Sø- og Handelsretten dømmer en engelsk agent til at tilbagebetale uoptjent provision til Alpha Insurance konkursbo. Samtidig godkender Højesteret praksis for afrunding i arbejdsskadesager.
Kan en forsikringsagent beholde sin forudbetalte provision, når forsikringsselskabet går konkurs? Nej, fastslår Sø- og Handelsretten i et opgør om knap fem millioner kroner. Samtidig trækker Højesteret i to nye principafgørelser de absolutte grænser for myndighedernes afrundingspraksis ved arbejdsskader og redder et millionkrav mod et rådgivningsfirma fra forældelse.
I de seneste afgørelser inden for forsikrings- og erstatningsretten har domstolene taget stilling til tunge processuelle og materielle spørgsmål, der spænder lige fra international forsikringsdistribution til beregningsmetoder i Ankestyrelsen.
Nedenfor gennemgås de tre mest markante domme, der sætter streg under domstolenes strikse tilgang til aftaler og lovtekster – dog med en enkelt pragmatisk undtagelse.
| Sag | Domstol | Lovområde | Central konklusion |
|---|---|---|---|
| BS-25934/2021-SHR | Sø- og Handelsretten | Forsikringsret | Agentprovision optjenes pro rata og skal tilbagebetales ved konkurs. |
| BS-32439/2025-HJR | Højesteret | Arbejdsskade | Myndighedernes historiske praksis med dobbelt afrunding af erhvervsevnetab er lovlig. |
| BS-53729/2025-HJR | Højesteret | Proces/Erstatning | En domstols vildledende fristbrev kan undtagelsesvist begrunde genoptagelse af en hjemvist sag. |
Engelsk agent skal betale uoptjent provision tilbage til Alpha Insurance konkursbo
Når et forsikringsselskab går konkurs, opstår der uundgåeligt et retsligt tomrum omkring de kontrakter og provisioner, der allerede er udvekslet. I sagen mellem Alpha Insurance A/S under konkurs og den engelske forsikringsagent Right Choice Insurance Brokers Limited var stridspunktet netop, om agenten kunne beholde den provision, der var forudbetalt forud for policernes løbetid.
Konkurs og krav om tilbagebetaling
Alpha Insurance blev erklæret konkurs i maj 2018. Umiddelbart efter overførte Right Choice over 10.000 policer til et andet engelsk forsikringsselskab, angiveligt efter instruks fra det engelske finanstilsyn (FCA). Konkursboet accepterede ikke denne manøvre og krævede, at Right Choice tilbagebetalte den andel af agentprovisionen, der dækkede den resterende del af policernes løbetid. Kravet beløb sig til mere end 580.000 britiske pund.
Pro rata-optjening af provision
Right Choice nægtede at betale pengene tilbage og argumenterede for, at agentens arbejde i alt væsentligt var leveret på tidspunktet for policens indtegning. Derfor var provisionen ifølge agenten fuldt ud optjent fra start. Denne påstand blev dog blankt afvist af Sø- og Handelsretten. Retten lagde i stedet vægt på, at præmie optjenes løbende ifølge Forsikringsaftaleloven § 16, stk. 2. Da provisionen ifølge standardaftalen LMA3113 blev beregnet som en fast procentsats af præmien, fastslog dommerne, at provisionen ligeledes blev optjent pro rata.
"Retten finder, at der ikke foreligger sådanne væsentlige holdepunkter, og at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at fortolke bestemmelsen i strid med ordlyden. Retten bemærker endvidere, at forsikringerne i denne sag ophørte den 10. maj 2018, hvilket skete som følge af Right Choices dispositioner og ikke som følge af Alphas konkurs..."
Afvisning af modregning
Dommen statuerer krystalklart, at en konkurs hos forsikringsgiveren ikke annullerer agentens forpligtelse til at tilbagebetale uoptjent provision. Retten underkendte tillige Right Choices forsøg på at modregne tab via et påstået krav på ekstra tillægsprovision ("sliding scale commission"). Her vurderede Sø- og Handelsretten nemlig – i tråd med den engelske motorpolice og Forsikringsaftaleloven § 92 – at udbetalte advokatomkostninger (Paid Legal Fees) var en uløselig del af de samlede skadesomkostninger, hvilket samlet set trak tabsprocenten op over den grænse, der udløser en ekstra provision.
Højesteret blåstempler Ankestyrelsens dobbelte afrunding ved arbejdsskader
Matematikken bag opgørelsen af erhvervsevnetab kan have massive økonomiske konsekvenser for forsikringsselskaberne. Dette var det centrale element i et opgør mellem Alm. Brand Forsikring A/S og Ankestyrelsen, hvor Højesteret nu har fastslået lovligheden af myndighedernes årelange beregningspraksis.
Sagens baggrund og myndighedernes udregning
Sagen udsprang af en arbejdsulykke i 2016, hvorefter en borger blev visiteret til fleksjob. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udregnede først det rene erhvervsevnetab til 33,7 procent. Dette beløb blev, i henhold til fast administrativ praksis, afrundet op til 35 procent. Da myndighederne vurderede, at cirka halvdelen af erhvervsevnetabet skyldtes andre årsager end selve arbejdsskaden (årsagskonkurrence), blev de 35 procent halveret til 17,5 procent. Herefter foretog myndighederne en ny afrunding op til 20 procent, hvilket udgjorde borgerens endelige erstatning.
Forsikringsselskabets modargument
Alm. Brand argumenterede skarpt imod at afrunde ad to omgange. Forsikringsselskabet mente, at fradraget for konkurrerende skadesårsager burde være foretaget før den første afrunding. Man burde have halveret den oprindelige, uafrundede procentsats (33,7 divideret med 2 = 16,85 procent) og derefter foretaget én samlet afrunding, hvilket ville give en slutprocent på kun 15 procent.
Højesterets afgørelse om lovlig praksis
Højesteret gav imidlertid Ankestyrelsen medhold i, at den historiske afrundingspraksis var fuldt ud lovlig:
"Højesteret finder, at den langvarige administrative praksis – hvorefter arbejdsskademyndighederne fastsætter erhvervsevnetabet, som herefter afrundes, og dernæst foretager fradrag for konkurrerende skadesårsager og afrunder på ny – holder sig inden for ordlyden af §§ 12, 17 og 17 a og bestemmelsernes forarbejder."
Selvom lovgiverne med lov nr. 1541 af 12. december 2023 reelt har ændret afrundingspraksissen fremadrettet, så der tages højde for problemstillingen, bemærkede Højesteret eksplicit, at forarbejderne til denne lovændring ikke kunne tolkes derhen, at den hidtidige praksis havde været ulovlig. Afgørelsen sætter et tungt punktum i sagen; forsikringsselskaberne kan ikke kræve gamle sager genoptaget alene med henvisning til rækkefølgen af de matematiske operationer.
Byrettens kluntede brev redder millionkrav mod rådgivere fra afvisning
I den mere processuelle ende af erstatningsretten har Højesteret netop afgjort en sag, der understreger de fatale konsekvenser af overskredne retsfrister – men som samtidig viser Højesterets pragmatiske tilgang, når systemet selv bærer en del af skylden.
Sagens forløb og forældelsesfrist
Sagen drejede sig om et større erstatningskrav mod rådgivningsvirksomheden Y I/S (nu Z I/S) og en række partnere for et påstået rådgiveransvar. Vestre Landsret hjemviste den 11. december 2024 sagen til byretten med henblik på at få en forældelsesvurdering afgjort. Hermed begyndte en tikkende 4-ugers frist at løbe. Ifølge Retsplejeloven § 388 har parterne nemlig præcis fire uger til skriftligt at anmode om genoptagelse af sagen. Fristen udløb dermed den 8. januar 2025.
Byrettens vildledende meddelelse
Dog skete der det, at Retten i Holstebro blot to dage efter landsrettens afgørelse uopfordret sendte en meddelelse til parterne om, at retten havde fastsat en frist til den 10. januar 2025 "for parterne til at komme med bemærkninger til sagens videre forløb".
Sagsøgerne fulgte anvisningen og anmodede byretten om en frist til processkrift netop den 10. januar. Sagsøgte begærede prompte sagen afvist med henvisning til, at den absolutte 4-ugers lovfrist var sprunget. Både Retten i Holstebro og Vestre Landsret gav sagsøgte medhold og nægtede genoptagelse, uanset byrettens forudgående brev.
Højesterets pragmatiske indgriben
Højesteret var dog ikke enig i den nådesløse formalisme og bevilgede undtagelsesvist en genoptagelse:
"Højesteret finder imidlertid, at rettens meddelelse af 13. december 2024 var egnet til at skabe en forventning om, at en anmodning om genoptagelse af sagen den 10. januar 2025 ville være rettidig, og at det må lægges til grund, at dette var årsagen til, at A og X ApS først den 10. januar 2025 anmodede retten om at fastsætte en frist..."
Med kendelsen slår Højesteret fast, at fristen i § 388 er absolut og materielt ikke kan forlænges af byrettens administrative sagsbehandling. Alligevel bærer parterne ikke nødvendigvis ansvaret for at miste deres ret, når rettens officielle udmelding må antages at skabe en direkte og berettiget vildfarelse omkring fristberegningen. Som konsekvens er sagen nu hjemvist og vil blive behandlet til bunds ved Retten i Holstebro.
