Ledelse i praksis afgøres ofte i detaljen. Fem friske afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan deadlines, dokumentation og “minimumskrav” kan vælte – eller redde – en hel sag.

Ledelse i praksis afgøres ofte i detaljen. Fem friske afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan deadlines, dokumentation og “minimumskrav” kan vælte – eller redde – en hel sag. --- ## Når styring b

Ledelse i praksis afgøres ofte i detaljen. Fem friske afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan deadlines, dokumentation og “minimumskrav” kan vælte – eller redde – en hel sag.

Når styring bliver jura

De nyeste afgørelser i kategorien Management kredser om et fælles tema: administration som risikofaktor. Det gælder både i den klassiske ejendomsdrift (forbrugsregnskaber, depositum og a conto-varslinger), i den mere transaktionsprægede ledelse (misligholdt ejendomshandel) og i myndighedsstyret drift (dyrevelfærdsgodkendelser).

Særligt på lejeforholdsområdet skærper nævnene billedet af, at “god forvaltning” i juridisk forstand ofte betyder formalia uden slinger: Regnskaber skal være rettidige og indeholde korrekt vejledning, indsigelser udløser faste procesfrister, og tavshed kan få processuel betydning. Det hele hviler på et regelsæt, hvor fx kravene til indhold i forbrugsregnskaber følger Lejeloven § 73, fristerne følger Lejeloven § 75, og “klage-kæden” er bundet op på indsigelsesreglen i Lejeloven § 77. Kommunal vejledning opsummerer den samme stramme logik, herunder at fristerne “generelt [er] meget strenge og må ikke overskrides” (se fx Københavns Kommune: Vand-, varme- og elregnskaber).

Forbrugsregnskaber og a conto som ledelsesværktøj

I tre afgørelser fra huslejenævnene bliver forbrugsregnskabet behandlet som en blanding af økonomistyring og processtyring. Det afgørende er ikke kun, om udgiften “føles rimelig”, men om udlejer kan dokumentere og håndtere forløbet efter bogen: rettidig fremsendelse, korrekt indsigelsesvejledning, og rettidig indbringelse for nævnet, hvis udlejer vil fastholde et efterbetalingskrav.

Det er samtidig her, at management-dilemmaet opstår: Når energipriser, leverandører og målersystemer ændrer sig, presses udlejer mod standardisering og automatisering (målerfirmaernes praksis, estimater, standardreduktioner), mens lejersiden typisk efterspørger konkret, lejemålsnær forklaring. Resultatet bliver, at sagerne ofte afgøres på, om udlejer kan holde den formelle linje – og om lejer kan løfte bevismæssig eller i det mindste processuel vægt i indsigelsen.

Målerskift, estimater og grænsen for nævnets kompetence

I kendelsen fra Frederiksberg den 11. februar 2026 godkender Huslejenævnet både varmeregnskabet og en markant forhøjelse af a conto, og afgørelsen illustrerer to styringspointer. For det første accepteres et ledelsesvalg om leverandørskifte (Brunata til ISTA) og en efterfølgende estimering i overgangsperioden, når nævnet “ikke kan konstatere fejl eller mangler” – og når forskelle i enheder ikke behandles som et sammenligneligt styringsnøgletal fra år til år. Nævnet formulerer det i praksis ved at afvise forventningen om identiske enhedstal på tværs af systemer. For det andet afgrænser nævnet tydeligt, hvor management stopper og myndighedskompetence begynder, idet uenigheden om reduktion for “termisk udsat beliggenhed” henvises til kommunalbestyrelsen efter Målerbekendtgørelsen § 14, stk. 1, mens a conto-forhøjelsen godkendes efter Lejeloven § 71, stk. 3.
Læs mere her: Lovguiden – Godkendelse af varmeregnskab efter skift af målerfirma og forhøjelse af a conto varmebidrag

Procesfejl som økonomisk tabsgenerator

I kendelsen fra Frederiksberg den 10. februar 2026 bliver management-disciplinen mere brutal: Udlejer mister hele efterbetalingskravet, ikke fordi målerdata nødvendigvis var forkerte, men fordi udlejer ikke indbragte sagen rettidigt efter lejers indsigelse. Nævnet lægger direkte til grund, at udlejer “har mistet retten til at kræve tillægsbetaling, jf. lejelovens § 77, 4. pkt.” – en formulering, der gør friststyringen til en ren cut-off mekanisme. Selv om sagen rummede konkrete driftsproblemer (gulvvarme, defekt shunt-føler, høj fremløbstemperatur), ender den afgørende ledelsesfejl med at være passivitet i proceskæden. Hertil kommer den sekundære governance-effekt: gebyr efter Lov om boligforhold § 82, stk. 2 og pligt til orientering af øvrige lejere efter Lejeloven § 194, stk. 1, hvilket i praksis kan eskalere en enkelt sag til et bredere compliance-problem i porteføljen.
Læs mere her: Lovguiden – Udlejer mister krav på tillægsbetaling for varme pga. manglende indbringelse af sag for Huslejenævnet

Depositum og ugyldige regnskaber, når formkrav overses

Silkeborg-kendelsen af 9. februar 2026 er et studie i, hvordan formalia virker som sanktion – og ikke blot som ordensregler. Da udlejer ikke responderer, anvender nævnet passivitetsreglen og lægger lejernes fremstilling til grund efter Lov om boligforhold § 86, stk. 2. Det koster direkte på depositum-siden, fordi udlejer ikke dokumenterer rettidig fremsættelse af istandsættelseskrav og derfor rammes af 2-ugersfristen i Lejeloven § 187, stk. 2. Endnu mere management-relevant er forbrugsdelen: Nævnet kender gas- og vandregnskaber ugyldige, fordi de mangler indsigelsesvejledning, jf. Lejeloven § 73, stk. 1, og understreger regelhierarkiet ved at bemærke, at “bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for lejerne” med henvisning til Lejeloven § 83, stk. 2. Konsekvensen er bortfald af efterkrav via Lejeloven § 79, stk. 1 – samt tillægsgebyr efter Lov om boligforhold § 82, stk. 2.
Læs mere her: Lovguiden – Lejere får fuldt medhold i sag om depositum og ugyldige forbrugsregnskaber grundet manglende indsigelsesvejledning

Højesteret og transaktionsledelse, når handlen falder

Hvor huslejenævnssagerne handler om drift, handler Højesterets dom af 9. februar 2026 om ledelse i den anden ende af ejendomsøkosystemet: kontraktstyring og tabsopgørelse ved misligholdelse. Sagen har været så principiel, at Procesbevillingsnævnet tidligere fremhævede temaet om “abstrakt prisdifference” ved ophævelse af ejendomshandel (se Domstol.dk: Erstatning efter abstrakt prisdifference ved ophævelse af ejendomshandel).

Højesteret slår fast, at sælgere kan kræve positiv opfyldelsesinteresse uden at foretage dækningssalg, og dommen gør dermed tabsopgørelsen til et spørgsmål om bevis for markedspris snarere end et krav om bestemt adfærd efter ophævelsen. Retten formulerer nøglen meget klart: “Efter almindelige obligationsretlige principper er det ikke en betingelse … at der foretages dækningssalg”, og tilføjer, at det samme gælder fast ejendom. I den konkrete bevisvurdering accepterer Højesteret skønmandens markedspris (4.750.000 kr.) som grundlag for en difference på 250.000 kr., og bemærker samtidig, at det senere faktiske salg i januar 2026 til 4.100.000 kr. understøtter, at markedsværdien ikke lå højere. Management-læren her er, at sælger kan vælge en “kravsstrategi” frem for en “salgsstrategi”, men kun hvis organisationen kan løfte dokumentationspakken; renter og omkostningsregler (herunder Renteloven § 8 a og Retsplejeloven § 332) bliver i praksis en del af risikoregnskabet.
Læs mere her: Lovguiden – Erstatning ved misligholdt ejendomshandel uden dækningssalg Beregning af positiv opfyldelsesinteresse

Dyrevelfærd som compliance, ikke som helhedsvurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. februar 2026 viser en beslægtet ledelseslogik i en helt anden branche: tilladelsesstyring. Erhvervsmæssig beskæftigelse med katte kræver tilladelse, og myndigheden beskriver selv ansøgningskrav, tegninger og indretning som centrale elementer (se Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri: Erhvervsmæssige beskæftigelse med katte). Men afgørelsen viser, at selv stærke velfærdsargumenter og “best practice” fra miljøet kan falde, hvis minimumsteksten ikke er opfyldt.

Kernen er fortolkningen af, hvad “opholdsrum” betyder for fertile hankatte, og om udendørs løbegård kan tælle med. Nævnet lægger til grund, at klager holdt fertile hankatte to og to med ca. 3,2 m² indendørsareal, og konstaterer dermed direkte, at kravet om 6 m² pr. fertil hankat i Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af katte § 24, stk. 1 ikke er opfyldt. Den mest interessante del er afvisningen af en “samlet areal”-tilgang via løbegård, idet nævnet udtaler: “§ 25 … vedrører [ikke] fertile hankatte, men øvrige katte”, og dermed afskærer brug af bekendtgørelsens § 25 som fleksibilitetsventil. På den måde bliver proportionalitetsargumentet (mange m² udendørs, racens adfærd, dyrlægers opbakning) reelt underordnet en compliance-test, hvor mindstekravene skal være opfyldt for at kunne få tilladelse efter bl.a. Dyrevelfærdsloven § 30, stk. 1.
Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af afslag på godkendelse af katteri grundet utilstrækkeligt indendørsareal til fertile hankatte

Hvad professionelle administratorer kan tage med ind i næste regnskabsår

De fem afgørelser peger samlet på et skifte fra “rimelighed” til revisionsspor. I praksis betyder det, at ledelse må designes som kontrollerbare arbejdsgange, hvor hvem gjorde hvad hvornår kan dokumenteres.

Tjekliste for styring og dokumentation

Det konkrete næste skridt for mange organisationer er banalt, men effektivt: at indføre én intern regel om, at ingen efterbetalingskrav eller tillægskrav må forfølges uden samtidig procesplan, og at enhver standardpakke til beboere eller kunder (regnskaber, ansøgningsmateriale, påkrav) skal kunne udskrives med en log over version, dato, modtager og ansvarlig medarbejder.