Klagenævn afviser erstatningsdige som lovliggørelse af sløjfet fortidsminde

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Men Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu stadfæstet kommunens afslag. Nævnet understreger, at beskyttelsen efter Museumsloven § 29 a, stk. 1 er udtryk for en streng forbudsbestemmelse. Der kan kun gøres undtagelser i ganske "særlige tilfælde" i medfør af Museumsloven § 29 j, stk. 2, og her rækker det ikke, at man forsøger at kompensere for skaden et andet sted.

Kulturhistorie kan ikke erstattes

Nævnet formulerer det principielt i sin afgørelse:

"Et erstatningsdige vil efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse almindeligvis ikke kunne erstatte den kulturhistoriske (fortælle)værdi, der knytter sig til den autentiske placering og udformning af et oprindeligt dige. Erstatningsdiger vil således normalt ikke i sig selv kunne begrunde, at der meddeles dispensation til at fjerne et dige."

Selvom et erstatningsdige kan have en vis biologisk værdi for insekter og dyreliv, forsvinder den historiske landskabsfortælling om egnens udstykning permanent, når originalen graves væk. Afgørelsen slår fast, at hensynet til rationel landbrugsdrift ikke vægter tungere end naturbeskyttelsen – heller ikke når lodsejeren tilbyder at bygge et nyt og potentielt længere dige som plaster på såret.

Afvisning fra klagenævnet

Kommunen meddelte klageren skriftligt, at overskridelserne efter deres faglige vurdering ikke nødvendiggjorde håndhævelse. Borgeren klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men mødte her en lukket dør. Nævnet afviser slet og ret at realitetsbehandle sagen, fordi kommunens beslutning om ikke at håndhæve reglerne juridisk set er en tilsynsafgørelse.

"Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt tilslutningstilladelsen er overholdt, herunder kommunens beslutning om ikke at foretage håndhævelse i anledning af konstaterede overskridelser, er et tilsynsspørgsmål. Nævnet er således ikke kompetent til at behandle klagen."

Ankestyrelsen er rette instans

Det fremgår af Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3, at kommunens valg af lovliggørelsesmåde – eller fraværet af samme – ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed under miljølovgivningen. Det generelle kommunale tilsyn føres efter Miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 1. Ønsker en borger at klage over kommunens passivitet, er eneste vej at indbringe sagen for Ankestyrelsen, der dog selv suverænt beslutter, om der er anledning til at rejse en kommunal tilsynssag.

Kommunens klage til Planklagenævnet

Dette fik Kalundborg Kommune til at reagere. Kommunen indbragte regionens afgørelse for Planklagenævnet med det argument, at et så massivt jordprojekt reelt udgør en ændret arealanvendelse i form af bortskaffelse af overskudsjord, hvilket burde kræve en landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Derudover frygtede kommunen for grundvandsforurening og påvirkning af beskyttet natur.

Forkert klageinstans

Planklagenævnet har dog valgt at afvise klagen pure af formelle årsager. Klagesystemet er nemlig bygget stramt op omkring kompetencer. Planklagenævnet behandler udelukkende kommunale afgørelser truffet efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1.

"Planklagenævnet kan ikke efter planloven behandle klager over en regions afgørelser. Det er således en forudsætning for at kunne klage til Planklagenævnet, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven."

Sagen illustrerer et klassisk forvaltningsretligt dilemma: Selvom projektet potentielt kræver en kommunal landzonetilladelse, giver det ikke kommunen ret til at bruge Planklagenævnet til at annullere Region Sjællands afgørelse, som er truffet efter en helt anden lovgivning (jordforureningsloven). Klagen ligger rettelig hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Konsekvensen af processuelle fejl

Praksis fastslår med syvtommersøm, at både advokater, borgere og offentlige forvaltninger skal bevare et knivskarpt blik på lovhjemlen. Hvor digesagen viser de materielle og historiske grænser for, hvad forvaltningen kan tillade i naturen, demonstrerer afvisningerne af spildevands- og jordsagerne, at den juridiske metode og den korrekte forvaltningsretlige indgangsvinkel er lige så afgørende som de reelle miljømæssige konsekvenser i sagen. Systemet straffer processuelle fejl prompte.