Kommunerne lider nederlag, når Planklagenævnet skrotter upræcise lokalplankrav om arkitektonisk integration af solceller og støjgener på grund af manglende forvaltningsretlig klarhed.
Upræcise gummiformuleringer i kommunale planer falder til jorden med et brag, når Planklagenævnet i nye afgørelser underkender krav om arkitektonisk integration af solceller og vurderingen af støjgener. Samtidig sætter Vejdirektoratet en hård juridisk stopper for kommuners forsøg på at lade nabo-kommunen overtage myndighedsudøvelsen på grænseveje.
Planklagenævnet kasserer bløde formuleringer i Roskilde og Odense
Forvaltningsrettens grundlæggende krav om klarhed og præcision slår i to nye sager igennem over for kommunale bestemmelser, der overlader for meget til skønnet. En bestemmelse i en lokalplan eller byplanvedtægt kan ganske enkelt ikke håndhæves, hvis borgeren ikke utvetydigt kan læse, hvad der er lovligt og ulovligt.
Upræcis lokalplan i Roskilde Kommune
I en sag fra Roskilde Kommune havde en gruppe beboere klaget over en kommunal dispensation til, at en husejer kunne opsætte solceller. Lokalplanen krævede, at solenergianlæg skulle "integreres i bygningens arkitektur både i forhold til form og farve". Planklagenævnet valgte imidlertid at underkende selve bestemmelsens gyldighed som et retligt bindende forbud. Nævnet fastslog, at fortolkningen i for høj grad beror på en skønsmæssig vurdering, hvorfor solcellerne reelt var umiddelbart tilladte efter Planloven § 18. "Planklagenævnet finder, at formuleringen i lokalplanens § 8.11 ikke har den fornødne klarhed og præcision til, at den kan håndhæves af kommunen. Nævnet lægger herved vægt på, at det er uklart, hvornår et anlæg til solenergi er integreret i en bygnings arkitektur."
Manglende præcision i Odenses byplanvedtægt
En tilsvarende juridisk skæbne overgik Odense Kommune. Her klagede en nabo over en værkstedsvirksomhed. Byplanvedtægten foreskrev, at der ikke måtte udøves erhverv, som efter byrådets skøn ville være til "mere end uvæsentlig gene" for områdets beboere gennem støj og lugt. Igen fastslog Planklagenævnet, at en sådan formulering mangler den fornødne præcision og derfor ikke udgør et gyldigt forbud, der kræver dispensation efter Planloven § 19. Se afgørelsen her: Lovguiden – Planklagenævnet: Værkstedsvirksomhed og containere på ejendom i Odense — byplanvedtægt nr. 15 fortolket, indrettelseshensyn fastslået
Tidens gang som juridisk våben og faldgrube
Flere af de seneste afgørelser demonstrerer den fine forvaltningsretlige balance mellem begreberne myndighedspassivitet og indrettelseshensyn, når borgere forsvarer ulovlige forhold med, at de har eksisteret i årtier.
Indrettelseshensyn beskytter borger i Odense
I den ovennævnte sag fra Odense Kommune stod to containere, som havde været placeret på en ejendom i over 25 år i strid med byggelinjerne. Her beskyttede forvaltningsretten borgeren. Da kommunen havde kendskab til containerne via BBR-registreringer fra 1980'erne, og da der ikke forelå tungtvejende samfundsmæssige interesser i at kræve dem fjernet nu, fastslog nævnet, at indrettelseshensyn forhindrede kommunen i at håndhæve reglerne.
Myndighedspassivitet afvist af Vejdirektoratet
Anderledes faldt hammeren i en sag hos Vejdirektoratet om en grundejer, der ønskede at fastholde to kørende vejadgange til sin ejendom, fordi de fysiske spor havde eksisteret i op mod 40 år. Kommunen krævede den ene nedlagt af hensyn til trafiksikkerheden og forlangte en hæk eller et hegn opsat efter Lov om offentlige veje m.v. § 93, stk. 1. Grundejeren påberåbte sig myndighedspassivitet. Vejdirektoratet afviste blankt borgerens argument. Det afgørende var, at kommunen tilbage i 1985 netop havde betinget en ny vejadgang af, at den gamle blev nedlagt. At borgeren alligevel tog den gamle i brug uretmæssigt, og at kommunen ikke fysisk fjernede asfaltrampen, skabte ikke en berettiget forventning for den nuværende ejer. Tabellen nedenfor opsummerer udfaldet: Sag: Containere i Odense, Myndighed: Planklagenævnet, Forvaltningsretligt princip: Indrettelseshensyn anerkendt, Udfald for borger: Fritaget for lovliggørelse. Sag: Adgangsvej på S-vejen, Myndighed: Vejdirektoratet, Forvaltningsretligt princip: Myndighedspassivitet afvist, Udfald for borger: Krav om lovliggørelse og hegning.
Manglende hjemmel til delegation og ekspropriation på vejområdet
To bemærkelsesværdige principielle udtalelser fra Vejdirektoratet trækker tydelige grænser for kommunernes handlefrihed. Myndighedsudøvelse kræver klar lovhjemmel, og praktiske løsninger er ikke nok, hvis juraen mangler.
Afvisning af delegation over kommunegrænser
En kommune forespurgte, om de kunne lade en nabokommune forestå administrationen af en privat fællesvej, der udgjorde selve kommunegrænsen, baseret på en tinglyst overenskomst fra 1950'erne. Svaret fra Vejdirektoratet var et rungende nej. "Der er efter Vejdirektoratets vurdering ikke hjemmel i privatvejsloven til, at en vejmyndighed kan delegere sin afgørelseskompetence til en anden myndighed, herunder en anden kommunal vejmyndighed." Vejdirektoratet slog fast, at kompetencen efter Privatvejsloven § 1, stk. 2 er stedligt afgrænset, og en gammel aftale kan ikke overtrumfe manglen på lovhjemmel til delegation.
Ekspropriation til ledninger uden for vejareal underkendt
I en anden sag ville en kommune ekspropriere et servitutbælte på privat grund til brug for en ledning, der af tekniske årsager måtte flyttes, når vejarealet skulle udvides. Også her greb Vejdirektoratet ind og indskærpede, at Vejloven § 96, stk. 1 alene giver adgang til ekspropriation til offentlig vej eller sti. Kommunen kan ikke bruge vejloven som bagdør til at ekspropriere arealer til ledninger, der ikke er en direkte del af vejens udstyr. Hjemlen skal i stedet findes i sektorlovgivningen. Se afgørelsen her: Lovguiden – Vejdirektoratet: Vejloven giver ikke hjemmel til ekspropriation af servitut på privat areal til anbringelse af ikke-vejrelateret kabelanlæg
Vedligeholdelsespligt for hjørneejendomme
Det kan desuden nævnes, at Vejdirektoratet i en tredje udtalelse har bekræftet, at en hjørneejendom uden vejret til en privat fællesvej er fritaget for den strenge vedligeholdelsespligt efter Privatvejsloven § 44. Se afgørelsen her: Lovguiden – Vejdirektoratets udtalelse om vedligeholdelsespligt for hjørneejendom uden vejret til privat fællesvej – privatvejslovens § 44 (EMN-2026-17015)
Forsyningstilsynet dumper påstand om markedskendskab
Kravene til saglighed i forvaltningen gælder også ved offentlige udbud.
Manglende markedsscreening i Vesthimmerlands Kommune
Vesthimmerlands Kommune fik en løftet pegefinger fra Forsyningstilsynet i forbindelse med udbuddet af kommunens forbrændingsegnede affald. Kommunen havde undladt at gennemføre en markedsscreening inden markedsdialogen under henvisning til, at de havde udbudt ydelsen før og derved kendte markedet indgående.
Usaglig begrundelse ifølge tilsynet
Forsyningstilsynet vurderede, under henvisning til Miljøbeskyttelsesloven § 45 f, stk. 2, at dette var en usaglig begrundelse for at fravige tiltaget. Markedet ændrer sig konstant, og man kan ikke læne sig op ad historisk kendskab for at undslippe nutidige konkurrencefremmende krav. Dog accepterede tilsynet kommunens beslutning om at indgå en femårig kontrakt frem for de anbefalede fire år, da dette var sagligt begrundet i forsyningssikkerhed og investeringsbehov.
Formelle afvisninger markerer klageinstansernes grænser
En række afgørelser fra den forgangne uge illustrerer klagenævnenes stramme fokus på kompetence og procesretlige formkrav.
Byrådsbeslutning udgør ikke en afgørelse
I Odense havde byrådet truffet en principbeslutning om, at der kunne meddeles dispensation til et enfamiliehus. Da en nabo klagede, afviste Planklagenævnet sagen, idet en politisk byrådsbeslutning ikke udgør en forvaltningsretlig afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1. Der var simpelthen intet at klage over endnu.
Manglende kompetence over regionale dispensationer
Nævnet afviste også konsekvent sager, hvor de forvaltningsretlige betingelser for prøvelse manglede. Blandt andet blev en klage fra Kalundborg Kommune over Region Sjælland afvist, da Planklagenævnet ikke har kompetence over regionale dispensationer efter Jordforureningsloven § 52, stk. 2. Se afgørelsen her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over Region Sjællands dispensation fra jordforureningsloven – forkert klageinstans
Uaktuelle klager afvises
En klage over en midlertidig dispensation til helårsbeboelse i et sommerhus i Vordingborg blev afvist som uaktuel, fordi den tilladte vinterperiode allerede var udløbet. Se afgørelsen her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over midlertidig dispensation til helårsbeboelse i sommerhus — dispensationen udløbet og klagen uaktuel
Ingen aktindsigt i ikke-eksisterende dokumenter
I Fredensborg krævede en borger aktindsigt efter Forvaltningsloven § 9, stk. 1 i specifikke notater, som ifølge kommunen ikke fandtes. Nævnet stadfæstede, at myndigheder ikke kan pålægges at udlevere eller producere dokumenter, der ikke eksisterer. Se afgørelsen her: Lovguiden – Planklagenævnet stadfæster afslag på aktindsigt – Fredensborg Kommune: Efterspurgte notater eksisterer ikke
Frit skøn og hensigtsmæssighed
Slutteligt stadfæstede nævnet i en sag fra Faaborg-Midtfyn, at klager over kommunens afslag på dispensation til tagvinduer henhører under kommunens frie skøn. Nævnet kan prøve lovligheden, men ikke hensigtsmæssigheden af forvaltningens skøn. Se afgørelsen her: Lovguiden – Planklagenævnet afviser klage over afslag på dispensation til tagvinduer – klagen angår hensigtsmæssighed, ikke retlige spørgsmål
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Danske Ældreråd
