Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver § 25-tilladelse til ny forbindelsesvej, da kommunens beregninger af tungmetaller ved ekstremregn strider mod forringelsesforbuddet i EU's vandrammedirektiv.
Et vejprojekt til millioner bremses af utilstrækkelige beregninger af tungmetaller ved ekstremregn, mens et privat shelter får landzoneafslag for at krydse havehækken ud i det åbne land.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet en Miljøvurderingsloven § 25-tilladelse til et stort vejprojekt over Bygholm Ådal i Horsens Kommune. Sagen illustrerer med al tydelighed, hvor ufravigelige kravene i EU's Vandrammedirektiv er blevet i dansk praksis.
Forringelsesforbuddet og ekstremregn
Afgørelsen belyser særligt det såkaldte forringelsesforbud, der betyder, at man ikke må forringe vandkvaliteten yderligere, hvis et vandområde i forvejen ikke lever op til miljømålene. Horsens Kommune havde ellers stillet vilkår om, at vejvandet skulle ledes gennem et avanceret renseanlæg baseret på stenuld (Rockflow) og regnvandsbassiner for at fjerne miljøfarlige stoffer som kobber og zink. Problemet opstod imidlertid ved vurderingen af de situationer, hvor der sker overløb på grund af ekstremregn.
Bassinerne var dimensioneret til statistisk set at løbe over hvert femte år. Kommunen argumenterede for, at størstedelen af forureningen ville blive skyllet væk og renset i begyndelsen af et regnskyl (det såkaldte "first flush"), og at de kortvarige overløb derfor ville indeholde lavere koncentrationer af tungmetaller og ikke udgøre en forringelse af vandløbet.
EU-retspraksis og utilstrækkelige beregninger
Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendte dog denne fremgangsmåde. Nævnet støttede sig til principperne fra EU-Domstolens skelsættende Weser-dom, som fastslår, at ethvert fald i en kvalitetsparameter udgør en forringelse, hvis tilstanden i forvejen er i laveste klasse. Også den nyere France Nature Environnement-dom fra EU blev bragt i spil for at fastslå, at selv kortsigtede og midlertidige forringelser i et vandløb normalt vil være i strid med direktivet.
Klagenævnet fandt kommunens tekniske beregninger utilstrækkelige, idet man havde fordelt overløbets gennemsnitlige forurening over et helt år, frem for at vurdere den isolerede miljøeffekt på selve overløbstidspunktet:
"Det er således uklart ud fra beregningerne, hvad risikoen for en koncentrationsstigning ved overløb i Bygholm Å er."
Tilladelsen blev derfor ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling, hvilket betyder markante forsinkelser og krav om nye tekniske beregninger af de præcise koncentrationsstigninger for projektet.
Grænsen går ved havehækken for småbygninger i landzone
To afgørelser fra Planklagenævnet kaster et interessant lys over, hvor snævert undtagelserne i Planloven § 35, stk. 1 administreres, når det gælder byggerier i det åbne land.
I en ny sag fra Haderslev Kommune havde ejeren af en landejendom fået kommunens tilladelse til både et orangeri på 40 kvadratmeter og et shelter på 6 kvadratmeter. Danmarks Naturfredningsforening påklagede imidlertid afgørelsen og gjorde gældende, at byggeriet var rykket for langt væk fra ejendommens øvrige bygningsmasse.
Afstandskrav og småbygninger
Undtagelsesreglen i Planloven § 36, stk. 1 tillader normalt opførelse af småbygninger op til 50 kvadratmeter uden landzonetilladelse, hvis de opføres i umiddelbar tilknytning til den eksisterende bebyggelse – hvilket i praksis ofte tolkes som inden for maksimalt 20 meter. Da begge de ansøgte bygninger lå henholdsvis 28 og 32 meter væk fra hovedhuset, var der krav om en specifik landzonetilladelse for hver bygning.
Haveafgrænsningen er afgørende
Planklagenævnet valgte at stadfæste tilladelsen til det 40 kvadratmeter store orangeri. Begrundelsen var, at orangeriet, trods sin afstand og størrelse, var opført inden for havens naturlige afgrænsning. Det anderledes beskedne shelter på blot 6 kvadratmeter fik derimod afslag på landzonetilladelse:
"Nævnet lægger særlig vægt på, at shelteret ikke placeres inden for den eksisterende haveafgrænsning, men derimod direkte til eller i det åbne land."
Afgørelsen demonstrerer en fast praksis, hvor en synlig og veldefineret haveafgrænsning vægter tungere end selve bygningens størrelse. Træder man uden for den etablerede hæk, betragtes enhver konstruktion som spredt bebyggelse i det åbne land, uanset hvor primitiv formen måtte være.
Glampingplads undgår driftsstop under verserende klagesag
Mens sagen fra Haderslev illustrerer en restriktiv linje over for permanente konstruktioner, udviste Planklagenævnet en mere pragmatisk tilgang i en klagesag fra Aalborg Kommune, der omhandlede en glampingvirksomhed i Hals.
Klagenævnet tillod her usædvanligt at fravige hovedreglen om, at klager over en landzonetilladelse automatisk har opsættende virkning. Det betyder i praksis, at en naboklage normalt vil tvinge et projekt til at blive sat fuldstændig i bero, indtil sagen er endeligt afgjort hos myndighederne.
Midlertidig tilladelse og truslen om driftsstop
Virksomheden bestod af fire opslåede telte, primitive toiletbåse, en udebruser og en sauna, som kommunen havde givet en midlertidig landzonetilladelse til for en femårig periode. Da en nabo indgav en klage, anmodede virksomhedens ejere om at få den opsættende virkning ophævet for at undgå en tvungen indstilling af sommerdriften med store økonomiske konsekvenser.
Ophævelse af opsættende virkning
Nævnet imødekom anmodningen efter en samlet afvejning i henhold til Planloven § 60 a, stk. 2, hvor afvejningen faldt ud til virksomhedens fordel:
"Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om en ansøgning om fortsættelse af en eksisterende lovlig virksomhed, samt at der ikke skal opføres yderligere byggeri end hidtil."
Nævnet vurderede afgørende, at der ikke var nogen væsentlig risiko for "værdispild", eller at en senere fysisk lovliggørelse ville blive vanskeliggjort. Det er teknisk set simpelt og billigt at pakke glampingtelte sammen, hvis klageren senere skulle ende med at vinde hovedsagen. Den endelige prøvelse af naboklagen mangler dermed fortsat, men virksomheden kan foreløbigt køre sæsonen i hus på eget ansvar.
Sammenligning af klagenævnenes stringente praksis
Afgørelserne fra både Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet vidner om to overprøvningsinstanser, der i stigende grad kræver solid teknisk dokumentation og stringens. De kridter banen tydeligt op, når det gælder beskyttelsen af det åbne land og Danmarks vandområder.
Overblik over afgørelser
| Lovområde | Emne | Nævn | Retspraksis og effekt |
|---|---|---|---|
| Miljøvurdering | Vejprojekt over ådal | Miljø- og Fødevareklagenævnet | Krav om ekstrem detaljegrad i beregninger for regnvandsoverløb, hvor selv kortvarige hændelser ikke må medføre lokal tilstandsforringelse. |
| Planloven | Shelter og orangeri | Planklagenævnet | Fysisk placering afgør udfaldet. En veldefineret havegrænse giver mulighed for større byggeri, mens selv mikrobilt byggeri på 6 kvm i det åbne land afvises. |
| Planloven | Midlertidige telte | Planklagenævnet | Reversibilitet belønnes. Fordi fysisk lovliggørelse er let for telte, tillades drift i klageperioden på eget ansvar. |
Fremtidige konsekvenser
Udviklingen cementerer, at der særligt ved dispositioner, der direkte berører vandområder eller krydser stregen mellem have og landskab, ikke er plads til omtrentlige vurderinger. Myndigheder og bygherrer skal fremadrettet forberede sig på, at EU-miljørettens principper slår hårdt igennem, og at enhver ny fysisk struktur uden for de etablerede grænser vil møde massiv modstand i klagesystemet.
EU-Udenrigstjenesten
Det Europæiske Institut for Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår
