Forsyningstilsynet underkender Odsherred Varme og EU udvider sanktioner

Fortolkning af nødvendige omkostninger

Kernen i afgørelsen er en fortolkning af, hvad der kan betragtes som "nødvendige omkostninger" efter Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Et varmeselskab hviler i sig selv, hvilket betyder, at selskabet normalt må indregne sine omkostninger i de priser, forbrugerne betaler. Men reglerne giver ikke selskaberne en blankocheck til at kaste sig ud i økonomiske eventyr.

Forsyningstilsynet fastslår, at selskabet burde have trukket i nødbremsen længe før, skaden blev uoverskuelig:

"Forsyningstilsynet finder således, at Odsherred Varme A/S senest den 20. april 2022 må – eller i det mindste burde – have indset, at det oprindelige anlægsbudget ikke længere var realistisk, at der var en væsentlig og konkret risiko ved at videreføre anlægsprojektet..."

Massive budgetskred og drakoniske konsekvenser

På det omtalte tidspunkt i foråret 2022 stod det klart for selskabets bestyrelse, at budgettet var skredet fra oprindeligt 571 mio. kr. til forventet 1.150 mio. kr. Marginalomkostningen pr. ny kunde blev ifølge tilsynet henved fordoblet på ganske kort tid. Alligevel fortsatte udrulningen. Da projektet senere blev standset, og selskabet måtte igennem en rekonstruktion for at overleve, stod kunderne tilbage med udsigt til årlige varmeregninger på over 28.000 kr. for et standardhus.

Med hjemmel i Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 griber Forsyningstilsynet nu ind over for det, de betragter som en direkte urimelig varmepris. Konsekvensen er drakonisk for selskabets regnskab:

Resultatet er, at afskrivningsgrundlaget skæres brutalt ned fra de ønskede 800 mio. kr. til blot 224 mio. kr. Odsherred Varme får tilladt et maksimalt beløb på 200.000 kr. pr. ny tilkoblet kunde. Dertil får de lov at indregne et mindre tillæg over 20 år for at dække visse uundgåelige tab. Resten af regningen kan ikke sendes videre til varmekunderne, og selskabet er nu pålagt at anmelde markant lavere varmepriser inden for seks uger.

Bred fortolkning af støttebegrebet

NSD argumenterede i ankesagen for, at EU-Domstolen anlagde en alt for bred og vag fortolkning af begrebet "materielt eller finansielt støtter". Selskabet mente, at formuleringen burde indskrænkes til at gælde enheder, der foretager konkrete leveringer af goder eller overførsler direkte til den russiske stat. Værdipapircentralen påstod, at de blot stillede tekniske midler til rådighed for udstedelsen af statsobligationer, og at dette ikke var det samme som finansiering.

EU-Domstolen afviste pure dette argument med en teleologisk fortolkning, der sikrer, at sanktionerne virker efter hensigten. Dommerne slog fast, at EU-retten ikke kræver en direkte kausal forbindelse mellem støtten og destabiliseringen af Ukraine:

"...denne støtte skal forstås som enhver form for støtte, der på grund af dens kvantitative eller kvalitative betydning kan give denne regering materielle eller finansielle ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge sine tiltag med henblik på at destabilisere Ukraine."

Domstolen pointerede endvidere, at en snæver ordlydsfortolkning ville gøre det nemt at omgå sanktionerne ved at indføre kunstige grænser mellem enheder, der direkte overfører penge, og enheder, der faciliterer selve finansieringen.

Kontrasten til Kommissionens hemmeligholdelse af vaccinekontrakter

Mens EU's ministerråd tillades en vid skønsmargen, når det handler om at forsvare Unionens sikkerhedsinteresser, er der anderledes stramme forvaltningsretlige tøjler for EU-Kommissionen på andre områder. Dette fremgår tydeligt af en nylig udtalelse fra EU-Domstolens generaladvokat i en aktindsigtssag om covid-19-vacciner.

I forbindelse med EU's store vaccineindkøb under pandemien mørklagde Kommissionen centrale afsnit i kontrakterne – herunder skadesløsholdelsesklausuler og erklæringer om interessekonflikter. Generaladvokaten fastslår nu over for EU-Domstolen, at Kommissionen begik en fejl ved ikke at give offentligheden tilstrækkelig adgang og ved at underkende det demokratiske behov for gennemsigtighed med offentlige midler. Sagen viser spændvidden i den europæiske forvaltningsret, hvor beskyttelse af henholdsvis sanktionskraft og borgernes ret til aktindsigt vejes på to vidt forskellige vægte.

Naboer uden klageret i Dragør

Fredningsnævnet for København gav i 2025 en dispensation til at nedrive en ældre spejderhytte og opføre en ny bygning på 160 kvadratmeter samt et grejskur i "Anlægget" i Dragør – et fredet, rekreativt område. En repræsentant for en sammenslutning af naboer valgte at påklage afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med argumenter om øget slid, støj og trafik.

Men sagen strandede allerede i den formelle prøvelse. Efter Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1, er der faste rammer for, hvem der overhovedet må indbringe en sag for nævnet. Kredsen tæller blandt andet adressaten, ejeren og landsdækkende foreninger, der værner om naturen. Naboer er derimod udelukket:

"Ejere af nærliggende ejendomme er ikke klageberettigede, da nabohensyn/-interesser ikke er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Lokale foreninger og organisationer kan være klageberettigede [...] hvis de har en væsentlig interesse i afgørelsen. Interessen skal desuden være værnet efter naturbeskyttelsesloven."

Selvom naboerne havde organiseret sig, ændrede det ikke på sagens faktum: Deres interesser lå uden for lovens formål, og nævnet afviste derfor at realitetsbehandle klagen. Afgørelsen sætter en tyk streg under den formalistiske tilgang til partstatus i naturfredningssager.

Dispensation til vandrutsjebane i strid med lokalplanens principper

I Norddjurs Kommune var det derimod klageren – Danmarks Naturfredningsforening – der trak det længste strå. Kommunen havde givet en campingplads lov til at overdække en swimmingpool og opføre en mere end ti meter høj vandrutsjebane med trappetårn i et landzoneområde.

Kommunen argumenterede for, at byggeriet blot var en mindre fravigelse fra den gældende lokalplan og ikke stred mod dens principper. Men Planklagenævnet gik ind i en rigid læsning af lokalplanens ordlyd. Lokalplanen reserverede specifikt et bestemt delområde (delområde III) til svømmehalsfaciliteter. Rutsjebanen og overdækningen blev derimod opført i delområde I, som lokalplanen udelukkende havde udlagt til "modtagelses- og servicefaciliteter som ind- og udkørsel, parkering" samt reception og butikker.

Planklagenævnet fastslog derved, at en swimmingpool-overdækning på 725 kvadratmeter og et dertilhørende tårn udgør en funktion, som ligger for langt fra formålet med modtagelsesområdet. Da en dispensation ikke må stride mod lokalplanens grundlæggende principper, jf. Planloven § 19, stk. 1, konkluderede nævnet, at kommunen slet ikke havde hjemmel til at give lov. Uanset om byggeriet landskabeligt passede ind, kræver projektet i sin nuværende form vedtagelsen af en helt ny lokalplan.