Tre afgørelser fra 20.-24. februar 2026 viser, hvordan **erstatningsretten i praksis flytter sig** mellem domstole og nævn – fra tortniveauer ved seksuelle overgreb til GDPR-krav i elevforhold og store fraflytningskrav, hvor proces og dokumentation bliver afgørende.

## Afgørelserne i korte træk

Tre afgørelser fra 20.-24. februar 2026 viser, hvordan erstatningsretten i praksis flytter sig mellem domstole og nævn – fra tortniveauer ved seksuelle overgreb til GDPR-krav i elevforhold og store fraflytningskrav, hvor proces og dokumentation bliver afgørende.

Afgørelserne i korte træk

Det er tre meget forskellige sagstyper, men de peger i samme retning: Erstatning og godtgørelse bliver i stigende grad et spørgsmål om adgang til forum, bevis og skøn – ikke kun om “skyld”.

Et fælles tema uden fælles lovbog

Set på tværs bliver billedet tydeligt: (1) Højesteret skærper og systematiserer godtgørelsesniveauer efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2, (2) Tvistighedsnævnet diskuterer, om “erstatning” også kan være GDPR-erstatning i en elevkonflikt efter Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 1, og (3) Huslejenævnet træffer en i realiteten erstatningslignende afgørelse om misligholdelse ved fraflytning med procesretlig effekt af tavshed efter Lov om boligforhold § 86, stk. 2. I alle tre spor handler det om immaterielle og økonomiske “følgekrav”, hvor retssystemet i praksis fordeler risikoen for usikkerhed.

Højesteret hæver bundlinjen for tort til børn udsat for overgreb

Højesteret tager i dommen et fast greb om udmålingen af tortgodtgørelse efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1 og især Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2 i sager om grove seksuelle krænkelser mod børn i tillids- og afhængighedsforhold. Dommens kerne er, at minimumsgrænsen på 150.000 kr. (forudsat i forarbejderne, “2017-niveau”) ikke må udhules af snævre kategorier, og at den også kan udløses ved andet seksuelt forhold end samleje ved tilstrækkelig grovhed og hyppighed; Højesteret formulerer det kort ved at fastslå, at “den nedre grænse på 150.000 kr. for tortgodtgørelsen finder anvendelse” for A, og den konkrete konsekvens bliver, at 150.000 kr. opreguleres til 175.000 kr. med henvisning til reguleringsmekanikken i Erstatningsansvarsloven § 15 og tidspunktet for, hvornår kravet kunne kræves betalt. For B – hvor overgrebene omfattede gentagne samlejer mv. og en længere periode – lander Højesteret på 350.000 kr., dvs. 300.000 kr. i 2017-niveau opreguleret, og dommen cementerer samtidig, at det er karakteren, hyppigheden, perioden og relationen (biologisk far) der driver skønnet, ikke en formalistisk “tjekliste” over overgrebstyper. Det praktiske eftertryk er mærkbart: Dommen lukker et hul, som landsrettens meget lave niveauer (50.000 kr. og 200.000 kr.) illustrerede, og den giver advokater et stærkere ankerpunkt for at argumentere både minimum og opregulering i fremtidige sager, hvor overtrædelsen tidsmæssigt overlapper perioden efter 1. april 2018, og hvor overgrebene i substans går ud over blufærdighedskrænkelser.

Læs mere her: Lovguiden – Fastsættelse af tortgodtgørelse til børn udsat for grove seksuelle overgreb af deres far

Tvistighedsnævnet siger ja til at behandle GDPR-erstatning i elevforhold

Tvistighedsnævnets delafgørelse er på papiret “kun” et kompetencespørgsmål, men i praksis er det en portvagtsafgørelse for en ny type godtgørelseskrav i ansættelseslignende konflikter: Kan en elev få prøvet et krav om erstatning for immateriel skade efter GDPR i et forum, der traditionelt håndterer ophævelse, erstatning og godtgørelse i uddannelsesaftaler? Flertallet svarer ja med en tydelig funktionsbetragtning: Kravet er rejst på baggrund af videoovervågning og deling af en video af eleven “mens denne har arbejdet i oplæringsvirksomheden”, og der er “tale om en ansættelsesretlig problemstilling”, som nævnet har forudsætninger for at behandle; samtidig afviser flertallet, at henvisningen i GDPR artikel 82 til domstolsbehandling i sig selv blokerer for administrativ førsteinstans, når der er adgang til domstolsprøvelse efter Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 4. Mindretallet advarer om en “utilsigtet” kompetenceudvidelse, men det er flertallets linje, der sætter den praktiske standard: Flere GDPR-prægede elev- og ansættelsessager kan nu forventes processuelt kanaliseret ind i Tvistighedsnævnet, hvilket sænker friktionen ved at rejse immaterielle krav. Og netop på GDPR-området er der samtidig bevægelse i dansk erstatningspraksis, hvor Datatilsynet peger på, at en landsretsdom fra 20. august 2025 tilkendte 2.500 kr. for immateriel skade og er anket til Højesteret, med potentiale for at ændre grænsen for artikel 82-erstatning (se Datatilsynets nyhed); lægges dertil Datatilsynets nyere praksis om tv-overvågning som kontrolforanstaltning, hvor rammerne bl.a. knyttes til artikel 5 og hjemmelsovervejelser efter artikel 6 (se fx Datatilsynets afgørelse om tv-overvågning af medarbejdere hos DSB Service & Retail A/S), får Tvistighedsnævnets kompetenceløft en helt konkret betydning for, hvordan man fremover tilrettelægger bevis, påstande og opgørelse af immateriel skade i “arbejdspladsnære” kamera- og delingssager.

Læs mere her: Lovguiden – Tvistighedsnævnets kompetence til at behandle krav om erstatning efter databeskyttelsesforordningen i elevforhold

Huslejenævnet godkender 214.685 kr og viser hvor hårdt tavshed kan ramme

Huslejenævnets kendelse fra Frederiksberg er ikke “klassisk” forsikringsret, men den ligger i den erstatningsretlige maskinrumskategori, hvor misligholdelse omsættes til kroner og øre ved en bevis- og formalitetsvurdering: Udlejer får godkendt et samlet istandsættelseskrav på 214.685 kr. efter fraflytning af en 105 m² lejlighed, og flertallet lægger vægt på, at kravene er formelt gyldige efter bl.a. Lejeloven § 90, stk. 1 og fristerne/rapporteringen i Lejeloven § 187, stk. 1. Det processuelt afgørende er imidlertid nævnets udtrykkelige brug af tavshedsreglen, hvor lejeren var hørt, men ikke svarede, og nævnet derfor “lægger udlejers fremstilling af sagen til grund”, jf. Lov om boligforhold § 86, stk. 2 – en formulering der i praksis kan flytte hele bevisrisikoen i sager, hvor billeder, synsnotater og opgørelser ellers kunne være blevet mødt med konkrete indsigelser. Kendelsen er samtidig interessant, fordi den er afsagt med dissens: Mindretallet accepterer misligholdelse, men problematiserer opgørelsens dokumentation (tilbud frem for faktura) og rammer et klassisk erstatningsretligt princip, når det fremhæves, at lejer ikke skal betale “nyt for gammelt” og at der bør korrigeres for levetid og sparet vedligeholdelse – præcis den diskussion, som også dukker op i lejerorganisationers praksisformidling, hvor pointen netop er, at en udlejer ikke må få “gratis leveår” på inventar via lejers fraflytningsbetaling (se fx LLO’s gennemgang af nyt for gammelt-tankegangen). Praktisk betyder kendelsen, at professionelle udlejere får en påmindelse om, at formalia kan bære et stort beløb, mens lejere (og deres rådgivere) får en lige så hård læresætning om, at passivitet i nævnsprocessen kan blive den dyreste “indsigelse”, man aldrig fik skrevet.

Læs mere her: Lovguiden – Huslejenævnet godkender istandsættelseskrav på 214.685 kr. efter omfattende misligholdelse af 105 m² lejlighed

Praktiske konsekvenser for rådgivere og parter

Når “immaterielt” bliver konkret

Der er en tydelig linje fra Højesterets tortdom til Tvistighedsnævnets GDPR-kompetence: immaterielle krænkelser behandles ikke længere som perifere. Det stiller nye krav til, hvordan man beviser skadevirkning, intensitet og varighed – også når det ikke handler om et traditionelt tab.

Proces er ikke pynt

Især huslejesagen viser, at formkrav og reaktionspligt kan være realøkonomiske:

• Udlejere bør fortsat tænke i syn, rapport, billeddokumentation og frister som “forsikringsbetingelser” for deres eget krav.
• Lejere bør behandle nævnets høringer som en fristkritisk proceshandling, ikke som en dialoginvitation.

Tjekliste til virksomheder med overvågning og deling

Tvistighedsnævnets elevsag lægger et ekstra risikolag på arbejdsgivere, der bruger video – ikke kun at have kameraer, men hvordan materialet bruges:

1. Afgræns formål og adgang til optagelser
2. Dokumentér hjemmel og interesseafvejning
3. Undgå sekundær brug som “kultur” eller intern udskamning
4. Hav en klar praksis for deling og sletning
5. Forbered dig på, at et krav kan lande i et nævn, før det lander i retten

Det er i sidste ende den type helt konkrete compliance-detaljer, der afgør, om næste sag ender som en dyr erstatningspost – eller som en kontrolleret hændelse, der kan forklares, afgrænses og afsluttes.