Højesteret underkender stramt beviskrav ved samvirkende patientskader

Overblik over seneste afgørelser

For at give et struktureret overblik over de komplekse problemstillinger i erstatningsrettens maskinrum, sammenfattes afgørelserne i nedenstående oversigt:

Manglende blodsukkermåling og syreforgiftning

Kernen i sagen var, at hospitalet undlod at måle patientens blodsukker i en kritisk periode på syv timer natten efter operationen. Som konsekvens udviklede manden ketoacidose (syreforgiftning), som efterfølgende førte til en svær kognitiv funktionsnedsættelse svarende til demens.

Ankenævnet for Patienterstatningen havde oprindeligt afvist kravet med den begrundelse, at demenstilstanden ikke med "overvejende sandsynlighed" kunne tilskrives den forsinkede behandling alene. Retslægerådet havde i sagen konkluderet, at demensen var et resultat af samvirkende årsager – herunder både patientens eventuelle forudbestående kognitive funktionsnedsættelse og selve ketoacidosen, hvis isolerede skadesbidrag ikke lod sig kvantificere.

Lempelse af krav til årsagssammenhæng

Højesteret fandt dog, at Ankenævnet havde anlagt et for strengt beviskrav i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1. Retten udtalte konsekvent:

"Højesteret bemærker herved, at der ved samvirkende skadesårsager ikke kan stilles krav om, at fejlbehandlingen har været hovedårsagen til den indtrådte skade."

Dermed slår Højesteret fast, at det er tilstrækkeligt (efter princippet om conditio sine qua non), at lægefejlen udgør en nødvendig betingelse for, at den samlede skade opstår, også selvom den ikke udgør hovedårsagen. Dette er en betydelig lempelse og et vigtigt pejlemærke for praktiserende advokater, idet det afskærer myndigheder og forsikringsselskaber fra at afvise erstatningskrav alene med henvisning til, at fejlen udgjorde et minoritetsbidrag i et sammensat skadesbillede.

Ulovlige krav om udbygningsaftaler

Sagsøgeren hævdede, at Aalborg Kommune havde trukket lokalplanprocessen i langdrag for at presse Spritten A/S til at indgå to såkaldte udbygningsaftaler, der skulle dække kommunens omkostninger til klimasikring og en havneplads. Ifølge Planloven § 21b er det et ufravigeligt krav, at initiativet til en udbygningsaftale kommer fra grundejeren. Retten i Aalborg gav da også Spritten A/S fuldstændig medhold i selve retsbruddet:

"Retten finder herefter, at det ikke havde været i overensstemmelse med planlovens § 21b, såfremt der under de anførte omstændigheder var indgået en udbygningsaftale I og II mellem Spritten A/S og Aalborg Kommune."

Manglende årsagssammenhæng førte til frifindelse

Alligevel endte Aalborg Kommune med at blive frifundet for det nedlagte erstatningskrav på næsten 5,7 millioner kroner. Retten anførte nemlig, at selvom myndigheden havde handlet ulovligt (culpa), manglede der årsagssammenhæng (kausalitet) til det lidte tab. Forsinkelsen af byggeriet var mindst lige så meget forårsaget af svære jordbundsforhold, ændrede byggetegninger og en kompleks omlægning af en stor hovedkloakledning ejet af forsyningen.

Dommen er et klassisk erstatningsretligt lærestykke: Uden dokumenteret årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling og selve forsinkelsen af byggeriet bortfalder erstatningskravet, ligegyldigt hvor ulovlig forvaltningens sagsbehandling måtte have været.

Forenkling af kompensation og beviskrav

Sagerne blev ekstraordinært genoptaget af Overtaksationskommissionen med ét specifikt formål: At fastsætte "kompensation for passiv bevarelse og nødtørftigt vedligehold". Tidligere var dette en særdeles tung post for minkavlerne, der møjsommeligt skulle fremfinde fakturaer på rottebekæmpelse, forsikringer, varme og strøm i de nedlukkede anlæg. Nu aktiverer nævnet konsekvent den netop indførte § 31-model fra nedlukningsbekendtgørelsen, som eliminerer dokumentationskravet:

"Kompensationen fastsættes som 0,31 % af erstatningen for anlægsaktiverne. Kompensationen opgøres pr. måned fra den 4. november 2020 og frem til udgangen af den seneste måned forud for datoen for afgørelse om den samlede erstatning."

Standardisering sikrer hurtigere udbetalinger

I de to behandlede sager (med erstatningssummer på henholdsvis ca. 9,7 og 8,3 mio. kroner) betød overgangen til 0,31 %-modellen en fast, løbende månedlig godtgørelse frem til afgørelsestidspunktet, hvilket frigør enorme mængder sagsbehandlingstid for både advokater, revisorer og nævnsmedlemmer. Den standardiserede procentsats giver sikkerhed for avlerne og fremskynder tempoet i udbetalingerne af det erstatningsretlige opgør efter corona-nedlukningen.

Samlet konklusion på ny retspraksis

Samlet set tegner afgørelserne et billede af et retssystem, der på den ene side nidkært opretholder klassiske krav til kausalitet i civile erstatningssager, og på den anden side anlægger mere pragmatiske helhedsbetragtninger, når det gælder samvirkende årsager hos sårbare patienter og stordriftsfordele ved ekspropriationslignende erstatninger.