Justitsministeriet har udstedt en ny bekendtgørelse, der fastsætter detaljerede regler for, hvordan båndlagt arv til myndige personer skal anbringes og forvaltes.
Justitsministeriet har udsendt en ny bekendtgørelse, der præciserer og moderniserer reglerne for, hvordan båndlagt arv til myndige personer skal forvaltes. Den nye bekendtgørelse introducerer specifikke investeringsrammer og lofter, der skal sikre en balance mellem forsvarlig kapitalbevarelse og muligheden for et rimeligt afkast. Denne artikel gennemgår de centrale elementer i de nye regler og deres praktiske betydning for arvinger og forvaltere.
Hvem og Hvad Dækker de Nye Regler?
Den nye bekendtgørelse finder anvendelse på båndlagt arv, der tilfalder myndige personer. Reglerne er designet til at skabe en standardiseret og sikker ramme for administrationen af disse midler.
Læs mere her: Læs mere om bekendtgørelsen
Omfang og undtagelser
Regelsættet omfatter både båndlagt tvangsarv og båndlagt friarv, medmindre arvelader specifikt har truffet en anden bestemmelse for friarvens forvaltning i et testamente.
Forholdet til værgemål
Det er væsentligt at bemærke, at hvis en arving er under værgemål, og arven er omfattet heraf, vil reglerne i værgemålsbekendtgørelsen som udgangspunkt have forrang, så længe det er foreneligt med selve båndlæggelsens formål.
Principper for Anbringelse af Båndlagt Arv
Kernen i den nye bekendtgørelse er kravet om, at båndlagt arv skal anbringes "forsvarligt og bedst muligt". Dette overordnede princip danner grundlaget for hele regelværket.
Læs mere her: Læs mere om bekendtgørelsen
Konkrete anbringelsesmuligheder
Princippet konkretiseres ved at opstille to primære muligheder for placering af midlerne. Enten kan arven anbringes som et kontant indskud i en godkendt forvaltningsafdeling, typisk i et pengeinstitut, eller den kan investeres i en række nærmere definerede aktiver i henhold til bekendtgørelsens øvrige bestemmelser.
Sikkerhed for arvingen
Denne struktur giver en klar ramme for forvaltere og sikrer arvingen mod uforsvarlige investeringer, så midlerne beskyttes bedst muligt.
Specifikke Investeringslofter og Diversificering
For at sikre en passende risikospredning indfører bekendtgørelsen klare procentvise grænser for investeringer.
Læs mere her: Læs mere om bekendtgørelsen
Grænser for porteføljesammensætning
Højst 75 pct. af den samlede båndlagte arv må anbringes i en portefølje af aktiver, der inkluderer erhvervsobligationer, UCITS (investeringsforeninger), aktier og visse beviser for garant- og andelskapital. Denne regel sikrer, at en betydelig del af arven forbliver i mere sikre aktiver, såsom kontanter eller statsobligationer.
Krav om risikospredning
Inden for den overordnede ramme på 75 pct. er der yderligere stramninger. For eksempel må investeringer i alternative investeringsfonde (AIF'er) højst udgøre 15 pct. af den samlede arv. For at undgå en for høj koncentration af risiko hos en enkelt udsteder fastsættes det desuden, at der højst må anbringes 15 pct. af midlerne i aktier og obligationer udstedt af det samme selskab eller selskaber inden for samme koncern.
Beskyttelse af værdi
Disse detaljerede grænser tvinger forvalteren til at diversificere investeringerne og dermed beskytte arvens værdi mod store udsving eller tab.
Praktiske Implikationer for Arvinger og Forvaltere
For arvinger betyder de nye regler en øget sikkerhed og gennemsigtighed i forvaltningen af deres båndlagte midler.
Læs mere her: Læs mere om bekendtgørelsen
Fordele for arvinger
Arvingerne kan forvente, at deres arv forvaltes efter en klar og lovreguleret investeringsstrategi, der minimerer risikoen for store tab.
Krav til professionelle forvaltere
For forvaltningsafdelinger i pengeinstitutter og andre professionelle forvaltere medfører reglerne et skærpet ansvar for at overholde de specifikke investeringslofter og dokumentere, at forvaltningen sker i overensstemmelse med loven.
Bevarelse af specifikke aktiver
Det er dog vigtigt at fremhæve, at bekendtgørelsen ikke forhindrer, at en arving kan modtage og bevare aktiver, f.eks. en aktieportefølje eller en ejendom, i den form, de blev udlagt i på selve skiftet af boet.
Konklusion
Den nye bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af myndiges båndlagte arv udgør en væsentlig modernisering af reglerne på området. Ved at indføre klare, kvantificerbare grænser for investeringer skabes en mere robust og forudsigelig ramme for forvaltningen. Reglerne balancerer hensynet til at beskytte arvekapitalen med behovet for at kunne opnå et fornuftigt afkast i et moderne investeringsmiljø, hvilket i sidste ende kommer både arvinger og forvaltere til gode.
