De nyeste afgørelser i erstatnings- og beslægtede finansielle tvister viser en tydelig bevægelse mod *mere “abstrakte” tabsopgørelser* og *hårdere krav til dokumentation* – men også en villighed til at kompensere for forstyrrelse og retstab, selv når det økonomiske tab er vanskeligt at gøre op i kroner og øre.

## Tre afgørelser der trækker i samme retning

De nyeste afgørelser i erstatnings- og beslægtede finansielle tvister viser en tydelig bevægelse mod mere “abstrakte” tabsopgørelser og hårdere krav til dokumentation – men også en villighed til at kompensere for forstyrrelse og retstab, selv når det økonomiske tab er vanskeligt at gøre op i kroner og øre.

Tre afgørelser der trækker i samme retning

Afgørelserne spænder fra Højesterets obligationsretlige tabsopgørelse ved en misligholdt ejendomshandel til Tvistighedsnævnets standardiserede godtgørelse for en brudt uddannelsesaftale og et ankenævnsopgør med “fast ydelse”-markedsføring i realkredit. Fællesnævneren er, at retten og nævnene i stigende grad lægger vægt på (1) den skriftlige ramme, (2) bevisets kvalitet og (3) hvad der faktisk kan udledes af parternes adfærd før og efter misligholdelsen.

Abstrakt prisdifference får et gennembrud i ejendomshandler

I Højesterets dom af 9. februar 2026 bliver det skåret ud, at sælgerens erstatningskrav ikke falder bort, blot fordi sælgeren ikke gennemfører et dækningssalg. Højesteret formulerer den bærende regel kort og kontant: “Efter almindelige obligationsretlige principper er det ikke en betingelse … at der foretages dækningssalg …” og tilføjer, at det samme gælder ved køb og salg af fast ejendom. Det afgørende bliver dermed ikke “transaktionen efter ophævelsen”, men om sælger kan godtgøre, at markedsprisen på ophævelsestidspunktet var lavere end aftaleprisen. Her accepterer Højesteret en klassisk abstrakt prisdifference baseret på skøn (4.750.000 kr. mod aftalte 5.000.000 kr.) og bemærker, at det senere salg i januar 2026 til 4.100.000 kr. understøtter, at markedsværdien ikke var over skønsniveauet. Dommen bliver i praksis en manual i bevisførelse: Skøn kan være nok – men det styrker sagen markant, hvis efterfølgende markedsdata (som faktisk salg) peger samme vej. For procesdelen er det samtidig værd at hæfte sig ved, at omkostningerne forrentes efter Renteloven § 8 a, hvilket i store civile sager ofte får reel betydning for nettoresultatet, hvis betalingen trækker ud.

Læs mere her: Lovguiden – Erstatning for misligholdt ejendomshandel uden dækningssalg (abstrakt prisdifference)

Praktisk betydning for sælgere, købere og rådgivere

Det centrale skifte er, at “manglende dækningssalg” ikke længere kan bruges som en enkel genvej til frifindelse. Dækningssalg bliver i stedet et bevismiddel blandt flere – og parternes processtrategi flytter sig tilsvarende:

• For sælgerens side bliver det afgørende at få hurtig og robust markedsdokumentation (syn og skøn, sammenlignelige handler, eventuel mæglervurdering).
• For købers side bliver angrebspunktet typisk skønnets usikkerhed, ejendommens “særlighed” og om sælger reelt har begrænset sit tab.
• For begge sider bliver “hvad skete der bagefter”-oplysninger (udbud, prisudvikling, senere salg) ofte den faktor, der tipper bevisvægten.

Til den baggrund passer det også, at Domstolsstyrelsens egne nyhedsresumeer op til Højesteretsbehandlingen fremhævede spørgsmålet som principielt, netop fordi feltet i vidt omfang er praksisskabt og ikke lovreguleret. Blandt andet beskrev Procesbevillingsnævnet i 2025 sagen som et spørgsmål om abstrakt prisdifference ved ophævelse af ejendomshandler. (Se fx omtalen på domstol.dk.)

Godtgørelse kort før svendeprøven og standardtakstens “stabilitet”

Tvistighedsnævnets kendelse af 4. februar 2026 viser et andet spor i erstatnings- og godtgørelsesretten: kompensation for forstyrrelse af et retsforhold, hvor “tab” ikke alene måles i forsinkede måneder eller mistede lønkroner. Nævnet tager først et kompetencespørgsmål, der har praktisk sprængkraft i konkurssager: Tvisten hører hos Tvistighedsnævnet – også selv om virksomheden er taget under konkurs – med henvisning til den særlige værnetings- og kompetenceregel i Erhvervsuddannelsesloven § 63, stk. 3. Realiteten afgøres derefter ud fra uddannelsesaftalens uopsigelighed efter prøvetid, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 60, og de snævre hævegrunde i bl.a. Erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2. Konkurs er – i nævnets faste linje – ikke en “bæredygtig” bristende forudsætning, som lærlingen skal bære. Flertallet lægger vægt på timingen og den konkrete forstyrrelse, herunder at lærlingen mister adgang til nødvendigt værktøj og står uden indtægt i den sidste periode, og at ophævelsen sker på et kritisk tidspunkt op til svendeprøven, hvor en uddannelsesaftale som udgangspunkt er en forudsætning for at gennemføre uddannelsen, jf. Erhvervsuddannelsesloven § 48, stk. 1. Resultatet bliver standardtaksten 40.000 kr. med procesrente – trods dissens, hvor mindretallet netop peger på, at uddannelsen ikke blev forsinket, og at indtægtstabet var begrænset. Kendelsen illustrerer, at godtgørelsesniveauet også har en systemfunktion: Det skaber forudsigelighed i forligsforhandlinger, og nævnet er tilbageholdende med at rokke ved det uden “særlige holdepunkter”.

Læs mere her: Lovguiden – Tømrerlærling tilkendt 40.000 kr. i godtgørelse efter konkurs kort før svendeprøve

Det, afgørelsen ændrer i praksis

Afgørelsen rammer lige ned i en velkendt konflikt i konkursboer: Kurator vil typisk “rydde” ansættelsesforhold hurtigt, men lærlingeforholdet har et særpræg, fordi aftalen er en uddannelsesretlig konstruktion med egne beskyttelseshensyn. Kendelsen gør det svært at argumentere for, at en “næsten afsluttet” uddannelse i sig selv skal trække godtgørelsen ned. Tværtimod kan netop den korte tid til svendeprøven virke skærpende, fordi alternativet (ny læreplads) reelt er urealistisk, og fordi forstyrrelsen kan ramme elevens præstation og fremtidige jobmuligheder.

Fast rente, “fast ydelse” og bevisbyrden for rådgiveransvar

Den tredje afgørelse har et forløb, der i sig selv kalder på en præcis datering: Den er i materialet dateret 7. april 2107, altså langt ude i fremtiden, hvilket peger på en registrerings- eller tastefejl – men uanset dato er den retligt interessant, fordi den sammenfatter en klassisk konflikt mellem markedsføringens budskab og aftalens ordlyd.

Sagen angår et fastforrentet obligationslån, hvor klagerne oplever bidragsforhøjelse og påberåber sig, at de “fik solgt” lånet som en løsning med fast ydelse i 30 år. Aftalegrundlaget gør imidlertid bidraget variabelt og ændringsbart med varsel, og i rådgivningsskemaet står det direkte: “Bidraget kan justeres med forudgående varsel.” Ankenævnet tager klagernes kritik af formuleringerne i markedsføringsmaterialet alvorligt og kalder dem “upræcise og uheldige”, men afviser at lade det tilsidesætte den klare kontrakt: Klagerne har ikke dokumenteret eller godtgjort, at der mundtligt blev givet en garanti i strid med de skriftlige vilkår. Dermed bliver sagen et skoleeksempel på, at den, der gør rådgiveransvar gældende, ofte taber på beviset – ikke nødvendigvis på “rimeligheden”. Nævnet peger samtidig på, at eventuelle brud på god skik og markedsføringsregler i stedet hører under tilsynsmyndighederne, hvilket harmonerer med den generelle forståelse af god skik-kravet i Lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1 og Finanstilsynets praksis om redelig og loyal kundeadfærd (se fx en ældre, men principielt formuleret afgørelse på finanstilsynet.dk). Forbrugeroplysning går i samme retning: Forbrug.dk beskriver udtrykkeligt, at bidragssatsen på realkreditlån kan stige, selv om renten er fast (se forbrug.dk).

Læs mere her: Lovguiden – Tvist om bidragsforhøjelse på fastforrentet lån trods markedsføring af fast ydelse

Den underliggende læresætning

Afgørelsen skubber praksis i en retning, hvor markedsføringsudsagn sjældent bliver en “genvej” til at omskrive et standardvilkår, medmindre kunden kan løfte en tung bevisbyrde for, at der er afgivet konkrete, individualiserede løfter. Dermed bliver dokumentationsdisciplin i rådgivningssituationen (referater, skemaer, skriftlige forbehold) i praksis et “procesværn” for institutterne – og et svagt punkt for forbrugeren, hvis rådgivningen primært har været mundtlig.

Mønstre på tværs af afgørelserne

Selv om sagerne juridisk ligger forskellige steder, trækker de tre afgørelser påfaldende ens linjer:

1. Erstatning uden “den konkrete handel”
   Højesteret accepterer tabsopgørelse uden dækningssalg; Tvistighedsnævnet accepterer godtgørelse uden dokumenteret uddannelsesforsinkelse. Tabet kan i begge spor være reelt, selv om det ikke “materialiserer sig” i en klassisk efterfølgende disposition.

2. Bevisets kvalitet slår intuitionen
   I ejendomssagen vinder sælger på skøn plus senere salg; i realkreditsagen taber klagerne på manglende bevis for mundtlig garanti. Begge afgørelser er i deres kerne bevisafgørelser.

3. Standarder og satser som stabilitetshensyn
   Tvistighedsnævnet understreger behovet for stabile takster; ankenævnet holder fast i standardvilkårets rækkevidde; Højesteret lægger en generel obligationsretlig standard ned over ejendomshandler.

Det bør man gøre i morgen hvis man vil stå stærkere i næste sag

For praktikere er de tre afgørelser mindre interessante som “resultater” og mere som tjeklister:

• Ved ophævelse af ejendomshandler
  Indhent hurtigt syn og skøn eller anden markedsdokumentation, og dokumentér samtidige markedsforhold. Overvej om et senere udbud eller et faktisk salg kan styrke beviset – også selv om man principielt vil køre abstrakt prisdifference.

• Ved lærlingeforhold i kriseramte virksomheder
  Håndtér lærlinge som et særskilt risikoområde. Konkurs “flytter” ikke risikoen over på lærlingen, og nævnet reagerer skarpt på ophævelse tæt på afsluttende prøver, hvor forstyrrelsen i sig selv anses som tungtvejende.

• Ved finansiel rådgivning og markedsføring
  Hvis et salgsargument handler om “fasthed”, bør det eksplicit kvalificeres skriftligt. Ellers kan tvisten ende i et bevismæssigt tomrum, hvor kunden føler sig lovet noget, men aftalen og rådgivningsskemaet siger noget andet.

I den misligholdte ejendomshandelssituation er det især værd at notere, at Højesteret accepterer, at senere faktiske forhold kan bruges som støttebevis for markedsprisen på ophævelsestidspunktet – så allerede i ophævelsesbrevet og de første advokatbreve bør der tænkes i, hvilke oplysninger der senere kan blive det “ekstra ben”, som gør skønnet svært at rokke.