Tre nye afgørelser trækker skarpe grænser for ledelses- og forvaltningsansvar. Fra en inhabil borgmester i Kerteminde til statslige udbudsfejl og et dramatisk efterspil i et forsikringsselskabs konkursbo slår retssystemet fast, at juridiske formalia og objektive principper trumfer pragmatisme og påstået god tro.

De seneste uger har budt på markante afgørelser inden for forvaltningsret, udbudsret og selskabsledelse under konkurs. Fælles for afgørelserne er en streng fastholdelse af lovens ordlyd og grundlæggen

Tre nye afgørelser trækker skarpe grænser for ledelses- og forvaltningsansvar. Fra en inhabil borgmester i Kerteminde til statslige udbudsfejl og et dramatisk efterspil i et forsikringsselskabs konkursbo slår retssystemet fast, at juridiske formalia og objektive principper trumfer pragmatisme og påstået god tro.

De seneste uger har budt på markante afgørelser inden for forvaltningsret, udbudsret og selskabsledelse under konkurs. Fælles for afgørelserne er en streng fastholdelse af lovens ordlyd og grundlæggende retsprincipper, selv når de økonomiske og praktiske konsekvenser for de involverede parter er voldsomme.

Hvad enten der er tale om offentlige myndigheder, der formulerer udbudsmateriale, eller internationale virksomheder, der navigerer i en forretningspartners konkurs, viser praksis, at ansvaret for at overholde reglerne placeres benhårdt.

Oversigt over de analyserede sager

Borgmesterens inhabilitet fældede millionprojekt

I en opsigtsvækkende sag fra Kerteminde Kommune har Planklagenævnet truffet en enstemmig afgørelse om, at udvidelsen af et biogasanlæg i landzone var ulovlig. Sagen illustrerer de fatale konsekvenser af en sammenblanding af kasketter i den kommunale forvaltning.

Sagen tager sit udgangspunkt i 2016 og 2017, hvor kommunen meddelte landzonetilladelse til en massiv udvidelse af et biogasanlæg med blandt andet to store tanke på 12 og 14 meters højde i kystnærhedszonen. Problemet var blot, at kommunens daværende borgmester samtidig var direktør og majoritetsejer i det anpartsselskab, der ansøgte om tilladelsen.

Dette udgjorde et eklatant brud på Forvaltningsloven § 3, stk. 1, der regulerer personlig inhabilitet. Hvad der gør sagen særligt principiel for offentlig forvaltning er den såkaldte afledte inhabilitet. Når den øverste politiske leder er inhabil, smitter denne inhabilitet af på forvaltningens medarbejdere, hvorfor afgørelsen retteligt burde have været truffet af den samlede kommunalbestyrelse.

Planklagenævnet fastslog dertil, at projektet var af en sådan visuel og miljømæssig karakter, at det udløste lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2. Tilladelserne led dermed af en væsentlig hjemmelsmangel.

Klageren forsøgte at redde anlægget ved at henvise til indrettelseshensyn og et påstået værdispild på hele 50 mio. kr., men nævnet var nådesløst i sin afvejning af disse tertiære momenter. Nævnet udtalte direkte i afgørelsen:

"Hensynet til klageren, herunder klagerens berettigede forventninger, kan ikke tillægges samme vægt ved vurderingen af, om afgørelserne skal opretholdes sammenlignet med tilfælde uden inhabilitet, idet klageren har haft mulighed for at få kendskab til og evt. påvirke sagsbehandlingen."

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet stadfæster annullation af landzonetilladelse til biogasanlæg – inhabilitet og lokalplanpligt

Uklarhed i udbud rammer myndigheden

Hvor sagen fra Kerteminde handlede om bevidste eller ubevidste interessekonflikter, viser en ny afgørelse fra Klagenævnet for Udbud, hvordan sproglig uklarhed rammer den offentlige ordregiver som en boomerang.

Energistyrelsen havde udbudt en rammeaftale (værdi op til 20 mio. kr.) og krævede i udbudsbetingelserne, at tilbudsgiverne skulle "vedlægge CV'er for relevante medarbejderkategorier", dog maksimalt 7 CV'er. Et konsortium valgte strategisk kun at indsende CV'er for deres absolutte topfolk (eksperter og seniorkonsulenter) for at demonstrere det stærkest mulige team. Energistyrelsen straffede imidlertid konsortiet i pointgivningen med den begrundelse, at der manglede CV'er for de lavere rangerende kategorier som juniorkonsulenter.

Klagenævnet for Udbud gav konsortiet medhold i, at ordlyden "relevante" ikke gennemsigtigt og entydigt kunne læses som "alle". Afgørelsen læner sig op ad klagenævnets faste praksis for fortolkning af uklarheder (også kendt som koncipistreglen), hvor ordregiveren altid bærer risikoen for flertydige formuleringer. Nævnet fastslog, at kravene var i direkte strid med gennemsigtighedsprincippet i Udbudsloven § 2.

En rimeligt oplyst og normalt påpasselig tilbudsgiver måtte ifølge nævnet forstå kravet således, at ”det var op til tilbudsgiverne at vælge, hvilke CV’er der over for Energistyrelsen ville kunne vise det stærkest mulige team”. Sagen understreger vigtigheden af, at offentlige ledere og udbudskonsulenter sikrer absolut præcision i kravspecifikationer, da fortolkningstvivl ubønhørligt falder ud til privataktørens fordel.

Læs mere her: Lovguiden – Klagenævnet for Udbud: Energistyrelsen overtrådte gennemsigtighedsprincippet ved uklar CV-krav i udbud af EBA-rammeaftale

Konkurs fritager ikke for millionkrav

I det private erhvervsliv har Sø- og Handelsretten netop afsagt en dom, der udstikker stramme retningslinjer for forretningspartneres ageren, når en virksomhed går konkurs. Sagen omhandlede det krakkede forsikringsselskab Alpha Insurance A/S og deres engelske agent, Right Choice Insurance Brokers.

Da Alpha gik konkurs i 2018, tog den engelske agent sagen i egen hånd og overførte egenrådigt over 10.000 policer til et andet forsikringsselskab. Agenten nægtede derefter at tilbagebetale den uoptjente del af agentprovisionen til konkursboet, med den påstand, at provisionen var fuldt optjent i det øjeblik, forsikringen blev tegnet, og at Alpha desuden selv havde misligholdt aftalen ved at gå konkurs.

Sø- og Handelsretten afviste blankt den engelske agents argumentation. Retten fastslog, at agentprovision optjenes pro rata i takt med, at præmien optjenes, præcis som det gælder for selve forsikringspræmien efter Forsikringsaftaleloven § 16.

Et centralt stridspunkt i sagen var desuden beregningen af en såkaldt "loss ratio" (skadesprocent), som kunne have givet agenten ret til en bonus. Agenten mente, at udgifter til advokater i forbindelse med skadesbehandling ikke skulle regnes med som en udgift. Her greb retten fat i Forsikringsaftaleloven § 92, der slår fast, at selskabets omkostninger til den sikredes forsvar mod krav fra tredjemand er en integreret del af ansvarsforsikringen, hvorfor "Paid legal fees" naturligvis skulle tælle med som en udgift for forsikringsselskabet.

Right Choice blev dømt til at betale hele beløbet på mere end 5 millioner danske kroner tilbage til konkursboet, da retten konkluderede, at en standardklausul om tilbagebetaling af uoptjent provision i en samarbejdsaftale (Binding Authority Agreement) i sin ordlyd gælder fuldt ud – også selvom årsagen til afbrydelsen er et uventet kollaps og en konkurs.

Læs mere her: Lovguiden – Alpha Insurance konkursbo vinder tilbagebetalingskrav på uoptjent agentprovision mod Right Choice Insurance Brokers

Streng fortolkning præger retspraksis

Afgørelserne fra denne uge tegner et tydeligt billede af et klagesystem og domstolsapparat, der vægter overholdelsen af formelle og objektive retsprincipper ekstremt højt.

For offentlige ledere er budskabet, at inhabilitet og uklare udbudsbetingelser er "no-go" zoner, hvor domstolene nægter at slække på kravene af pragmatiske årsager. Et ulovligt lokalplanprojekt bliver ikke gjort lovligt, blot fordi bygherren har investeret et tocifret millionbeløb i god tro, når god tro overskygges af en borgmesters dobbeltrolle. For virksomhedsledere og samarbejdspartnere understreger praksis, at nedskrevne kontrakter og ufravigelige lovprincipper ikke sættes ud af kraft af force majeure-lignende tilstande som en handelspartners pludselige konkurs. Agenten må i sidste ende respektere konkursboets retmæssige krav på pro rata-tilbagebetaling frem for egenrådigt at omfordele midlerne.