hvor kommunen formelt meddelte, at vedkommende ikke blev betragtet som part i sagen. Nævnet fastslog imidlertid, at en meddelelse om partsstatus blot er en procesledende beslutning og ikke en ny, selvstændig afgørelse. Da afstanden på 425 meter til byggeriet udelukkede partsstatus, blev klagefristen beregnet fra det tidspunkt, borgeren reelt fik kendskab til dispensationen. Et beboerbrev forfattet af klageren selv tjente som fældende bevis for, at fristen efter Planloven § 60, stk. 1 var massivt overskredet.
Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnets afvisning af klage over dispensation til udstykning i Holmegaard grundet fristoverskridelse
I en anden sag om fysisk lovliggørelse i Nyborg forsøgte en klager at få underkendt et påbud om at nedtage et skilt med henvisning til proportionalitetsprincippet. Klageren mente, at kommunen burde have undersøgt mulighederne for dispensation, før påbuddet faldt. Nævnet fastslog, at kommunen uger forinden netop havde givet afslag på selvsamme dispensation. Dertil understregede nævnet, at Planloven § 51, stk. 3 – som fritager kommunen for at håndhæve sager af underordnet betydning – ikke fratager kommunen dens suveræne ret til at slå ned på selv mindre overtrædelser af lokalplanen for at forhindre præcedensvirkning.
Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnets stadfæstelse af påbud om nedtagning af ulovlig skiltning i Nyborg Kommune
EU-rettens skærpede krav til asyl og udsendelse
På udlændingeområdet sætter EU-Domstolen markante grænser for medlemsstaternes administrative frihed. En finsk sag om en marokkansk statsborger, der over en periode på halvandet år blev tilbageholdt i tre separate omgange for at sikre hans udsendelse, førte til en principiel afgørelse om Returdirektivet § 15. De finske myndigheder mente, at hver ny anholdelse startede en ny maksimaltidsperiode på seks måneder. EU-Domstolen afviste dette og dikterede, at samtlige frihedsberøvende perioder for at effektuere den samme udsendelsesafgørelse skal lægges sammen for at forhindre omgåelse af reglerne. Ydermere blev det slået fast, at domstolsprøvelse af en forlængelse ud over seks måneder skal foretages automatisk (ex officio) og ikke må betinges af, at den indsatte selv anmoder om det.
Samtidig er presset på det europæiske asylsystem blevet behandlet i en sag mod Holland, hvor myndighederne systematisk forlængede den lovbestemte sagsbehandlingsfrist på seks måneder med op til ni måneder ad gangen for tusindvis af ansøgere. EU-Domstolen fastslog, at gentagne forlængelser under Asylproceduredirektivet § 31 udelukkende er lovlige under meget snævre forudsætninger.
Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til generelt arbejdspres. Medlemsstaten skal konkret kunne bevise, at den trods massiv og reel indsats ikke har haft tid til at opskalere den administrative kapacitet jf. Asylproceduredirektivet § 4. Domstolen slår desuden ultimativt fast, at summen af alle successive forlængelser af sagsbehandlingstiden for den enkelte ansøgning i intet tilfælde nogensinde må overstige det absolutte loft på 21 måneder fra ansøgningens indgivelse.
Læs mere her: Lovguiden – Betingelser for gentagne forlængelser af sagsbehandlingsfrister for asylansøgninger
