Planklagenævnets afgørelser om kommunalt skøn og håndhævelse af planloven

Nye afgørelser fra Planklagenævnet kaster lys over kommunernes forvaltningsmæssige skøn og den praktiske håndhævelse af planloven. Gennem principielle sager om bygningshøjder, midlertidige byggeforbud

Nye afgørelser fra Planklagenævnet kaster lys over kommunernes forvaltningsmæssige skøn og den praktiske håndhævelse af planloven. Gennem principielle sager om bygningshøjder, midlertidige byggeforbud og ulovlig skiltning præciseres de fine grænser mellem borgerens rettigheder og myndighedernes beføjelser.

Kommunernes beføjelser og sagsbehandling under luppen

De seneste afgørelser fra Planklagenævnet tegner et klart billede af et klageorgan, der stiller strenge formelle krav til kommunernes afgørelser, men som samtidig anerkender det brede skøn, kommunerne har i planlægningsmæssige spørgsmål. Gennemgangen af sagerne viser, at selvom kommunerne har en udstrakt ret til at håndhæve lokalplaner og nedlægge forbud, kan sagsbehandlingsfejl og tidligere tilladelser spænde ben for myndighedernes intentioner.

For bygherrer og borgere understreger sagerne vigtigheden af at kende de forvaltningsretlige principper – særligt reglerne om berettigede forventninger og proportionalitet.

Fejl i beregning af bygningshøjde og berettigede forventninger

I en kompleks sag fra Egå i Aarhus Kommune blev en lovliggørende byggetilladelse til et nyopført enfamiliehus delvist ophævet. Sagen illustrerer, hvor afgørende det er, at kommunerne anvender de korrekte beregningsmetoder, når lokalplanens bestemmelser skal håndhæves. I henhold til Planloven § 18 er lokalplanens regler bindende, og her var den maksimale bygningshøjde fastsat til 8,5 meter. Kommunen havde dog accepteret en landinspektørmåling, der tog udgangspunkt i overkanten af husets gulv frem for det naturlige terræn.

Planklagenævnet påpegede, at begrebet "naturligt terræn", i tråd med praksis fra Bygningsreglementet, skal forstås som det oprindelige terræn. Nævnet udtalte i sin afgørelse:

Bygningshøjden skal således måles fra det naturlige terræn, og ikke fra overkant af gulv. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad der er naturligt terræn, herunder om det svarer til koten for overkant af gulv.

Udover målefejlen behandlede nævnet også et spørgsmål om etablering af en kælder, hvilket lokalplanen udtrykkeligt forbød. Her reddede princippet om berettigede forventninger bygherren. Kommunen havde i 2021 givet tilladelse til en tilbygning, hvor en del af arealet lå i kælderen. Selvom det grundlæggende er ejerens ansvar at sikre lovligheden af et byggeri jf. Byggeloven § 16, stk. 11, vurderede nævnet, at kommunens tidligere accept havde skabt en retsstilling, ejeren i god tro kunne støtte ret på.

Klagerne havde desuden forsøgt at gøre gældende, at kommunen var inhabil og havde varetaget usaglige hensyn af frygt for et erstatningsansvar. Dette blev dog afvist med henvisning til Forvaltningsloven § 3, stk. 1, da der var tale om en retlig prøvelse og ikke et frit skøn.

Læs mere her: Lovguiden – Delvis ophævelse af byggetilladelse i Egå: Fejl i højdemåling og berettigede forventninger til kælder

Beskyttelse af bevaringsværdige miljøer gennem forbud

At kommuner råder over vidtgående beføjelser for at beskytte arkitektur, blev bekræftet i en sag fra Valby. Her nedlagde Københavns Kommune et Planloven § 14 forbud mod nedrivning af sekundær bebyggelse og opførelse af en tilbygning. Ejendommen er et dobbelthus med en SAVE-værdi på 5, og kommunen ønskede tid til at udarbejde en bevarende lokalplan for hele byggeforeningskvarteret jf. Planloven § 15, stk. 2.

Klagerne mente, at kommunen havde udvist passivitet, da sagsbehandlingen strakte sig over 13 måneder. Planklagenævnet foretog en minutiøs gennemgang af tidslinjen og konkluderede, at kommunen havde handlet inden for en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid.

Nævnet lagde vægt på, at selve forbuddet kun var gjort gældende i to måneder, hvilket begrænsede indgrebet over for borgeren betydeligt. Klagepunkter, der relaterede sig til selve afslaget på byggetilladelsen og bygningernes ringe tekniske stand, lå uden for Planklagenævnets kompetence og blev derfor videresendt til Byggeklageenheden med hjemmel i Forvaltningsloven § 7, stk. 2.

Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af § 14-forbud mod tilbygning og sekundær bebyggelse i bevaringsværdigt kvarter i Valby

Proportionalitet og pligten til lovliggørelse

I Nyborg Kommune udspillede der sig en principiel sag om håndhævelse af et absolut skiltningsforbud i en lokalplan. Ejeren af en ejendom fik et påbud om at nedtage et skilt, og klagede efterfølgende over, at kommunen ikke havde overholdt det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip ved ikke at undersøge mildere indgreb.

Planklagenævnet, der behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, afviste klagen. Nævnet bemærkede, at kommunen blot få uger forinden havde givet afslag på en lovliggørende dispensation. Dermed havde kommunen allerede forholdt sig til muligheden for retlig lovliggørelse, og pligten til at vurdere proportionaliteten var opfyldt.

Et centralt forsvar fra klageren var, at skiltet stod på egen grund uden at genere trafik eller naboer, og at det derfor var af "underordnet betydning" efter Planloven § 51, stk. 3. Til dette kom Planklagenævnet med en vigtig juridisk præcisering af forskellen på kommunens pligt og ret til at føre tilsyn:

Bestemmelsen indebærer kun, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis der kun er tale om et forhold af underordnet betydning. Den indebærer ikke, at kommunen ikke har ret til at håndhæve lokalplanen.

Afgørelsen fastslår dermed, at hensynet til at undgå præcedens og sikre en konsekvent retshåndhævelse vejer tungt, selv når en borger anser en overtrædelse for at være en bagatel.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnets stadfæstelse af påbud om nedtagning af ulovlig skiltning i Nyborg Kommune

Praksis og konsekvenser for fremtidige sager

De tre sager kaster et tydeligt lys over, hvordan grænsefladerne i planloven administreres i praksis. Det står klart, at der stilles store krav til kommunernes indledende sagsoplysning. Når en bygningshøjde skal beregnes, dur det ikke at tage udgangspunkt i gulvkoter, hvis reglementet dikterer naturligt terræn. Omvendt viser sagen fra Valby, at kommunerne har et solidt rygstød til at gribe ind med forbud, når bevaringsværdige interesser trues, forudsat at processen ikke trækkes unødigt i langdrag.

For ejendomsudviklere og borgere er læren, at dialog og tilladelser fra kommunen kan skabe en beskyttet retsstilling, men at man ikke kan tvinge en kommune til at acceptere ulovligheder med henvisning til, at overtrædelsen er af mindre betydning. Når en kommune først har truffet en principiel beslutning om at håndhæve en lokalplan for at undgå præcedens, vil Planklagenævnet sjældent underkende dette skøn, så længe de forvaltningsretlige spilleregler er fulgt.