Højesteret har med en dom af 4. februar 2026 skærpet linjen for advokaters erstatningsansvar, når klientkontoen bruges som led i en forestående kreditorunddragelse. Samtidig viser to afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet (29. januar 2026), hvor svært det kan være at løfte bevisbyrden for kønsdiskrimination i forsikringsvilkår om graviditet og fødsel.

## Overblik: De seneste afgørelser i forsikrings- og erstatningsretten

Højesteret har med en dom af 4. februar 2026 skærpet linjen for advokaters erstatningsansvar, når klientkontoen bruges som led i en forestående kreditorunddragelse. Samtidig viser to afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet (29. januar 2026), hvor svært det kan være at løfte bevisbyrden for kønsdiskrimination i forsikringsvilkår om graviditet og fødsel.

Overblik: De seneste afgørelser i forsikrings- og erstatningsretten

De tre afgørelser ligger helt tæt på hinanden i tid (29. januar 2026 og 4. februar 2026) og kredser om et fælles, praktisk tema: Hvem bærer risikoen, når penge flyttes eller når “standardvilkår” i forsikringer rammer skævt—advokaten, forsikringsgiver/administrator eller den enkelte sikrede?

Et gennemgående træk er den bevismæssige og normative “kant”: Hvor Højesteret udleder et erstatningsretligt ansvar af advokatens viden og funktion som kontrolpunkt for midler, fastholder Ligebehandlingsnævnet en stringent adgangsbillet til bevisbyrdereglerne: Klager skal først påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling, før modparten skal “forklare sig ud af” sagen, jf. bl.a. bevisbyrdereglen i forsikringsligebehandlingslovens § 9, stk. 2. (lovguiden.dk)

Tendenser på tværs: Gatekeeper-ansvar og “formodnings-tærsklen”

1) Klientkontoen som risikozone: Når professionsregler ikke “trumfer” erstatningsretten

Klientkontoregler og professionelle standarder (nationalt og europæisk) understreger typisk, at klientmidler skal holdes adskilt og udbetales til den berettigede hurtigt. Eksempelvis indeholder CCBE’s Code of Conduct en grundsætning om, at klientmidler skal overføres til ejeren “i shortest period of time”. (europe-lawyer.com) Samtidig fremgår det af Advokatsamfundets gennemgang af klientkontovedtægten, at hævning bl.a. kan ske til udbetaling til klient eller som led i sagens behandling. (advokatsamfundet.dk)

Højesterets dom viser imidlertid, at sådanne rammer ikke giver et ansvarsfrit rum: Hvis advokaten ved eller må indse, at dispositionen reelt er et led i kreditorunddragelse, kan erstatningsrettens almindelige normer (culpa/ansvarspådragende adfærd, årsagssammenhæng, adækvans) slå igennem—også selv om overførslen formelt går “til klienten selv”.

2) Forsikringsvilkår om graviditet/fødsel: Saglig afgrænsning eller kønsskæv virkning?

De to nævnsafgørelser illustrerer, at konflikter om graviditet og fødsel i forsikringsprodukter ofte vil blive vurderet gennem (a) lovens sondring mellem direkte og indirekte forskelsbehandling og (b) bevisbyrdereglen: der skal være et dokumenteret “spring” fra oplevet uretfærdighed til retlig formodning. (elov.dk)

Samtidig ligger der et forsikringsretligt “bagkatalog” i nævnets præmisser: Rejse-/udstationeringsdækninger indrettes ofte efter en idé om uforudsete hændelser, og netop derfor ses tidsgrænser (fx uge 36) i praksis begrundet i hjemrejsemulighed og flyselskabers cutoffs; mange kommercielle aktører opererer med begrænsninger omkring 36. graviditetsuge. (cdc.gov)

Højesteret: Advokat dømt erstatningsansvarlig for overførsel fra klientkonto med viden om kreditorunddragelse

Højesterets dom af 4. februar 2026 (BS-18297/2025-HJR) lægger sig skarpt op ad et klassisk professionsansvarstema: tredjemandsbeskyttelse ved “medvirken” til retsstridige dispositioner. Domstolen fastslår, at advokaten allerede inden beløbet blev sat ind på klientkontoen, “vidste, at beløbet kort tid efter retsmødet … ville blive tilbageført … og dermed unddraget kreditorerne”, og at formålet med lånearrangementet bl.a. var at undgå kreditorforfølgning. Det afgørende bliver, at advokaten under de konkrete omstændigheder—med konkursbegæring indgivet, risikoen for konkurs og et beløb parkeret på klientkontoen for at dokumentere betalingsevne—ved at overføre 16.650.200 kr. “på ansvarspådragende måde har medvirket til, at pengene blev unddraget fra at tjene til fyldestgørelse” af kreditorerne. Højesteret afviser samtidig forsvarslinjen om, at klientkontoreglerne gjorde udbetalingen “nødvendig”, og den tager også stilling til årsagssammenhæng/adækvans: Overførslen var “en medvirkende årsag” til tabet, og der forelå ikke egen skyld/risikoaccept hos kreditor (HMRC). Dommen har en tydelig praktisk nerve for rådgivere: Når klientkontoen bruges som “bevis” over for skifteretten, og advokaten ved, at midlerne straks efter skal “i sikkerhed”, bliver advokaten et erstatningsretligt knudepunkt—uanset at næste led formelt er klientens egen konto. Og som detalje med betydning for processtrategi og økonomi fastsætter Højesteret også renter og omkostninger, herunder at sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a (hvilket i praksis kan få stor betydning ved lange forløb over flere instanser). (elov.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Advokats erstatningsansvar over for kreditorer ved overførsel af midler fra klientkonto til klienten med viden om forestående kreditorunddragelse

Ligebehandlingsnævnet: Beløbsloft (200.000 kr.) for fødsel og 36-ugers frist i tjenesterejseordning var ikke ulovlig kønsdiskrimination

I afgørelsen af 29. januar 2026 (W20260918325) står den konkrete forsikringskonstruktion centralt: Udstationeringsforsikringen havde en særskilt ramme for “Birth and pregnancy examinations” med dækning “up to 10% … maximum cover is DKK 200,000”, selv om andre sygdomsudgifter i vidt omfang var ubegrænsede. Klager gjorde gældende, at det i realiteten rammer kvinder og derfor er direkte forskelsbehandling, mens indklagede pegede på, at komplikationer fortsat ville kunne falde ind under moderens (u)begrænsede sygdomsdækning. For statens tjenesterejseforsikring var omdrejningspunktet vilkåret om, at behandlingsbehov skal opstå “senest i 36. graviditetsuge”. Nævnet går to skridt, som er principielt vigtige for forsikrings- og erstatningsrettens grænseflader: (1) Ordningerne anses som “erhvervstilknyttede sikringsordninger” omfattet af forsikringsligebehandlingsloven (ikke kun “private” forsikringer), og (2) bevisbyrden skubbes ikke over på indklagede, fordi klager “ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode” kønsdiskrimination—hverken for beløbsloftet eller 36-ugers grænsen. Retligt set betyder det, at diskussionen om saglighed og nødvendighed (indirekte forskelsbehandling) aldrig for alvor “tændes”, når formodnings-tærsklen ikke passeres, jf. § 3 a (direkte/indirekte) og § 9, stk. 2 (delt bevisbyrde). (elov.dk)
Læs mere her: Lovguiden – Ligebehandlingsnævnets afgørelse om beløbsbegrænsning og tidsfrister for fødselsdækning i udstationerings- og rejseforsikringer

Ligebehandlingsnævnet: Udstationering, handicapbegreb, løntillæg og repressalier—ingen overtrædelse (og delvis afvisning)

Den anden nævnsafgørelse af 29. januar 2026 (W20260918225) er mere “systemisk”: Den kobler forsikringsvilkår, ansættelsesretlige pligter og diskriminationsret sammen i én konflikt. For handicapspørgsmålet fastholder nævnet den EU-prægede definition: Handicap kræver langvarige funktionsbegrænsninger, der i samspil med barrierer hindrer fuld og effektiv deltagelse i arbejdslivet, og nævnet finder—med udgangspunkt i de lægelige oplysninger—at klager ikke opfylder dette. (w0.dk) For køn/forsikring gentages logikken fra den anden sag: Beløbsbegrænsningen på fødselsudgifter udløser ikke i sig selv en formodning om kønsdiskrimination. Og et vigtigt procesretligt/organisatorisk punkt: Nævnet afviser at behandle delen om statens tjenesterejseforsikring i denne sag, fordi universitetet ikke anses som rette indklagede for ordningens indhold—hvilket viser, at “pligtsubjekt”-spørgsmålet kan blive helt afgørende i forsikringsklager (hvem kan man overhovedet rette krav mod?). I relation til løntillæg (ligeløn) og repressalier når nævnet igen frem til, at klager ikke får etableret den nødvendige formodning (“faktiske omstændigheder”), og det er bemærkelsesværdigt, at nævnet udtrykkeligt lægger vægt på forløbets konkrete efterspil: Klager forblev ansat indtil egen opsigelse. Som bagtæppe ligger EU-rettens princip om, at administratorer af erhvervstilknyttede ordninger kan være bundet af ligebehandlingskrav; EU-Domstolen har fx fastslået, at administratorer/”trustees” skal gøre, hvad der ligger inden for deres beføjelser for at sikre ligebehandling—en linje der i praksis gør identifikation af “den ansvarlige aktør” mere end en formalitet. (eur-lex.europa.eu)
Læs mere her: Lovguiden – Forskelsbehandling ved udstationering: Afgørelse om handicapstatus, forsikringsvilkår ved graviditet og påståede repressalier

Praktiske konsekvenser: Hvad bør advokater, virksomheder og forsikringsaktører tage med?

For advokater og rådgivere: “Instruks” er ikke et ansvarsskjold

Højesterets dom rammer et velkendt, men ofte undervurderet spændingsfelt: Advokaten er forpligtet af klientens interesser og klientkontoregler, men kan samtidig blive ansvarlig over for tredjemand, når advokaten reelt bliver den, der muliggør unddragelsen. I praksis skubber det compliance- og dokumentationskrav op i frontlinjen: Hvis formålet med en indsætning/udbetaling er at “vise likviditet” i en konkurskontekst, og der samtidig er konkrete holdepunkter for umiddelbar videreførsel til kreditorly, er det ikke nok at sige “jeg fulgte instruks”.

Det giver også nyt lys på, hvad konkurslovens instrumenter (fx rådighedsfratagelse efter § 26) ikke fritager private aktører for: Selv om kreditor kunne have søgt rådighedsfratagelse, kan den professionelle mellemmand stadig ifalde ansvar, hvis han medvirker til unddragelsen. (w0.dk)

For arbejdsgivere/HR og udstationeringsenheder: Placér ansvar og dokumentér vilkår—før afrejse

De to nævnsafgørelser viser, at udstationeringspakker kan udvikle sig til et juridisk minefelt, når forsikringsdækning, skatteret og personalegoder blandes. Ét praktisk læringspunkt er, at det ikke er nok at have “en ordning”; man skal kunne forklare (og dokumentere) dens karakter: Er den erhvervstilknyttet? Hvem er administrator? Hvem er pligtsubjekt? Og hvordan håndteres graviditet/fødsel i lande, hvor standardbeløb ikke matcher prisniveau?

Samtidig illustrerer 36-ugers problematikken en helt konkret planlægningskonflikt: Hvis udgangspunktet er hjemrejse før fødsel, men flyselskaber og sundhedsfaglige anbefalinger typisk strammer omkring 36 uger, skal arbejdsgiverens “policy” og forsikringsdækning hænge sammen med faktisk mulighed for at rejse. (cdc.gov)

For forsikringsselskaber og administratorer: Bevisbyrdereglen bliver det reelle omdrejningspunkt

Begge nævnssager ender i realiteten på tærskelspørgsmålet: Er der påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling? Det gør produktudvikling og klagehåndtering til et spørgsmål om forklaringskraft: Kan man tydeligt vise, hvordan graviditet/fødsel er indpasset i dækningssystematikken (pakker, “usual and customary”, komplikationsspor, netværkshospitaler), og hvorfor afgrænsningen ikke fungerer som en skjult ringerebehandling?

Det sidste, praktiske punkt i denne “pakke” af afgørelser er derfor overraskende jordnært: Den part, der på forhånd kan dokumentere formål, struktur og alternative dækningsveje, står stærkest—uanset om tvisten juridisk ender som professionsansvar i millioner eller som en bevisbyrde-diskussion om 200.000 kr. og uge 36.