Ny retspraksis om myndigheders bevisbyrde og borgeres onde tro

De seneste afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsret illustrerer det klassiske spændingsfelt mellem borgernes rettigheder og myndighedernes beføjelser. En gennemgang af den seneste retsprak

Nye afgørelser fra Højesteret, Arbejdsmiljøklagenævnet og Klagenævnet for Udbud trækker markante linjer i forfatnings- og forvaltningsretten. Sagerne berører alt fra statens bevisbyrde og borgernes onde tro til vundne rettigheder over offentlig ejendom.

De seneste afgørelser inden for forfatnings- og forvaltningsret illustrerer det klassiske spændingsfelt mellem borgernes rettigheder og myndighedernes beføjelser. En gennemgang af den seneste retspraksis viser en tendens til, at domstolene og klagenævnene stiller strenge krav til borgernes årvågenhed over for forvaltningsafgørelser, samtidig med at myndighedernes faktuelle observationer tillægges afgørende bevismæssig vægt.

Myndigheders observationer og officialprincippet

I en nylig afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet blev grænserne for bevisbyrden i administrative sager trukket skarpt op. Sagen centrerede sig om et tilsynsbesøg på en byggeplads, hvor Arbejdstilsynet observerede en ansat betjene en teleskoplæsser med en palle på gaflerne. Virksomheden forsvarede sig med, at maskinen kørte uden byrde, hvilket ifølge deres tolkning ikke ville udløse krav om et særligt teleskoplæssercertifikat.

Nævnet lagde dog afgørende vægt på den tilsynsførendes konkrete observation under besøget. Her spillede officialprincippet en helt central rolle i afgørelsen. Princippet tilsiger ikke blot, at myndigheden skal oplyse sagen tilstrækkeligt for at kunne træffe en lovlig afgørelse, men det indebærer ifølge klagenævnet også, at ”myndigheder har pligt til at tale sandt” om deres faktiske konstateringer.

Da tilsynet vurderede, at Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser § 8 var overtrådt, fordi der rent faktisk var foretaget et mekanisk løft af en byrde, blev arbejdet anset for at være planlagt og udført i strid med sikkerhedsreglerne i Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1. Dette udløste et strakspåbud. Afgørelsen understreger den praktiske virkelighed for virksomheder i mødet med tilsynsmyndigheder: Det er overordentligt svært at tilsidesætte en offentlig ansats direkte observation, medmindre der foreligger stærke, objektive modbeviser.

Læs mere her: Lovguiden – Krav om certifikat til teleskoplæsser ved transport af paller på byggeplads

Tilbagebetaling og ond tro ved markante indtægtshop

Når en borger modtager ydelser fra det offentlige, hviler der et tungt ansvar for at reagere, hvis udbetalingerne åbenlyst synes for høje på grund af ændrede livsomstændigheder. Dette fastslog Højesteret i en principiel dom, der dog delte den øverste ret i to lejre.

Sagen angik en kvinde, der overgik fra ledighedsydelse til et fleksjob som pædagogmedhjælper. Skiftet medførte, at hendes månedlige indtægt steg fra ca. 11.000 kr. til 20.000 kr. før skat – en mærkbar stigning på omkring 80 %. På trods af den forbedrede økonomi fortsatte hun med at modtage en erhvervsevnetabserstatning baseret på et vurderet tab på 70 %. Myndighederne krævede efterfølgende erstatningen for en periode på otte måneder tilbagebetalt med henvisning til Arbejdsskadesikringsloven § 40a, stk. 1, fordi de mente, hun burde have indset, at hun modtog pengene mod bedre vidende.

Sagsøgeren argumenterede for, at hun som almindelig borger umuligt kunne gennemskue de komplekse modregningsregler for erhvervsevnetab efter Arbejdsskadesikringsloven § 17a. Et flertal på tre dommere i Højesteret fandt imidlertid, at indtægtsfremgangen var så udtalt, at hun udviste betydelig uagtsomhed ved ikke at reagere. Flertallet lagde stor vægt på ordlyden i den vejledning, hun tidligere havde modtaget fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

"Vi finder, at A efter indholdet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse fra oktober 2018 må have forstået, at der var sammenhæng mellem hendes faktiske indtægt og hendes ret til erhvervsevnetabserstatning, og at denne sammenhæng indebærer, at hvis hendes faktiske indtægter steg, ville hendes erhvervsevnetabserstatning blive reduceret."

To dommere dissiderede og stemte for frifindelse, idet de mente, at myndighedernes standardiserede vejledninger var for upræcise over for en borger, der ikke var drevet af ond tro, men af manglende forudsætninger. Med flertallets afgørelse sendes der et tungt signal om, at forvaltningens skriftlige vejledninger og oplysningspligter tages meget bogstaveligt, især når borgere oplever pludselige, positive økonomiske ryk.

Læs mere her: Lovguiden – Krav om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning ved overgang til fleksjob (mod bedre vidende)

Hævd over offentlig ejendom før 1988

Hvor de forvaltningsretlige regler ofte beskytter statens kasse og ressourcer, viser en anden ny dom fra Højesteret, at staten må vige, når historiske rettigheder har manifesteret sig stærkt nok. Banedanmark måtte således se sig slået af en grundejer i Horsens, som havde gjort krav på 398 kvadratmeter af et matrikuleret jernbaneareal.

I dag slår gældende ret i Jernbaneloven § 28 fast, at man kategorialt ikke kan vinde hævd over registrerede jernbanearealer. Men da denne beskyttelsesregel først trådte i kraft ved en lovændring i den daværende statsbanelovgivning den 1. juni 1988, skulle Højesteret vurdere, om de almindelige og århundredegamle hævdsregler i Danske Lov 5-5-1 kunne finde anvendelse før skæringsdatoen. Højesteret fastslog med syvtommersøm, at man som udgangspunkt godt kan vinde ejendomshævd over offentlig ejendom, medmindre specifik offentligretlig regulering forbyder selve færden på arealet.

Da det omstridte areal lå afskærmet fra selve baneanlægget af et levende hegn, vurderede retten:

"Offentligretlig regulering er derfor ikke til hinder for, at der forud for den 1. juni 1988 kunne vindes hævd over arealer som det omtvistede."

Den tidligere ejer af ejendommen var flyttet ind i foråret 1968 og havde straks taget arealet i brug som en integreret del af haven til frugttræer, bærbuske og opsætning af en garage. Dermed blev det udslagsgivende, at kravet om 20 års uafbrudt råden i god tro var opfyldt lige nøjagtigt før lovindgrebet trådte i kraft i juni 1988. Som en retlig understregning af forløbet blev Banedanmark pålagt at dække sagens fulde omkostninger til skelforretningen efter Udstykningsloven § 39, stk. 1, fordi sagen ene og alene var trukket i langdrag af statsvirksomhedens ønske om at anfægte en bestående og lovlig brug.

Læs mere her: Lovguiden – B havde vundet ejendomshævd over jernbaneareal før lovændring i 1988

Manglende årsagssammenhæng udelukker erstatning i udbud

Selv når en offentlig forvaltning træder ved siden af reglerne, er det ikke ensbetydende med udstedelse af en check til den forurettede part. Dette klassiske udbuds- og erstatningsretlige dogme blev slået fast af Klagenævnet for Udbud i et opgør mellem en vognmandsvirksomhed og Odsherred Kommune vedrørende en affaldstransportkontrakt til en anslået værdi af 60 millioner kroner.

Kommunen havde i en tidligere kendelse fået fastslået, at de havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet i Udbudsloven § 2 ved uretmæssigt at afvise vognmandens tilbud. Kommunen havde anlagt en for snæver fortolkning af et mindstekrav til teknisk formåen ved at hævde, at en særlig lempelig regel om at godtgøre relevant erfaring kun gjaldt nystartede virksomheder.

På trods af kommunens åbenlyse brud på udbudsreglerne nægtede Klagenævnet imidlertid at tilkende virksomheden erstatning for hverken positiv opfyldelsesinteresse (forventet fortjeneste) eller negativ kontraktinteresse (omkostninger til tilbudsgivning). Forklaringen lå i sagens beviser. Nævnet gennemgik de fremlagte referencer ud fra bestemmelserne i Udbudsloven § 155, stk. 1 for at bedømme virksomhedens egentlige chancer for at vinde.

Nævnet konkluderede, at vognmandens erfaring simpelthen var utilstrækkelig i relation til udbuddet. Tilbuddet ville dermed under alle omstændigheder have været ukonditionsmæssigt, uagtet om kommunen i første omgang havde lavet en retlig korrekt vurdering eller ej.

Sagen om affaldstransporten understreger et centralt processuelt element i erstatningssager mod forvaltningen: En forvaltningsretlig eller udbudsretlig fejl fra myndighedernes side er i sig selv værdiløs for klageren, hvis dennes eget fundament slår sprækker. Når et tilbud materielt set ikke lever op til de kvalitative krav, elimineres årsagssammenhængen, og erstatningskravet falder til jorden, uanset hvor grelt ordregiveren ellers har handlet i forløbet.

Læs mere her: Lovguiden – Vognmand Andreas R. Søborg A/S mod Odsherred Kommune: Erstatningskrav afvist trods udbudsretlig overtrædelse