Retten tildeler 50.000 kr. i godtgørelse for en ulovlig nøgenvisitation i strid med menneskerettighederne, mens Højesteret afviser et erstatningskrav mod en region for en medarbejders PTSD.
En ulovlig nøgenvisitation af en anholdt koster nu politiet 50.000 kroner i godtgørelse, mens Højesteret i en anden markant sag afviser at pålægge en region erstatningsansvar for en socialpædagogs PTSD-diagnose efter voldsomme episoder i psykiatrien.
Den seneste retspraksis på erstatnings- og forsikringsområdet tegner et klart billede af domstolenes tilgang til både statens ansvar for magtanvendelse og arbejdsgiveres ansvar for det psykiske arbejdsmiljø. Særligt sagerne om politiets indgreb og vold på arbejdspladsen markerer vigtige grænser for, hvornår der kan kræves henholdsvis godtgørelse for tort og egentlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Godtgørelse for ulovlig nøgenvisitation
En anholdelse tilbage i maj 2021 på Islands Brygge førte til, at en stærkt beruset mand blev bragt til Station City og indsat i detentionen. Her blev han under anvendelse af fysisk magt fra fire betjente lagt på en madras og klædt fuldstændigt af. Forløbet har nu resulteret i en dom fra Retten på Frederiksberg, der tildeler manden 50.000 kroner i godtgørelse for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, som forbyder umenneskelig og nedværdigende behandling.
Højesterets underkendelse af indgrebet
Selve lovligheden af frihedsberøvelsen og nøgenvisitationen blev allerede underkendt af Højesteret i maj 2025. Højesteret fastslog dengang i sin dom, at politiet ikke havde "oplyst tilstrækkelig konkrete grunde, der gav anledning til at antage, at det var nødvendigt at visitere klageren nøgen for at sikre, at han ikke var i besiddelse af genstande, som var til fare for ham selv." Formodningen talte ganske enkelt imod, at manden skjulte stoffer til eget forbrug i underbukserne.
Udmåling af godtgørelsen
Dette efterlod spørgsmålet om godtgørelsens størrelse for den deciderede krænkelse. Udregningen af de 50.000 kroner tager afsæt i principperne fra Erstatningsansvarsloven § 26 og en afvejning af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). I den fulde domstekst fremgår det, hvordan retten på Frederiksberg traf sin endelige beslutning:
"Godtgørelsen fastsættes efter et skøn over sagens samlede omstændigheder og under hensyntagen til Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. konventionens artikel 41, til 50.000 kr. med tillæg af renter som påstået."
Afgørelsen cementerer et solidt beskyttelsesniveau mod unødig indgriben over for frihedsberøvede og understreger domstolenes villighed til at udmåle mærkbare beløb, når myndigheder krydser grænsen til nedværdigende behandling.
Højesteret frifinder region i sag om psykisk arbejdsskade
Hvor staten må betale godtgørelse for overgreb, går en offentlig arbejdsgiver fri i en tragisk sag om det psykiske arbejdsmiljø. Højesteret har netop afsagt en dom, der frikender Region Syddanmark for erstatningsansvar over for en socialpædagog, som fik varigt erhvervsevnetab efter at have udviklet PTSD.
Voldelige episoder på psykiatrisk afdeling
Pædagogen arbejdede på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital og var især i foråret 2014 udsat for voldelig og truende adfærd fra patienterne. Selvom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring formelt anerkendte lidelsen som en arbejdsskade og udbetalte lovpligtig erstatning, sagsøgte pædagogen regionen for yderligere civilretlig erstatning under henvisning til Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1. Sagsøgerens primære anbringende var, at en udvidelse af sengepladser og indlæggelse af 18-19-årige havde skabt et urimeligt arbejdspres præget af vikarer.
Ansvarsnorm og domstolenes vurdering
Højesteret understregede dog, at ansvarsnormen for psykiske skader altid beror på en klassisk culparegel afvejet mod arbejdets natur. I dommens inderste kerne udstikker Højesteret en yderst principiel rettesnor for ansatte i højrisikojob:
"Det er en uundgåelig del af arbejdet med psykiatriske patienter, at de ansatte skal håndtere patienter, der optræder udadreagerende, voldeligt og truende. At sådanne episoder forekommer, er derfor ikke i sig selv udtryk for, at arbejdet generelt er tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt uforsvarligt."
Sagen demonstrerer, hvor vanskeligt det er for ansatte i pleje- og socialsektoren at placere et supplerende erstatningsansvar hos arbejdsgiveren for psykiske skader. Det kræver, at arbejdsforholdene generelt har været uforsvarlige, eller at arbejdsgiveren var bekendt med den enkelte medarbejders særlige sårbarhed. Vejen gennem domstolssystemet førte til konsekvente frifindelser i alle led:
| Instans | Ret | Resultat | Afgørelsesdato |
|---|---|---|---|
| 1. instans | Retten i Kolding | Frifindelse af Region Syddanmark | 19. april 2023 |
| 2. instans | Vestre Landsret | Stadfæstelse af byrettens dom | 10. januar 2025 |
| 3. instans | Højesteret | Endelig stadfæstelse af frifindelse | 23. april 2026 |
Huslejenævnet afviser kompleks lejeretlig tvist
Går man fra domstolssystemet til nævnsbehandling, bliver kompetencegrænserne for økonomiske erstatningskrav markant strammere. Huslejenævnet i Faaborg Midtfyn valgte i en dugfrisk sag at afvise en tvist fuldstændigt, netop fordi sagsfremstillingen svulmede op og tangerede det erstatningsretlige område.
Krav om materiel bevisførelse i Boligretten
Sagen udspringer oprindeligt af en klage over huslejebetaling og misligholdelse, men ifølge udlejers egne opgørelser drejede konflikten sig også om bortkomne effekter og gensidige anklager om "løgne". Nævnet aktiverede afvisningsreglen i Lov om boligforhold § 83 og lukkede sagen på formalia. Nævnsmedlemmerne noterede:
"Nævnet ud fra en samlet vurdering ikke finder sagen egnet til behandling ved huslejenævnet, men henviser til, at sagen retteligt af parterne bør anlægges ved boligretten, da sagen kræver en bevisførelse, som ikke kan føres for nævnet."
Afgørelsen illustrerer tydeligt processystemets opbygning for boligadvokater og parter på lejeboligmarkedet. Huslejenævn er papirbårne forvaltningsorganer uden domstolsbeføjelser. Kræves der bevisførelse for mistede genstande, vidneafhøringer eller fastsættelse af uafhængig materiel erstatning, falder hammeren hurtigt i nævnet, hvorefter parterne er tvunget ud i anlæggelsen af en regulær civil retssag ved byrettens boligretsafdeling.
Skellet mellem objektiv krænkelse og konkret uagtsomhed
Når afgørelserne læses samlet, fremhæver de to vidt forskellige erstatningsretlige regimer. I sagen om politiets nøgenvisitation blev der lagt overvejende vægt på selve handlingens indgriben. Konventionsbruddet og tilsidesættelsen af den pågældendes rettigheder udløser her et selvstændigt krav på godtgørelse, uden at der skal bevises et økonomisk tab. Beløbene fastsættes ud fra et juridisk skøn inspireret af internationale domstole.
I kontrast hertil står den arbejdsretlige erstatningssag. At en socialpædagog anerkendes af myndighederne til at have pådraget sig en arbejdsbetinget psykisk sygdom, er langtfra ensbetydende med, at arbejdsgiveren kan gøres erstatningsansvarlig i civilretlig forstand. Her eksisterer intet objektivt ansvar. Det kræver derimod en beviselig og konkret uagtsomhed – culpa – i ledelsens tilrettelæggelse af arbejdet. For visse faggrupper har risikoen for psykisk belastning ifølge domstolene en så indbygget karakter i kernedriften, at tærsklen for arbejdsgiveransvar forbliver utroligt høj, medmindre der er handlet i direkte modstrid med forudgående advarsler eller klare sikkerhedsprocedurer.
