Nye juridiske rammer for erhvervsskader byggeskadeforsikring og værditab ved energiparker

Nye fortegnelser for erhvervssygdomme anmeldt før og efter 1. januar 2005

Med to nye bekendtgørelser om fortegnelsen over erhvervssygdomme – én for sygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 og én for sygdomme anmeldt før denne dato – samler Beskæftigelsesministeriet praksis i et opdateret og mere gennemsigtigt regelsæt.

Kernen i begge bekendtgørelser er tre generelle betingelser, der i realiteten nu står som et fælles ”grundfilter” for anerkendelse af alle erhvervssygdomme:

1. Belastningen
   – Den skadelige påvirkning skal have en styrke og tidsmæssig udstrækning, som efter medicinsk dokumentation kan forårsage den pågældende sygdom.
   – For de ældre sager (før 2005) præciseres, at påvirkningen skal svare til de kendte påvirkninger, hvor der allerede er godtgjort årsagssammenhæng.

2. Sygdomsbilledet
   – Sygdomsbilledet skal efter medicinsk dokumentation svare til det billede, man kender fra den dokumenterede sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

3. Fravær af stærkere alternative forklaringer
   – Sygdommen må ikke med overvejende sandsynlighed skyldes andre end de erhvervsmæssige forhold.

Derudover understreges, at de særlige betingelser i fortegnelsens bilag fortsat skal være opfyldt for den enkelte sygdom. Det betyder, at dokumentationskravene i praksis bliver dobbeltlagte: generelle krav til sammenhæng – og specifikke, sygdomsnære krav.

I bekendtgørelsen for ældre sager (anmeldt før 1. januar 2005) præciseres et vigtigt princip om delvis anerkendelse: hvor ikke-arbejdsrelaterede faktorer medvirker til sygdommen, skal sygdommen anerkendes med forbehold for disse faktorer, og erstatningen begrænses til den del, der skyldes den erhvervsmæssige påvirkning. Det forankrer i bekendtgørelsestekst en praksis, som AES og Erhvervssygdomsudvalget længe har arbejdet efter, og som også afspejler det generelle syn på erhvervssygdomme hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. (aes.dk)

For praksis betyder det, at:

• Tilskadekomne skal kunne dokumentere konkrete belastninger over tid (arbejdsopgaver, intensitet, varighed, arbejdsforhold).
• Arbejdsgivere må forvente øget fokus på arbejdsmiljødokumentation, hvis de vil kunne imødegå krav om arbejdsmæssig årsagssammenhæng.
• Rådgivere og advokater på begge sider af bordet skal arbejde endnu mere systematisk med medicinsk dokumentation og differentialdiagnostik.

Læs mere her: Lovguiden – Bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005

Fortegnelsen for ældre erhvervssygdomme og betydningen af delvis anerkendelse

Den parallelle bekendtgørelse for erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 2005 sikrer, at også ældre sager behandles efter klart beskrevne generelle vilkår – men med respekt for den historiske medicinske og juridiske forståelse.

Her spiller især to elementer en praktisk rolle:

• Kravet om, at påvirkningen svarer til kendt dokumentation
  For ældre sager lægges der vægt på, at påvirkningen skal være af samme karakter og omfang som de klassiske, allerede veldokumenterede eksponeringer. Det kan være afgørende i sager om fx støv, kemikalier eller klassiske slidbelastninger, hvor dokumentationsgrundlaget bygger på ældre medicinske undersøgelser.

• Forbehold for medvirkende ikke-arbejdsbetingede faktorer
  Bekendtgørelsen skriver direkte ind, at hvis der er konkurrente, ikke-arbejdsrelaterede risikofaktorer (fx rygning, fritidsbelastninger eller aldersrelaterede forhold), skal sygdommen kun erstattes i det omfang, den arbejdsrelaterede påvirkning har bidraget. Det giver Ankestyrelsen og AES et klart hjemmelsgrundlag for at skære i erstatningen, selv om sygdommen som sådan anerkendes.

For rådgivere i både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden skærper det behovet for:

• Detaljeret bevisførelse om privatlivets risikofaktorer og øvrige helbredsforhold.
• Klare lægefaglige erklæringer om relativ årsagsandel (hvordan arbejdsforhold og ikke-arbejdsrelaterede forhold hver især har påvirket sygdomsudviklingen). (aes.dk)

Læs mere her: Lovguiden – Bekendtgørelse om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 2005

Ny vejledning om erhvervssygdomme og skærpet fokus på diagnose og belastning

Den nye 21. udgave af Vejledning om erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 bliver et centralt arbejdsredskab for sagsbehandlere, læger, advokater og andre professionelle aktører på arbejdsskadeområdet.

Vejledningen:

• Beskriver de generelle vilkår for anerkendelse af alle erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 – både sygdomme på fortegnelsen og sygdomme uden for fortegnelsen, der behandles efter lovens regler om arbejdets særlige art.
• Indeholder for en række konkrete sygdomme en detaljeret gennemgang af:
  • diagnosekrav (hvilke objektive fund og undersøgelser, der kræves)
  • belastningskrav (hvilke påvirkninger, hvor længe og i hvilken intensitet)
  • typiske afgørelseseksempler.

Særlige kapitler dækker blandt andet:

• Kapitel 2 – Høresygdomme
  – med fokus på støjbetinget hørenedsættelse, hvor sammenhængen mellem støjniveau, eksponeringstid og audiologiske fund er central.
• Kapitel 3 – Ryg- og hoftesygdomme
  – herunder kronisk lænderygsygdom og slidgigt i begge hofteled, hvor vægten ligger på tungt løftearbejde, arbejdsstillinger og varigheden af belastende funktioner.

Samtidig er vejledningen eksplicit om, at ikke alle sygdomme på fortegnelsen er dækket endnu. Der mangler fortsat praksisnære beskrivelser for bl.a.:

• grå stær
• lungesygdom efter organisk materiale
• visse infektionssygdomme
• en række kræftsygdomme og fosterskader.

Her må sagsbehandlere og rådgivere fortsat støtte sig til ældre vejledninger eller direkte praksis og udredningsrapporter, indtil der foreligger tilstrækkelig erfaringsgrundlag til at opdatere vejledningen. Vejledningen understreger dermed den dynamiske karakter af erhvervssygdomsfortegnelsen – sygdomme kommer til, betingelser præciseres, og praksis udvikles i takt med ny medicinsk viden. (aes.dk)

Den praktiske konsekvens er, at ”standardvejen” til anerkendelse bliver tydeligere for de sygdomme, der er beskrevet – mens rum til konkrete, individuelt begrundede afgørelser fastholdes for de sygdomme, hvor praksis fortsat er under udvikling.

Læs mere her: Lovguiden – Vejledning om erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005

Nyt fast gebyr på byggeskadeforsikring

Den nye Gebyrbekendtgørelse på byggeområdet indfører et fast gebyr på 380 kr. pr. bebyggelse med byggeskadeforsikring. Gebyret skal dække Social- og Boligstyrelsens omkostninger til at bearbejde oplysninger om eftersyn og kontrol, som udspringer af byggelovens regler om obligatorisk byggeskadeforsikring.

Kort fortalt betyder reglerne, at:

• Forsikringsselskaberne betaler 380 kr. til Social- og Boligstyrelsen for hver bebyggelse, der er omfattet af forsikringspligt efter byggelovens regler om byggeskadeforsikring.
• Selskaberne skal hver måned indberette antallet af tegnede byggeskadeforsikringer, hvorefter gebyret opkræves samlet med betalingsfrist.
• Gebyret er øremærket administrationen af de eftersyn og den kontrol, der gennemføres som led i ordningen – herunder anvendelsen af data fra de 1- og 5-års eftersyn, som byggeskadeforsikringen typisk omfatter. (borger.dk)

Beløbet er beskedent i forhold til den samlede præmie på en byggeskadeforsikring, men vil i praksis:

• øge forsikringsselskabernes administrative omkostninger
• typisk blive indregnet i præmien, og dermed indirekte i prisen på nyopførte eller væsentligt ombyggede boliger med forsikringspligt
• understøtte et mere systematisk datagrundlag for byggeteknisk kvalitetssikring, idet styrelsen får finansieret sin rolle som central datahub.

Samtidig fastsætter bekendtgørelsen et maksimalt kommunalt gebyr på 1.230 kr. for byggesagsbehandling efter byggeloven og en timesats på 910 kr. for godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand. Det peger i retning af en mere ensartet og gennemsigtig gebyrstruktur på byggeområdet, men med særligt fokus på at sikre et robust finansieringsgrundlag for de mange data- og kontrolopgaver, som byggeskadeforsikringsordningen medfører.

Læs mere her: Lovguiden – Gebyrbekendtgørelsen

Holsted energipark og VE-lovens kompensation som grundpille

Udkastet til bekendtgørelse for energiparken ved Holsted omfatter et område på ca. 779 ha med tre delområder til solceller, kombineret sol og vind samt PtX-anlæg og erhvervsbebyggelse. Miljørapporten konstaterer markante ændringer af landskabet og visuelle forhold, ligesom der peges på støj, skyggekast og potentielle risici i tilknytning til PtX-anlæg og sikkerhedszoner.

På det erstatnings- og forsikringsretlige plan er det centrale, at:

• Rapporten anerkender, at projektet kan medføre værditab på naboejendomme på grund af støj, skyggekast og visuelle gener.
• De økonomiske tab håndteres ikke via en særskilt projektordning, men ved henvisning til VE-lovens værditabsordning, salgsoptionsordning og VE-bonus.

Disse ordninger fungerer i hovedtræk således:

• Værditabsordningen giver naboer mulighed for at kræve erstatning for dokumenteret værditab på deres beboelsesejendom som følge af opstillede VE-anlæg. Værditabet fastsættes af en uafhængig taksationsmyndighed og betales af opstilleren. (ens.dk)
• Salgsoptionsordningen giver i visse afstandsområder ejere af beboelsesejendomme med værditab over en vis procentmulighed ret til at forlange, at opstilleren køber ejendommen til en værdi fastsat af taksationsmyndigheden. (ens.dk)
• VE-bonusordningen giver naboer i definerede afstandszoner en årlig, skattefri bonus baseret på en andel af anlæggets produktion, mens en grøn pulje giver kommunen midler til lokale projekter som kompensation for generne. (ens.dk)

Miljørapporten ved Holsted-projektet bekræfter dermed, at erstatningssporet følger VE-lovens landsdækkende system, og at vurderingen af værditab sker efter de generelle kriterier – ikke efter særlige regler skræddersyet til det konkrete projekt.

For naboer og rådgivere betyder det, at fokus i høj grad bør rettes mod taksationsprocessen, dokumentation for gener (støj, lys, skyggekast, udsigtstab) og strategisk brug af salgsoptions- og bonusordningerne.

Læs mere her: Lovguiden – Høring af udkast til bekendtgørelse for en energipark ved Holsted i Vejen Kommune med tilhørende miljøvurdering

Revsing energipark og differentierede afværgeforanstaltninger

Høringen om energiparken ved Revsing omfatter et endnu større område på ca. 958 ha, opdelt i fire delområder til solceller, vindmøller og et særskilt PtX- og erhvervsområde. Miljørapporten peger ligeledes på væsentlige påvirkninger af landskab, kulturarv og støjforhold, herunder potentielt markant visuel påvirkning af blandt andet Gesten Kirke.

Et nøgleelement i planlægningen er de differentierede afstandskrav til solcelleanlæg – med afstande mellem ca. 150 og 750 meter afhængigt af bebyggelsens karakter og graden af omkransning af beboelse. Muligheden for at fravige afstandskravene efter konkret vurdering og aftale med ejere understreger, at den planmæssige regulering og den erstatningsretlige regulering spiller sammen:

• Planinstrumenterne styrer, hvor tæt anlæggene placeres på naboer.
• VE-ordningerne håndterer den økonomiske konsekvens, hvis der – trods planlægningsmæssige hensyn – opstår værditab eller betydelige gener.

Det samlede billede ved Revsing-projektet er, at:

• Statens og kommunens planinstrumenter bruges til at optimerer placeringen af anlæg, sikkerhedszoner og støjafskærmning.
• Naboernes økonomiske beskyttelse fortsat hovedsageligt ligger i værditabsordningen, salgsoptionsordningen, VE-bonus og grøn pulje, som politisk er forstærket i de seneste aftaler om mere sol og vind på land. (ens.dk)

For praktiserende jurister og forsikringsselskaber betyder det, at tvister om værditab ved store energiparker i stigende grad vil udspille sig i VE-lovens særlige system – ikke via almindelige erstatningssøgsmål om naboretlige gener, medmindre der er tale om åbenbare overskridelser af miljø- eller støjgrænser.

Læs mere her: Lovguiden – Høring af udkast til bekendtgørelse for en energipark ved Revsing i Vejen Kommune med tilhørende miljøvurdering

VE-ordningerne som strukturel erstatningsretlig ramme

Set i lyset af de to energiparker og den politiske aftale om øget udbygning med sol og vind på land, bliver VE-ordningerne reelt et parallelt erstatningssystem ved siden af de klassiske naboretlige regler:

• Værditab og kompensation fastsættes af en særlig taksationsmyndighed efter standardiserede kriterier.
• Erstatningen betales af opstilleren, ikke af staten, hvilket bringer omkostningen tæt på den, der skaber generne.
• Salgsoption og VE-bonus fungerer som risikodeling mellem opstillere og naboer og kan i praksis være mere attraktive end et langvarigt civilt søgsmål.

Det stiller nye krav til rådgivere om:

1. At kunne ”oversætte” VE-ordningerne til klassiske erstatningsretlige begreber som årsagssammenhæng, tabsopgørelse og bevisbyrde.
2. At håndtere tidsforløb og frister i VE-ordningerne, så naboers rettigheder ikke fortabes af formelle grunde.
3. At kombinere VE-ordningerne med øvrige retsmidler, fx i tilfælde hvor grænseværdier for støj eller skyggekast er overskredet, og hvor myndigheds- eller entreprenøransvar kan komme i spil. (ens.dk)