Nævn afviser ugyldighed og Vejdirektoratet fastslår absolut nullitet

Håndtering af interessekonflikt i praksis

Kommunen meddelte sig selv en dispensation fra lokalplanen, primært fordi et underliggende vandrør gjorde det risikabelt at plante træer, hvis rodnet kunne beskadige ledningen. Spørgsmålet for nævnet var ikke blot, om årsagen var planlægningsmæssig saglig, men om afgørelsen var ugyldig som følge af inhabiliteten.

Nævnet fastslår, at inhabiliteten efter princippet i Forvaltningsloven § 3, stk. 1 er åbenlys, men at det ikke fører til ugyldighed i dette tilfælde. Kerteminde Kommune havde nemlig håndteret situationen efter bogen:

"Ansøger og bygherre i denne sag er afdelingen 'Ejendomscenter, Kørsel og Flådestyring' og myndighed er afdelingen 'Byg, BBR, DAR, Miljø og Landzone'. Der er tale om to helt forskellige afdelinger, der sidder fysisk adskilt på to forskellige etager og som arbejder med hver deres opgaveportefølje og har hver deres leder."

Denne organisatoriske adskillelse, kombineret med en særligt udførlig og saglig begrundelse i selve afgørelsen, betød, at interessekonflikten var tilstrækkeligt afbødet.

Afvisning af klage og snævert retligt fokus

Da afgørelsen reelt ikke eksisterer i juridisk forstand, afviste Vejdirektoratet at realitetsbehandle klagen fra en nabo. Naboen havde ellers anmodet styrelsen om at præcisere i afgørelsen, at kommunen havde begået forvaltningsmæssige fejl, men styrelsen afviste at gøre sig til dommer over god forvaltningsskik og fastholdt det snævre retlige fokus.

Materielt urigtigt grundlag i Jammerbugt

I Jammerbugt Kommune var der givet lovliggørende dispensation til terrænregulering ved et sommerhus. Efter naboens klage bad nævnet kommunen om en redegørelse for højdekoterne. Kommunen måtte kort efter erkende, at nye opmålinger viste, at terrænet fortsat var reguleret mere end de tilladte 0,5 meter. Afgørelsen var dermed truffet på et materielt urigtigt grundlag, hvilket udgør en væsentlig retlig mangel, og nævnet ophævede øjeblikkeligt dispensationen.

Konkret uvæsentlig sagsbehandlingsfejl i Tårnby

Anderledes faldt det ud i Tårnby Kommune, hvor en indehaver af et "loppesupermarked" klagede over et påbud om lovliggørelse. Virksomheden lå i et erhvervsområde, der ifølge lokalplanen var forbeholdt butikker med særligt pladskrævende varer. Tilsyn viste dog, at sortimentet overvejende bestod af tøj og nips.

Klageren anførte, at kommunen havde brudt Forvaltningsloven § 19, stk. 1 ved ikke at partshøre over oplysningerne fra et andet, uvarslet tilsyn. Nævnet medgav, at den manglende høring var en fejl. Men i modsætning til Jammerbugt-sagen førte fejlen ikke til ugyldighed:

"Nævnet lægger vægt på, at de forhold, som kommunen konstaterede ved det uvarslede tilsyn den 1. juli 2025, i det væsentlige svarer til de forhold, der tidligere blev konstateret ved det varslede tilsyn den 30. april 2025, og som indgik i kommunens partshøring."

Fordi de nye oplysninger ikke ændrede det samlede billede, og klageren allerede havde haft mulighed for at udtale sig om de grundlæggende fakta, blev sagsbehandlingsfejlen takseret som konkret uvæsentlig, og påbuddet stod ved magt.

Manglende retlig interesse og overskredne klagefrister

I sagen fra Slagelse fastslog nævnet, at kredsen af klageberettigede i sager om landzonetilladelser er snæver og kræver en direkte, individuel påvirkning, jf. Planloven § 59. At eje en mark 400 meter fra et naturprojekt var ikke tilstrækkeligt. I sagen fra Vejle demonstrerede nævnet sin yderst restriktive praksis for fristoverskridelser: Selv når en borger angiver manglende danskkundskaber som årsag til ikke at have reageret på et påbud inden for de fire uger, jf. Planloven § 60, stk. 1, er det ikke en gyldig undskyldning.

Forhindring af spredt bebyggelse

Klageren anførte, at udhuset var tidssvarende, faldt naturligt ind i landskabet efter nedrivning af gamle bygninger, og at en fysisk lovliggørelse ville medføre et massivt økonomisk tab. Men nævnet understregede formålet i Planloven § 35, stk. 1: at forhindre spredt bebyggelse. Praksis tillader normalt kun udhuse op til 100 m² uden helt særlige omstændigheder.

Hensynet til proportionalitet og værdispild blev tilsidesat af det principielle hensyn til konsekvent retshåndhævelse. At lade bygningen stå ville skabe uønsket præcedens, og det faktum at ældre driftsbygninger var revet ned, gav ingen automatisk ret til tilsvarende nye kvadratmeter.

Fornyet vurdering på sagligt grundlag

Oprindeligt havde kommunen afvist dispensationen med henvisning til, at det ansøgte var i strid med principperne i lokalplanen. Planklagenævnet underkendte denne retsopfattelse, da reguleringen blot vedrørte lokalplanens udformningskrav, og hjemviste sagen.

Ved anden behandling gav kommunen endnu et afslag, men denne gang funderet i et konkret skøn over, at der ikke var landskabelige behov for at fravige lokalplanens grænser på +/- 0,5 meter. Ansøgeren klagede og påstod, at kommunen reelt bare gentog sit tidligere afslag uden at foretage den krævede individuelle vurdering. Nævnet gav dog kommunen fuldt medhold. Så længe den fornyede vurdering bygger på saglige planlægningsmæssige hensyn, kan nævnet ikke gribe ind i kommunens ret til at udøve sit frie forvaltningsmæssige skøn – heller ikke selvom det fører til det samme resultat for borgeren.