Højesteret fastslår i en principiel dom, at en livstidsdømt drabsmand ikke har ret til udgang for at indgå ægteskab. Samtidig trækkes nye grænser for fertilitetsbehandling og arvesager.
En livstidsdømt drabsmand nægtes muligheden for at indgå ægteskab, mens Retten i Kolding anerkender statens ret til at afvise fertilitetsbehandling på grund af psykisk sårbarhed. Samtidig trækker Skatterådet afgørende streger i sandet for den omdiskuterede pengetankregel i arvesager.
Den juridiske grænse for borgernes mest personlige rettigheder – fra retten til at stifte familie til håndteringen af livsværk og arv – er i høj grad blevet formet af domstole og nævn i disse dage. Gennem en række principielle sager har instanserne skullet balancere individets frihedsrettigheder over for tungtvejende samfundshensyn og beskyttelse af de svageste.
Højesteret afviser ægteskab for livstidsdømt bag tremmer
I en stærkt principiel dom har Højesteret fastslået, at en indsat, der afsoner en livstidsstraf for drab og et særdeles farligt seksuelt overgreb, ikke har krav på udgang eller besøg for at blive gift.
Baggrund for ægteskabsønsket
Manden havde under sin afsoning fået kontakt til en kvinde via brevveksling og telefon, men da parret ønskede at indgå ægteskab i fængslet eller på rådhuset, stødte de ind i de skærpede regler i straffuldbyrdelsesloven. Reglerne betyder, at livstidsdømte som udgangspunkt hverken kan få udgang eller modtage besøg af nye relationer i de første ti år af afsoningen. Parret argumenterede for, at et afslag i praksis suspenderede deres ret til at indgå ægteskab, hvilket ville stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 12.
Højesterets afvejning og dom
Højesteret anerkendte, at konventionen sikrer retten til ægteskab, men fastslog samtidig med afsæt i Menneskerettighedsdomstolens praksis, at denne ret ikke er absolut og kan fraviges for livstidsdømte i tilfælde af ekstremt grove forbrydelser.
"Højesteret finder efter en samlet vurdering, at de anførte omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet og Bs personlige forhold, tilsiger, at parternes ret til at indgå ægteskab begrænses for at varetage samfundsmæssige hensyn."
Højesteret henviste derved til den skrappe regulering i Straffuldbyrdelsesloven § 49 a samt Straffuldbyrdelsesloven § 51 a. Retten lagde i afvejningen afgørende vægt på gerningsmandens høje recidivrisiko for seksualkriminalitet, hans personlighedsafvigelser samt den omstændighed, at kvinden blot var 17 år ved den første kontakt og aldrig havde mødt manden fysisk.
Retten i Kolding opretholder afslag på offentlig fertilitetsbehandling
Spørgsmålet om retten til at stifte familie stod ligeledes centralt i Retten i Kolding, hvor to par havde sagsøgt Ankestyrelsen.
Baggrund for afslagene
Parrene havde fået afslag på offentligt finansieret fertilitetsbehandling, idet myndighederne vurderede, at de på grund af psykiske udfordringer ikke besad den fornødne forældreegnethed til at drage omsorg for et barn.
Sagsøgerne gjorde gældende, at afslagene udgjorde et brud på EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv samt forbuddet mod diskrimination.
Domstolens vurdering af barnets tarv
Domstolen anerkendte, at retten til og ønsket om at modtage kunstig befrugtning falder under privatlivets fred. Afslagene blev imidlertid vurderet lovlige og proportionale. Retten understregede, at indgrebet tjente det legitime formål at beskytte det potentielle barns tarv og forhindre, at børn fødes ind i i forvejen utrygge eller ustabile opvækstvilkår. Hensynet til barnet vejede her tungere end det ellers indgribende afslag til forældrene.
Abortnævnet lader mindreåriges tarv træde i forgrunden
Selvbestemmelse og statens pligt til at beskytte mindreårige kolliderer ofte i Abortnævnet, som netop har frigivet detaljer i to afgørende sager om mindreåriges ret til abort under komplekse sociale omstændigheder.
| Sag | Alder | Graviditetsuge | Retligt grundlag | Nævnets hovedbegrundelse |
|---|---|---|---|---|
| 26ab149 | 14 år | 7+5 | Sundhedsloven § 99 a, stk. 2 | Risiko for psykisk overlast fra udadreagerende forælder |
| 26ab155 | 16 år | 21+0 | Sundhedsloven § 94, stk. 1 | Betydelig umodenhed og meget spinkelt socialt netværk |
Sag om 14-årig og psykisk vold
I den første sag afgjorde nævnet at fravige hovedreglen om, at forældre skal samtykke til en mindreårigs abort, da de gav en 14-årig pige tilladelse. Pigen oplyste, at hendes forældremyndighedsindehaver udviste voldsom og psykisk voldelig adfærd og tidligere havde "kastet med ting og ødelagt ting i vrede". Abortnævnet vurderede, at hensynet til barnets sikkerhed oversteg forældrerettighederne, og konkluderede, at der var tungtvejende hensyn, der talte for hemmeligholdelse for at undgå unødig psykisk overlast.
Sen abort i 21. uge for 16-årig
I en anden ekstremt følsom sag tillod Abortnævnet en meget sen abort i graviditetsuge 21+0 for en 16-årig, på trods af at hun længe havde vidst, at hun var gravid, uden at have reageret på det.
Nævnet lagde vægt på, at "det efter en samlet vurdering af kvindens unge alder i kombination med hendes sociale forhold måtte antages, at hun ikke kunne drage omsorg for barnet på forsvarlig måde".
I afgørelsen understregede nævnet, at pigens psykiske sårbarhed, manglende tilknytning til uddannelse og fraværende støttenetværk var afgørende for, at et barn ville medføre en ubærlig belastning for hende.
Skatterådet sætter retning for generationsskifte af udlejningsejendomme
På den formueretlige og skatteretlige arena har Skatterådet netop givet et bindende svar, der får stor praktisk betydning for familier, som ønsker et glidende generationsskifte af boligudlejningsejendomme uden at blive ramt af urimelige skatteregninger. Sagen afprøvede grænserne for de nylige udvidelser af "pengetankreglen", som er afgørende for, om en formue kan overdrages med skattemæssig succession.
Justering af pengetankreglen
Efter en nylig lovændring af Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 7 anses aktiv udlejningsvirksomhed ikke længere nødvendigvis som passiv kapitalanbringelse (en såkaldt pengetank), forudsat at det er ejerkredsen selv, og ikke en uafhængig tredjemand, der spiller den afgørende rolle ved indgåelse af væsentlige aftaler.
Den konkrete vurdering af ejerkredsens rolle
I den konkrete sag var arveladeren afgået ved døden, og boet ønskede at videregive aktierne i ejendomsselskabet. Selskabet benyttede godt nok en ekstern bogholder til huslejeopkrævning og bogføring, men afdøde havde personligt – indtil sin død – stået for lejerskifter, forhandling af kontrakter, og håndtering af juridiske konflikter. Det betød, at betingelserne i Dødsboskatteloven § 29, stk. 3 var opfyldt, og at aktiverne kunne overdrages fordelagtigt. Skattestyrelsen var ikke i tvivl i indstillingen:
"Det er således ikke oplyst, at der har været andre parter involveret i driften og på anden vis har deltaget i driften af udlejningsvirksomheden, herunder om der har været andre end ejeren, der har truffet centrale strategiske beslutninger."
Afgørelsen illustrerer grænsedragningen i den nugældende praksis: Rutineopgaver som bogføring kan roligt udliciteres til eksterne, men de strategiske og forretningskritiske kerneopgaver skal fastholdes af ejeren selv, hvis ejendommen skal kvalificere sig til et lempeligere generationsskifte. Denne skelnen sikrer fremadrettet, at man ikke passivt kan parkere penge i mursten og samtidig opnå arveretlige og skattemæssige fordele reserveret til aktive erhvervsdrivende.
