Et inkassofirma afvises blankt i Ankenævnet på Energiområdet efter at have overtaget en klagesag. Samtidig fastslår klagenævn, at tvivl i en mail kan koste et udbud på 411 mio. kr.
En inkassovirksomhed bliver blankt afvist i Ankenævnet på Energiområdet efter at have overtaget en el-kundes klagesag, mens EU-Domstolen fastslår, at bankers forældelsesfrist i sager om urimelige lånevilkår først løber fra forbrugerens indsigelse. Samtidig taber en virksomhed en udbudskontrakt til over 400 millioner kroner på grund af en bindende e-mail om tvivl om en bils sædehøjde.
Ankenævnet afviser klage fra inkassovirksomhed på grund af manglende kompetence
En principiel afgørelse fra Ankenævnet på Energiområdet trækker en skarp processuel grænse for, hvem der kan benytte sig af det forbrugerretlige klagesystem. Sagen demonstrerer en nyere tendens, hvor specialiserede virksomheder overtager borgeres krav mod et salær.
Konkret sag om overdragelse af elkrav
I den konkrete sag havde en borger givet virksomheden Forbrugerkrav ApS fuldmagt til at inddrive et angiveligt overfaktureret beløb på 1.250 kr. for ellevering hos Vest Energi ApS. Af overdragelsesformularen fremgik en markant forretningsmodel:
| Part | Andel af vundet hovedstol | Øvrige vilkår |
|---|---|---|
| Forbrugeren | 50 % | Fritages for sagsbehandling |
| Forbrugerkrav ApS | 50 % | Beholder derudover alle renter og inkassosalærer |
Da selskabet ikke udleverede beløbet tilstrækkeligt hurtigt til inkassovirksomhedens klientkonto, indbragte Forbrugerkrav ApS sagen for Ankenævnet på Energiområdet. Men her stødte sagen på en formalitetsmur.
Ankenævnets vurdering af kompetence
Ankenævnet lagde til grund, at forbrugerens fordring reelt var overdraget til Forbrugerkrav ApS. Nævnet har i sine vedtægter kun kompetence til at behandle civilretlige klager fra egentlige forbrugere samt energiforbrugende erhvervsvirksomheder.
Nævnet fandt, at Forbrugerkrav ApS ikke kunne anses som en forbruger [...] da det er et anpartsselskab. Nævnet fandt endvidere, at Forbrugerkrav ApS heller ikke var en energiforbrugende erhvervsvirksomhed [...] da kravet i sagen angik en fordring vedrørende en andens energiforbrug.
Klagen blev dermed afvist uden realitetsbehandling, hvilket understreger klagenævnenes funktion som et tvistløsningsorgan for den oprindelige forbruger – ikke som et billigt retsmaskineri for kommercielle fordringshavere.
Tvivl i e-mail kostede udbudskontrakt til knap en halv milliard
I en opsigtsvækkende sag om offentligt udbud har Klagenævnet for Udbud fastslået, at en tilbudsgivers tvivl om egen kravopfyldelse kan have fatal og bindende virkning.
Mindstekrav og kontrolmåling
Region Hovedstadens Akutberedskab udbød siddende patienttransport, hvor delaftale 4 udgjorde en anslået værdi på 411,6 mio. kr. Et centralt mindstekrav til de tilbudte biler var en sædehøjde på mindst 65 cm. Nordian ApS tilbød en Toyota Corolla, som de anførte ville blive "yderligere tilpasset" for at opnå højden.
Da regionen selv foretog en kontrolmåling af en tilsvarende bil hos en forhandler, målte de kun 60 cm. Det udløste en teknisk afklaring efter Udbudsloven § 159, stk. 5. Under afklaringsforløbet sendte Nordian den 9. december en e-mail til regionen, hvori de erkendte, at det på baggrund af ny information var "tvivlsomt", om tilpasningen kunne lovliggøres, og at tilbuddet "formentlig" var ukonditionsmæssigt.
Konsekvensen af tvivl og nævnets afgørelse
Regionen reagerede ved straks at udelukke Nordian og tildele millionkontrakten til HB Care. Nordian fik dog få dage efter bilen synet og godkendt, hvorefter de forsøgte at trække deres meddelelse tilbage. Klagenævnet var dog ubønhørligt:
Selv om Nordian tilbagekaldte meddelelsen den 15. december 2025, før regionen havde underrettet om tildelingsbeslutningen, fandt nævnet, at regionen ikke var forpligtet eller berettiget til at se bort fra den oprindelige meddelelse.
Nævnet understregede også, at udbudsreglerne ikke afskærer en udbyder fra selv at undersøge og kontrollere tilbudte varer fysisk, da der påhviler ordregiver en pligt til at verificere kravopfyldelsen efter Udbudsloven § 159, stk. 2 og Udbudsloven § 159, stk. 3. Sagen vidner om den ekstreme formkravsdisciplin, udbudsretten kræver, hvor forhastede skriftlige erkendelser næppe kan repareres.
EU-Domstolen: Forældelsesfrist for bankens krav løber fra forbrugerens indsigelse
På det mere principielle, tværnationale plan har EU-Domstolen afsagt dom i en sag om forældelse i de omstridte polske lån optaget i schweizerfranc (CHF). Dommen lukker et afgørende processuelt hul for banker over hele Europa, når kontrakter dømmes ugyldige som følge af urimelige vilkår.
Problemstillingen omkring forældelse
Når en kontrakt bortfalder som ugyldig, opstår der en gensidig tilbageleveringspligt. Forbrugeren vil have sine renter og afdrag tilbage, mens banken har krav på den udlånte hovedstol. Men efter polsk ret forældes bankens krav efter blot tre år. Spørgsmålet var derfor: Hvornår starter fristen for bankens krav?
Tre mulige starttidspunkter og rettens afgørelse
EU-Domstolen skulle vurdere tre mulige starttidspunkter ud fra EU-rettens effektivitets- og proportionalitetsprincipper samt direktivet om urimelige kontraktvilkår.
- Ved udbetalingen af lånet: Afvist. Banken aner ikke, at aftalen er ugyldig, så længe kunden betaler, og kravet vil ofte forælde, før banken kender det.
- Ved optagelse i et ulovlighedsregister: Afvist. Registreringen af et enkelt vilkår gør ikke automatisk hele kontrakten ugyldig.
- Ved forbrugerens første indsigelse mod aftalen: Godkendt.
Domstolen fastslog, at det giver bedst mening for alle parter, at uret begynder at tikke det sekund, forbrugeren gør banken opmærksom på, at de bestrider kontraktens gyldighed.
Domstolen fandt [...] at det ikke er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for banken at gøre sit krav gældende, hvis fristen regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren første gang over for banken bestred aftalens bindende virkning.
Afgørelsen skaber dermed processuel ligestilling. Det fjerner risikoen for, at banken forholder sig passiv, indtil den pludselig står uden ret til overhovedet at kræve sine egne udlånte penge tilbage.
Østre Landsret afviser præjudiciel forelæggelse i sag om Irma-pigen
Spørgsmålet om processuel kompetence og inddragelse af internationale domstole har også fyldt i de danske retssale i den seneste tid. Det sås tydeligt, da Østre Landsret afsagde dom i den profilerede ophavsretssag mellem Coop Danmark og kunstneren Art Party om kommerciel brug af Irma-pigen.
Anmodning om EU-retlig vurdering afvist
Kunstneren havde i landsretten anmodet om, at sagen blev forelagt EU-Domstolen for at få en præjudiciel vurdering af balancen mellem varemærkelovgivning og kunstnerisk ytringsfrihed beskyttet af EU's Charter.
Landsretten afviste blankt denne anmodning ud fra den betragtning, at der allerede findes en udtømmende og righoldig praksis fra både EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Afgørelse om varemærkekrænkelse
I selve hovedsagen vurderede dommerne enstemmigt, at brugen af Irma-logoet på blandt andet T-shirts og plakater udgjorde en overtrædelse af Coops rettigheder med henblik på kommerciel vinding. Kunstneren og Artpusher Gallery ApS blev dømt til at betale et samlet beløb på 750.000 kr.
