Flyvende elbil-ladekabel ud ad vinduet kræver vejmyndighedens tilladelse

Den grønne omstilling presser sig på i byerne, og manglen på private parkeringspladser får ofte borgere til at tænke i kreative løsninger. I en ny principiel sag ønskede en beboer at lade sin elbil op ved at hænge et ladekabel ud ad vinduet fra 3. sal og ned til gaden over et 1,5 meter bredt fortov. Argumentet lød, at kablet slet ikke berørte fortovsbelægningen og derfor ikke var til gene.

Vejdirektoratet slår dog fast, at enhver særlig råden over vejarealet kræver tilladelse efter Vejloven § 80, stk. 1 og § 86, stk. 1. Myndigheden bemærker i udtalelsen:

Vejdirektoratet har i praksis tiltrådt kommunale afslag på at føre ladekabler over eller hen over fortov, begrundet i trafiksikkerhed og fremkommelighed for gående, herunder risiko for snublefare og for, at fodgængere kan vikles ind i hængende kabler, også når kablet ikke ligger direkte på belægningen.

Privatretlige tvister bremser ikke offentlig administration

Et gennemgående tema i flere nye udtalelser fra Vejdirektoratet er håndteringen af private fællesveje i byzoner. Her opstår der ofte gnidninger mellem naboer om, hvem der har ret til at færdes hvor.

I en sag om en privat fællessti, der førte ned til en strand, havde kommunen påbudt ejeren af arealet at holde lågen ulåst. Ejeren protesterede og henviste til private servitutter, men Vejdirektoratet understregede, at offentlighedens adgang følger direkte af Privatvejsloven § 57, stk. 1. En privatretlig servitut kan ikke tilsidesætte lovens udgangspunkt om, at stier i byzone er åbne for almindelig færdsel.

Kommunens indgreb trods stiejers protest

Selv i sager, hvor arealejeren direkte bestrider, at der overhovedet er tale om en privat fællessti, kan kommunen gribe ind. I en sag fra marts 2026 havde en stiejer udskiftet asfalt med perlesten til stor gene for en bagvedliggende grundejerforening.

På trods af stiejerens protester fastslog Vejdirektoratet, at en tinglyst deklaration fra 1998 var tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kunne administrere arealet efter privatvejsloven. Hvis ejeren er uenig i fortolkningen af vejretten, må vedkommende anlægge et civilt søgsmål ved domstolene.

Afslag på genoptagelse af klagesag om vejret

Samme mønster ses i en klagesag, hvor en nabo forsøgte at få genoptaget en tvist om netop offentlig adgang til en privat fællessti. Vejdirektoratet afviste genoptagelse med henvisning til, at der ikke forelå nye faktiske oplysninger.

Nævnet gentog her, at spørgsmål om proportionalitet og afvejning af private interesser hører under kommunens skøn, som klageinstansen ikke har kompetence til at efterprøve.

Tilladelse til forbudsskilte på private fællesveje

Når grundejere ønsker at begrænse trafikken på deres private fællesvej med skilte, sker der ligeledes en skarp adskillelse mellem den offentligretlige tilladelse og den privatretlige virkelighed.

I en sag gav en kommune tilladelse til at opsætte et forbudsskilt med undertavlen "Ærindekørsel tilladt". En nabo klagede, fordi skiltet potentielt begrænsede dennes vejret. Vejdirektoratet opretholdt tilladelsen, idet kommunens godkendelse alene er udtryk for, at der ikke er almene, offentligretlige hensyn (som trafiksikkerhed) til hinder for skiltet.

Parkeringsregulering kræver kommunens tilladelse

Tilsvarende gælder for parkeringsregulering. Da beboere på en privat fællesvej ønskede at forbeholde fire parkeringslommer til sig selv for at holde naboer fra en nærliggende lejebebyggelse væk, fastslog Vejdirektoratet, at det kræver kommunens tilladelse og politiets samtykke efter Privatvejsloven § 57, stk. 2.

Også her understreges det, at en tilladelse ikke i sig selv skaber eller ændrer privatretlige rettigheder.

Opsættende virkning afvist i sag om miljøscreening

To nye afgørelser illustrerer den forvaltningsretlige sondring omkring "opsættende virkning". Udgangspunktet i dansk ret er, at en klage ikke sætter en myndighedsafgørelse på pause. Det kræver konkrete omstændigheder.

I Svendborg havde kommunen afgjort, at et boligbyggeri med 24 lejligheder ikke krævede en miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven § 21. En nabo klagede over bl.a. støj, lys og regnvandshåndtering og bad om opsættende virkning for at bremse anlægsarbejdet. Nævnet gav afslag. Begrundelsen var, at klageren ikke havde sandsynliggjort en væsentlig lovovertrædelse, og at hovedreglen i Miljøvurderingsloven § 53 dermed stod ved magt. Bygherren kan altså bygge videre, men gør det på egen regning og risiko.

Nedrivning af kolonihavehus sat på pause

Anderledes faldt udfaldet ud i en sag fra Vejle. Her havde kommunen udstedt et påbud om lovliggørelse – hvilket i praksis betød nedrivning – af et 127 kvadratmeter stort kolonihavehus, der lå for tæt på skel.

Her valgte Planklagenævnet at fravige hovedreglen og tillagde klagen opsættende virkning. Nævnet lagde afgørende vægt på, at en fysisk håndhævelse under sagens behandling ville have "store negative konsekvenser" og medføre tab af betydelige værdier.

Sammenligning af praksis for opsættende virkning:

Dispensationsforbud ved brud på lokalplanens principper

Planklagenævnet har desuden sat en tyk streg under de begrænsede muligheder for at dispensere fra lokalplaner, når det gælder de grundlæggende principper. I Valby havde en ejer inddraget 54 m² erhvervsareal til bolig uden forudgående tilladelse. Problemet opstod, fordi omdannelsen udløste et skærpet krav til friarealet på ejendommen, som ifølge lokalplanen skulle øges med lidt over 30 m² – et areal der fysisk ikke fandtes.