Tre afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan domstole og nævn i stigende grad skærer ind til *ansvarsplacering*, *udmålingsniveauer* og *procesdisciplin* i sager, der i praksis ofte ender som forsikrings- og erstatningsopgør.

## Tre nye afgørelser der flytter praksis i forsikrings- og erstatningsretten

Tre afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan domstole og nævn i stigende grad skærer ind til ansvarsplacering, udmålingsniveauer og procesdisciplin i sager, der i praksis ofte ender som forsikrings- og erstatningsopgør.

Tre nye afgørelser der flytter praksis i forsikrings- og erstatningsretten

De seneste “nye” afgørelser i materialet ligger helt tæt på hinanden i tid den 19. og 20. februar 2026 og spænder fra klassiske tings- og følgeskader i lejeforhold til tortgodtgørelse ved grove overgreb og en principiel proceskendelse om sagkyndig bevisførelse. Fællesnævneren er, at de alle rammer direkte ned i det, der i praksis afgør, hvem der ender med regningen, og hvordan regningen overhovedet kan dokumenteres.

I en tid hvor flere skadetyper håndteres gennem forsikring og regressystemer, får tre linjer særligt betydning:

• Kontraktens vedligeholdelsesrisiko kan ikke “faktureres væk”, når skaden ligger i udlejers udvendige vedligeholdelsespligt.
• Tortgodtgørelse løftes og værdireguleres mere konsekvent, når lovgiver har indlagt en minimumstanke og domstolene forankrer den i konkret grovhed, hyppighed og tillidsrelation.
• Procesreglerne om ensidigt indhentede ekspertudsagn håndhæves stramt, også når en part samtidig agerer myndighed og har et sagligt driftsbehov for målinger og rapporter.

Til baggrund kan bl.a. henvises til Advokatsamfundets gennemgang af ordningen med sagkyndige erklæringer som alternativ eller supplement til syn og skøn, herunder samspillet mellem reglerne om enighed og rettens tilladelse (Advokatsamfundet om syn og skøn og sagkyndig bevisførelse).

Når tabet opstår i hjemmet vedligeholdelse følgeskader og den praktiske forsikringsvinkel

Huslejenævnet i Næstved tager i afgørelsen om vandskade på rør et klassisk spørgsmål, som ofte bliver til et trekantsopgør mellem lejer, udlejer og deres respektive forsikringer: Kan udlejer opkræve både selve udbedringen og “følgeudgifterne” hos lejer, når skaden udspringer af bygningsdele, der hører til udvendig vedligeholdelse? Nævnet slår det kort og kontant fast ved at binde sig til vedligeholdelsesfordelingen i lejekontrakten og rammesætningen i boligreglerne: “Udgifter forbundet med skader på ejendommen … påhviler det derfor udlejer at afholde”, og lejerne “hæfter dermed ikke” for udgifterne ved brud på vandrør eller relaterede følgeudgifter. Afgørelsen gør samtidig håndhævelsessporet konkret ved at pålægge udlejer at give skriftlig meddelelse efter Lejeloven § 194, stk. 1, hvilket i praksis kan være afgørende for, at lejere faktisk bliver klar over deres retsstilling og kan agere i forhold til fx egen indboforsikring og eventuelle selvrisici. For forsikrings- og erstatningsretten ligger det interessante ikke i, at “udlejer taber”, men i nævnets tydelige markering af, at følgeskader ikke skifter karakter, blot fordi de er dyre eller administrativt besværlige at placere, når årsagen ligger i udlejers vedligeholdelsessfære. Som praktisk ramme for nævnsbehandling kan borger.dk’s oversigt over huslejenævn også læses som kontekst for, hvorfor sådanne opgør ofte bliver standardiserede og dokumenttunge (Borger.dk om huslejenævn).
Læs mere her: Lovguiden – Udlejer bærer ansvaret for vandskade på rør som led i den udvendige vedligeholdelse

Tortgodtgørelse efter 2018 reformen minimumsgrænser og værdiregulering i praksis

Et lille overblik over værktøjskassen

Folketingets materiale om erstatningsansvarslovens regulerings- og forfaldssystem beskriver samspillet mellem regulering og tidspunktet, hvor godtgørelse kan kræves betalt, som en grundmekanik i loven (FT om § 15 og § 16 samspil).

Højesterets dom om tortgodtgørelse til to børn udsat for grove seksuelle overgreb af deres far er en af de afgørelser, der konkretiserer 2018-lovændringens “minimumstanke” og kobler den sammen med værdiregulering. Retten tager udgangspunkt i, at tort efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1 og den skærpende ramme i Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2 skal afspejle grovhed og omstændigheder, men afgørelsens juridiske tyngde ligger i to præciseringer: For det første at minimumsgrænsens anvendelsesområde ikke snævert er låst til samleje, men kan udløses af “karakteren og hyppigheden” af andet seksuelt forhold end samleje efter 1. april 2018, når relationen er præget af tillid og afhængighed. For det andet at beløbene fra forarbejderne er “2017-niveau”, og at der derfor skal ske regulering efter principperne i Erstatningsansvarsloven § 15, frem til det tidspunkt hvor kravet kan gøres gældende, hvilket Højesteret i sagen operationaliserer ved at løfte 150.000 kr. til 175.000 kr. og 300.000 kr. til 350.000 kr. Retten formulerer selv reguleringspointen sådan: “de beløb og beløbsgrænser … er udtryk for 2017-niveau” og “bør reguleres”. Resultatet er samtidig et korrektiv til landsrettens markant lavere udmåling, og dommen kommer dermed til at fungere som et “anker” i praksis for sager, hvor minimumsniveau diskuteres, og hvor parter tidligere har skændtes om, hvorvidt “andet seksuelt forhold” er “groft nok”. For forståelsen af, hvornår renter typisk løber efter erstatningsansvarslovens system, kan domstol.dk’s omtale af Højesterets praksis om forrentning efter § 16 i beslægtede erstatningskrav give nyttig baggrund (Domstol.dk om forrentning efter erstatningsansvarsloven § 16).
Læs mere her: Lovguiden – Fastsættelse af tortgodtgørelse til børn udsat for grove seksuelle overgreb af deres far

Beviser og eksperter i miljø og regresopgør en stram proceslinje

Højesterets kendelse om jordforurening og fremlæggelse af to tekniske rapporter rammer et område, hvor erstatnings- og forsikringssager ofte vindes eller tabes på dokumentationsformen snarere end substansen. Regionen ønskede at føre bilag 17 og 18, der var udarbejdet af en ekstern ingeniørvirksomhed efter sagsanlæg, og argumenterede for at rapporterne udsprang af lovpligtig myndighedsudøvelse og derfor burde kunne bruges. Højesteret afviser og gør to præmisser særligt skarpe: Rapporterne er “ensidigt indhentet” i Retsplejeloven § 341 a, stk. 1’s forstand, og de kan “ikke anses for eller sidestilles med et partsindlæg”. Det afgørende er, at modparten ikke har haft indflydelse på valg af sagkyndig eller tema, og at reglerne i både Retsplejeloven § 209 a, stk. 1 og § 341 a skal iagttages, når sådanne dokumenter ønskes brugt som bevis. Kendelsen indeholder den klare sætning, der kommer til at blive citeret i mange kommende procesnotater: “Det er … uden betydning”, at rapporterne er indhentet som led i myndighedsforpligtelser og i “anden sammenhæng”. Konsekvensen er ikke kun, at bilagene udgår, men at parter i teknisk tunge sager reelt presses tilbage mod syn og skøn eller en aftalt § 209 a-model, hvis de vil have tung sagkundskab ind i sagen uden at risikere afskæring. Det får i praksis også økonomisk betydning, fordi procesfejl udløser omkostninger og renter efter bl.a. Renteloven § 8 a, og fordi bevisafskæring kan ændre hele forligsdynamikken i sager med potentielt meget store oprensnings- eller regreskrav. Til den mere generelle udvikling i reglerne om sagkyndig bevisførelse og hvorfor lovgiver netop har ønsket at begrænse ensidige ekspertudsagn efter sagens anlæg, kan Advokatsamfundets gennemgang af reformen og dens hensyn læses som kontekst (Advokatsamfundet om reglerne fra 2016-reformen).
Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer i sag om jordforurening

Praktiske konsekvenser for parter og rådgivere

På tværs af de tre afgørelser tegner der sig et billede af en mere “hård” retsanvendelse på tre niveauer: (1) risikofordeling i den underliggende relation, (2) udmålings- og reguleringsmekanik i godtgørelse, og (3) procesform for den tekniske dokumentation, der ofte bærer erstatningssagen.

Det kan omsættes til en konkret arbejdsliste i de typiske forsikrings- og erstatningsforløb:

1. Ved bygnings- og vandskader i lejemål

   • Få vedligeholdelsespligten “oversat” til skadetyper og følgeskader, før der opkræves hos lejer.
   • Dokumentér adskillelsen mellem indvendig og udvendig vedligeholdelse og vær varsom med at sende samlede skadepakker videre.

2. Ved tortkrav efter seksualforbrydelser

   • Afklar tidligt, hvilke dele af krænkelsen der ligger efter 1. april 2018, og om hyppighed, varighed og tillidsforhold kan udløse minimumstænkning.
   • Regn altid på både regulering og renter, så “niveau-diskussionen” ikke føres på et forældet beløbsgrundlag.

3. Ved teknisk tunge sager om forurening, årsagssammenhæng og regress

   • Antag ikke, at rapporter indhentet efter sagsanlæg kan “glide ind” som faktum, selv om de er produceret i en anden organisatorisk rolle.
   • Læg en bevisstrategi fra start med enten syn og skøn eller en aftalt ekspertmodel, så kernebeviser ikke bliver afskåret på modpartens protest.