Nye re g l e r fo r kl i m a s i k r i n g o g ge n a n v e n d e l s e a f o f f s h o r e a n l æg s t y r k e r m i l jø r e t t e n

Overblik over konsekvenserne

Det praktiske omdrejningspunkt er ikke kun “nye regler”, men hvem der skal dokumentere hvad, og hvem der hæfter, hvis projektøkonomien eller naturhensynene vælter planen.

L 108 og den juridiske motor bag genbrug af offshoreinstallationer

Lovforslag L 108 etablerer et mere operationelt regelsæt for, at udtjente olie- og gasinstallationer kan genanvendes til nye formål – særligt CO₂-lagring – samtidig med at der skrues på ansvars- og hæftelsesmekanismerne ved overdragelse mellem “gamle” og “nye” rettighedshavere. I praksis sigter modellen mod at undgå “herreløse” anlæg, hvor staten risikerer at stå med oprydningsregningen, og den flugter med udviklingen i CCS-markedet, hvor Danmark allerede har taget skridt mod fuldskala lagring og genbrug af eksisterende infrastruktur. Energistyrelsens godkendelse af et CO₂-lager i Nordsøen har bl.a. peget på, at tidligere olie- og gasfelter kan indgå i den nye værdikæde, og Folketingets materiale om høringen af “grøn genanvendelse af undergrunden” viser samtidig, at brint- og CO₂-infrastruktur på kontinentalsoklen er et centralt driver for lovarbejdet. (ens.dk)

Energistyrelsens opgaver og beføjelser som rygrad i den grønne infrastruktur

Bekendtgørelsen om Energistyrelsens opgaver og beføjelser samler og tydeliggør styrelsens rolle på tværs af energi-, klima- og udvalgte miljøsnitflader, herunder funktioner som kompetent myndighed efter centrale EU-retsakter (bl.a. kvotesystemet, CBAM og metanregulering) og udøvelse af ministerbeføjelser i en lang række love, der ofte udløser miljøretlige følgeprocesser såsom miljøvurdering, naturhensyn og tilsyn. Det lyder administrativt, men har konkret betydning i projekter, hvor virksomheder og kommuner skal navigere i “hvem siger ja hvornår”, og hvor en tidlig afklaring af kompetence kan være forskellen på en glidende myndighedsdialog og en forsinkelse. (elov.dk)

Betaling for myndighedsbehandling og det nye pris-tag på sagsfremdrift

Bekendtgørelsen om betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen lægger et mere systematiseret gebyr- og refusionsspor ned over sagsbehandling og tilsyn, bl.a. via aktivitetsbaserede gebyrer og modeller, hvor omkostninger opgøres med både direkte og indirekte elementer. Set med miljøretlige briller er pointen, at store projekter (fx undergrund, rørledninger, CO₂-infrastruktur og miljøvurderingssnitflader) ikke kun skal kunne bære deres miljøfaglige dokumentation, men også en mere forudsigelig – og i nogle tilfælde løbende – myndighedsregning. Det harmonerer med en generel udvikling, hvor betaling for myndighedsbehandling allerede kendes fra energireguleringen, og hvor beløb kan være regulerede og bundet til lovbestemte rammer. (ens.dk)

Fem år mere til overgangsprojekter og et politisk valg om ikke at kassere gamle investeringer

Høringen over lovforslaget om forlængelse af overgangsperioden for klimatilpasningsprojekter for tag- og overfladevand er et klart signal om, at lovgiver vil undgå, at projekter med gamle medfinansieringsaftaler strander på rene tidsfrister. Forslaget flytter de centrale deadlines frem i tid og fastholder samtidig, at disse projekter kan gennemføres under overgangslogikken, hvilket i praksis betyder, at en del projekter ikke rammes af de nyere og mere krævende “value for money”-mekanismer. Den bagvedliggende evaluering på området har netop peget på spændingen mellem behovet for klimatilpasning og ønsket om, at forbrugerne ikke betaler unødigt meget, hvorfor forlængelsen også kan blive en takstdiskussion i vandsektoren. (ens.dk)

Ny omkostningsbekendtgørelse som skubber dokumentationsbyrden ind i projektledelsen

Udkastet til den nye bekendtgørelse om spildevandsselskabers omkostninger til klimatilpasning strammer grebet om, hvordan udgifter kan indregnes i taksterne, og gør dokumentation for selskabsøkonomisk omkostningseffektivitet til en central disciplin – ikke et bilag til sidst. Særligt praktisk er grænsen for supplerende tiltag (maksimalt 5 pct. af hovedprojektet) og kravet om skriftlige aftaler og offentlighed, når projekter udføres med andre parter eller uden for selskabets egne anlæg. For vandselskaber betyder det, at den juridiske compliance skal tænkes ind i business casen fra start, hvis man vil undgå at ramme et tilsynsmæssigt stopskilt. (ens.dk)

Digital kortlægning som retlig virkelighed og kommuner med mere håndtag i maskinrummet

Høringen over forslaget til ændring af museumsloven om sten- og jorddiger er et eksempel på miljørettens voksende afhængighed af digitale grunddata. Når beskyttelse og administration knyttes tættere til et autoritativt kortgrundlag og en værdigraduering, bliver “hvad der er beskyttet” i højere grad et spørgsmål om registrering, metode og løbende ajourføring – ikke kun om, hvad der står i landskabet. Slots- og Kulturstyrelsens arbejde med et nyt digitalt digekort illustrerer netop rationalet: præcision, færre tvivlssager og et mere ensartet administrativt udgangspunkt, men også en tydeligere forventning om, at kommunerne håndterer flere dispensationer og afvejninger lokalt. (slks.dk)

Hurtigere byggeri med fravigelser og et ændret klagebillede

Høringen over udkast til bekendtgørelse om permanente indkvarteringsfaciliteter på 11 etablissementer rejser et klassisk miljøretligt dilemma: når lovgiver ønsker hastighed i projekter med væsentlige forsynings- eller forsvarsformål, sker det ofte ved at fravige dele af den almindelige plan- og miljøregulering og ved at ændre den administrative rekurs. Udkastet placerer betydelige kompetencer hos Forsvarsministeren, indeholder brede fravigelser fra centrale regelsæt og lægger op til et klagesystem, hvor almindelige klagenævn ikke har samme rolle som i standardsager. Den underliggende rammelov fra 2025 om bygge- og anlægsprojekter med væsentlige nationale forsvarsformål viser netop, at konstruktionen er tænkt som en “projektspecifik genvej” gennem reguleringslandskabet. (ft.dk)

Myndighedsdeling i CITES og mere skarpt snit mellem dyr og plantemateriale

Ændringen af CITES-bekendtgørelsen handler mindre om nye forbud og mere om hvem der gør hvad: kompetencen for tilladelser, certifikater og tilsyn deles tydeligere mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og der skitseres et system med arts- og individbestemmelse, påbudsmuligheder og et mere afklaret forvaltningsspor. For importører, handlende og andre aktører er konsekvensen især praktisk: korrekt kanal til ansøgning, korrekt dokumentation ved toldbehandling og forudsigelig gebyr- og sagsgang, hvor digital ansøgning og toldprocedurer bliver “compliance i realtid”. (sgavmst.dk)

Erstatningsvejledningen og den skarpe linje mellem miljøindsats og erstatningsret

Den opdaterede Erstatningsvejledning for vandløbsrestaurering er i sin kerne et styringsdokument, der skal gøre kommunernes økonomiske risiko mere håndterbar, når vandløbsprojekter udløser erstatningskrav. Vejledningen fastholder en særskilt ansøgningskanal for erstatningsudgifter, stiller tydelige krav til dokumentation (kort, jordpriser, beregninger mv.), og markerer en vigtig praktisk grænse: der kan ikke søges for allerede udbetalte erstatninger, og kommunen skal i sin ansøgning selv forholde sig til de almindelige erstatningsretlige betingelser. Samtidig viser både myndighedsinformation og tidligere høringsbemærkninger, at referenceværdier, ansøgningsstruktur og kommunernes “holdes-skadefri”-forventning er et centralt konfliktpunkt i feltet, især hvor lodsejerrelationer og lokale aftaler er afgørende for at få projekterne gennemført. (sgavmst.dk)

Råd til projektudviklere

For projektudviklere i CCS og rørledninger

1. Kortlæg tidligt, om projektet udløser både miljøvurderingsspor og undergrunds-/kontinentalsokkelspor, og budgettér eksplicit til myndighedsbehandling.
2. Afklar ansvarsoverdragelse og “exit”-mekanismer i aftaler, så hæftelsesrisiko ikke først opdages ved overdragelse eller afvikling.

Råd til kommuner og lodsejere

For kommuner og lodsejere

• Brug digitale kortgrundlag aktivt som første screening, men planlæg også for sager, hvor “kort og virkelighed” ikke matcher, og hvor dokumentation bliver afgørende.
• I vandløbsrestaurering bør erstatningssporet behandles som et selvstændigt delprojekt med egne bilag, tidslinjer og interne godkendelser.

Råd til vandselskaber

For vandselskaber

• Læg dokumentation for omkostningseffektivitet ind i projektstyringen fra dag 1, og hold en stram kontrakt- og aftalestruktur ved projekter med flere parter, fordi tilsyn og offentlighedskrav ellers kan blive en stopklods sent i forløbet.