Højesteret underkender besøgsforbud mod varetægtsfængslet i bandekonflikt

Manglende dokumentation for bandekonflikt

Sagen omhandler grænsefladen mellem forvaltningens skøn og domstolenes prøvelsesret. Politiet havde i medfør af Retsplejeloven § 771, stk. 3 nedlagt et forbud mod besøg fra personerne "A" og "B", da de ifølge politiets vurdering tilhørte bandegrupperingen 'Y', der lå i en voldelig konflikt med grupperingen 'X'. Både Københavns Byret og Østre Landsret havde godkendt politiets afgørelse, men Højesteret trak en streg i sandet.

Årsagen var ganske enkelt, at anklagemyndigheden først for Højesteret fremlagde den centrale politirapport, der skulle dokumentere, at der overhovedet var en verserende, voldelig bandekonflikt.

Krav om forsvarligt oplyst grundlag

I kendelsen slår Højesteret udtrykkeligt fast, at domstolsprøvelsen af politiets skøn stiller ufravigelige krav til dokumentationen:

"Højesteret finder imidlertid, at det følger af arrestantens krav på domstolsprøvelse, at anklagemyndigheden over for retten må dokumentere, hvad det politifaglige skøn går ud på, og underbygge, at skønnet er foretaget på et forsvarligt grundlag."

Da den bagvedliggende rapport var dateret flere måneder før underinstansernes kendelser og desuden slet ikke nævnte den specifikke bandegruppering 'Y', fandt Højesteret ikke, at politiets skøn hvilede på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Forbuddet blev dermed ophævet, dog med den tilføjelse, at et nyt kan nedlægges, hvis dokumentationen bringes i orden. Samtidig opretholdt Højesteret den almindelige besøgskontrol for arrestanten efter Retsplejeloven § 771, stk. 1, idet risikoen for kollusion i den omfattende sag stadig var til stede.

Spredt kommunalt ejerskab fritager ikke for åbenhed

Vandselskabet afviste anmodningen med henvisning til, at de ikke udgjorde en "offentlig virksomhed", idet selskabet var ejet af flere forskellige tjekkiske byer og kommuner, hvor ingen af aktionærerne alene besad en bestemmende majoritet.

Denne snævre fortolkning afværges nu fuldstændigt af EU-Domstolen. Retten fastslår, at hvis flere offentlige myndigheder tilsammen udøver "bestemmende indflydelse" på en virksomhed, falder virksomheden under direktivets regler. Det er hermed underordnet, at ejerskabet er spredt over flere kommunale organer.

Objektive kriterier for bestemmende indflydelse

Domstolen går endda skridtet videre i beskyttelsen af åbenhed i forvaltningen ved at afvise, at der skal føres bevis for, at de mange kommuner handler i forening eller har fælles interesser:

"Disse alternative kriterier afspejler objektive situationer, uden at der tages hensyn til forhold såsom det forhold, at der handles i forening og interessefællesskab mellem de berørte organer i den offentlige sektor, som i øvrigt kan variere i løbet af en virksomheds levetid..."

Afgørelsen cementerer en stærk tendens i retspraksis; offentlige opgaver, der udliciteres eller placeres i aktieselskaber med spredt offentligt ejerskab, kan ikke skjule sig for offentlighedens søgelys bag selskabsretlige konstruktioner. Dommen er principiel, fordi den tvinger danske og europæiske interkommunale selskaber, fx inden for forsyningssektoren, til at underlægge sig de bredere krav om åbenhed og genanvendelse af offentlige data.

Myndighedens fejl og borgerens ansvar

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte reagerede ikke på, at den modtagne studiedokumentation viste en anden retning end den, der blev udbetalt penge til. I stedet fortsatte de udbetalingerne og genererede standardkvitteringer i minSU, hvor borgeren automatisk "på tro og love" erklærede sig studieaktiv på den oprindelige uddannelse. Da systemet til sidst opdagede fejlen, kvitterede styrelsen med et krav om tilbagebetaling af SU for knap to hele studieår – fra september 2022 til juni 2024.

Streng tolkning af oplysningspligten

Ankenævnet stadfæstede styrelsens hårde linje. Selvom forvaltningen passivt modtog dokumentation for det faktiske studie uden at reagere, blev ansvaret entydigt placeret hos borgeren. Retten til SU betinges ubønhørligt af rettidig og præcis ansøgning for præcis den uddannelse, man går på, jf. SU-loven § 2.

"Vi bemærker i den forbindelse, at borgere, der modtager en offentlig ydelse, har pligt til at holde sig orienteret om, at de oplysninger, de indsender, er korrekte, og at læse de breve, som de modtager fra myndighederne, herunder at gøre opmærksom på, hvis nogle oplysninger er registreret forkert."

Afgørelsen tegner et klart billede af en retsstilling, hvor borgeren hæfter for forvaltningens digitale kvitteringer og processer. Uoverensstemmelser i de indsendte sagsakter fritager ikke borgeren fra den formelle ansøgningspligt, og de resulterende tilbagebetalingskrav kan i praksis være ruinerende for unge studerende.