Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at et ulovligt nedlagt stendige ikke kan lovliggøres med et nyt, da autenticitet trumfer biologi. Nævnet afviser desuden klage over spildevand.
Et ulovligt nedlagt stendige kan ikke bare erstattes af et nyt og pænere dige, for autenticitet og historie trumfer praktik i en skarp afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Samtidig slår EU-Domstolen fast, at nationale dommere ikke må trues med personligt erstatningsansvar for at undlade at sende sager til Luxembourg.
Når et fortidsminde eller et beskyttet landskabselement er slettet fra landkortet, kan man ikke blot "købe sig aflad" ved at bygge et nyt et andet sted. Det er den klare konsekvens af en ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der har behandlet et afslag på lovliggørende dispensation for et stendige i Aabenraa Kommune.
Sagens baggrund og tilbuddet om erstatningsdige
Sagen tager sin begyndelse helt tilbage i 1997, hvor ejeren af en landbrugsejendom nedlagde et over 200 meter langt dige. Efter et langvarigt juridisk forløb, der tidligere har været forbi både byret og landsret, forsøgte ejeren nu at få sagen afsluttet ved at tilbyde et erstatningsdige. Helt konkret tilbød ejeren at forlænge et andet eksisterende dige på matriklen med 200 meter som kompensation.
Biologi over for kulturhistorie
Selvom klageren havde indhentet en biologisk vurdering, der påpegede, at erstatningsdiget ville have betydelig biologisk værdi, afviste nævnet at give dispensation efter Museumsloven § 29 j, stk. 2. Nævnet understregede, at beskyttelsen af sten- og jorddiger i Museumsloven § 29 a, stk. 1 ikke kun handler om natur, men i høj grad om historie.
Nævnets afgørelse og fortælleværdien
"Et erstatningsdige vil efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse almindeligvis ikke kunne erstatte den kulturhistoriske (fortælle)værdi, der knytter sig til den autentiske placering og udformning af et oprindeligt dige. Erstatningsdiger vil således normalt ikke i sig selv kunne begrunde, at der meddeles dispensation til at fjerne et dige."
Afgørelsen slår dermed et vigtigt forvaltningsretligt princip fast i naturbeskyttelsessager: Den autentiske placering besidder en "fortælleværdi" om historiske udstykninger, som ikke kan genskabes.
Naboer gik forgæves til klagenævn i sag om spildevand
I en anden forvaltningsretlig sag har Miljø- og Fødevareklagenævnet måttet afvise at realitetsbehandle en sag, hvilket tegner en vigtig grænse for nævnets kompetence. Sagen omhandlede Thisted Kommunes beslutning om ikke at håndhæve overskridelser af en tilslutningstilladelse for spildevand hos en lokal virksomhed.
Klage over kommunens passivitet
En anonym omboende havde klaget over kommunens manglende indgriben og krævede en vurdering af lovligheden af kommunens passive holdning. Men her stødte borgeren ind i en forvaltningsretlig blindgyde.
Tilsynssager og klageadgang
Nævnet fastslog, at kommunens beslutning om at undlade håndhævelse henhører under det generelle tilsyn. Selvom Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1 giver adgang til at klage over kommunale afgørelser, blokeres denne ret specifikt i tilsynssager af Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3.
"Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt tilslutningstilladelsen er overholdt, herunder kommunens beslutning om ikke at foretage håndhævelse i anledning af konstaterede overskridelser, er et tilsynsspørgsmål. Nævnet er således ikke kompetent til at behandle klagen."
Henvisning til Ankestyrelsen
Borgere, der er utilfredse med en kommunes tilsyn, skal i stedet rette henvendelse til Ankestyrelsen, som fører det generelle kommunale tilsyn. Afgørelsen markerer en stram fortolkning af kompetencefordelingen i miljøforvaltningen.
Trussel om personligt erstatningsansvar skaber uhensigtsmæssig præjudiciel automatik
På europæisk plan har EU-Domstolen taget stilling til en yderst principiel forfatningsretlig problemstilling fra Italien, der vedrører selve fundamentet for domstolenes uafhængighed og det retslige samarbejde i EU.
Italienske dommeres dilemma
Den øverste italienske forvaltningsdomstol (Consiglio di Stato) behandlede en sag om suspension af en bevilling til et afgiftsoplag for et olieselskab. Selskabet krævede sagen forelagt for EU-Domstolen. De italienske dommere befandt sig i et dilemma, fordi italiensk national lovgivning pålægger dommere et personligt civilretligt og disciplinært ansvar, hvis de begår en åbenbar tilsidesættelse af EU-retten – og et af beviserne for en sådan tilsidesættelse er netop manglende præjudiciel forelæggelse.
Dette skabte ifølge den italienske domstol en "automatik", hvor dommere – for at beskytte sig selv mod sagsanlæg – systematisk sendte spørgsmål til Luxembourg, selv i sager hvor EU-retten var klar (den såkaldte acte clair-doktrin).
EU-Domstolens forsvar for uafhængighed
EU-Domstolen gik i rette med den italienske lovgivning og forsvarede dommernes uafhængighed:
"Anerkendelsen af et princip om dommeres personlige ansvar for retsafgørelser indebærer en risiko for indgriben i deres uafhængighed, for så vidt som den kan påvirke beslutningstagningen hos dem, der har til opgave at udøve dømmende myndighed."
De tre Cilfit-undtagelser
EU-Domstolen benyttede lejligheden til at præcisere de tre klassiske "Cilfit-undtagelser", hvor en national domstol i sidste instans lovligt kan undlade at forelægge et spørgsmål for EU-Domstolen:
| Cilfit-undtagelserne | Betingelse for at undlade forelæggelse |
|---|---|
| Irrelevans | Det rejste EU-retlige spørgsmål har ingen betydning for afgørelsen af den konkrete sag. |
| Præcedens | Den omhandlede EU-retlige bestemmelse er allerede blevet fortolket af EU-Domstolen i en tidligere sag (acte éclairé). |
| Åbenbar klarhed | EU-rettens korrekte anvendelse fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig fortolkningstvivl (acte clair). |
Dommen slår fast, at et system, der skræmmer dommere til at forelægge sager af frygt for personligt ansvar, er uforeneligt med princippet om effektiv retsbeskyttelse og retsvæsenets uafhængighed.
Formalia redder EU-Kommissionen i søgsmål om passivitet
EU-Domstolen har i en anden sag behandlet grænserne for forvaltningsmyndigheders passivitet. En gruppe af franske, britiske og nederlandske fiskere havde indbragt EU-Kommissionen for retten, fordi de mente, at kommissionen svigtede sin pligt ved ikke at gribe ind over for hollandsk statsstøtte til bomtrawlere, der bedrev elektrofiskeri.
Kravet ved passivitetssøgsmål
Fiskerne anlagde et såkaldt passivitetssøgsmål (efter TEUF artikel 265). Reglen er, at en institution kan dømmes for passivitet, hvis den forinden er blevet opfordret til at handle, men ikke har taget stilling inden for to måneder.
Brev om henlæggelse udgør en handling
EU-Domstolen gav dog Kommissionen medhold på en formalitet. Kommissionen havde nemlig sendt et brev til fiskerne, hvor de meddelte, at sagen henlæggedes. Fiskerne mente, at brevet var alt for vagt, fordi det blot henviste til tidligere korrespondance og ikke indeholdt en reel formel afgørelse efter statsstøttereglerne.
Men EU-Domstolen afviste fiskernes appel og slog fast, at forvaltningens pligt til at "tage stilling" ikke nødvendigvis betyder, at parten får den formelle afgørelse, de ønsker:
"Den omstændighed, at den nævnte stillingtagen ikke tilfredsstillede appellanterne, for så vidt som Kommissionen ikke vedtog en afgørelse i henhold til artikel 4 i forordning 2015/1589, er irrelevant for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen tog stilling som omhandlet i artikel 265 TEUF."
En pragmatisk, men frustrerende praksis
Dermed bekræftes en pragmatisk, men for borgerne ofte frustrerende forvaltningsretlig praksis: Et afslag på at handle, selv et kortfattet et af slagsen, er i sig selv en "handling", der dræber et passivitetssøgsmål.
Strammere kurs over for Kommissionens hemmeligholdelse
Selvom EU-Kommissionen slap for en dom for passivitet i fiskersagen, blæser der i øjeblikket strengere vinde over for EU-forvaltningens ageren i andre sager om åbenhed.
Generaladvokatens kritik af mørklægning
Samme dag fremlagde Generaladvokat Athanasios Rantos sin udtalelse i en principiel sag om aktindsigt i de massive kontrakter, EU indgik med medicinalindustrien under COVID-19-pandemien. Her lyder den skarpe vurdering, at Kommissionen gik alt for vidt med den sorte tusch.
Generaladvokaten erklærer sig enig i Rettens tidligere dom om, at Kommissionen savnede lovligt grundlag for at hemmeligholde centrale klausuler om blandt andet erstatningsansvar og interessekonflikter. Udtalelsen er et markant forvaltningsretligt signal om, at store kommercielle aftaler indgået af det offentlige ikke per automatik kan mørklægges af hensyn til fremtidige forhandlinger.
Danske Ældreråd
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
