Højesteret underkender politiets besøgsforbud over for en varetægtsfængslet grundet en forældet konfliktrapport. Samtidig lader EU-Domstolen ytringsfrihed trumfe reglerne om markedsmisbrug.
En belgisk politiker lækkede intern viden om en privatisering til pressen for at rejse en offentlig debat – og nu slår EU-Domstolen fast, at ytringsfriheden kan trumfe de strenge regler om markedsmisbrug. Samtidig underkender Højesteret politiets brug af besøgsforbud over for en varetægtsfængslet i en drabssag, da dokumentationen for en aktuel bandekonflikt var forældet.
Den seneste tids afgørelser inden for retspleje og proces tegner et klart billede af domstolenes nidkærhed, når det gælder afvejningen af borgernes grundlæggende rettigheder over for myndighedernes beføjelser. Fra Højesterets skrappe krav til politiets bevisførelse ved indgreb under varetægtsfængsling til EU-Domstolens række af principielle domme, der værner om både ytringsfrihed, databeskyttelse og adgang til domstolsprøvelse på tværs af landegrænser.
Højesteret kræver aktuel dokumentation for besøgsforbud
I en markant sag om organiseret kriminalitet har Højesteret sat snævre grænser for politiets beføjelser til at afskære varetægtsfængslede fra kontakt med omverdenen. Sagen angik en mand, der sad varetægtsfængslet for medvirken til et drabsforsøg med relation til en verserende konflikt mellem bandegrupperinger i København.
Opdeling af besøgskontrol og besøgsforbud
Manden, som var fængslet efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, var underlagt både generel besøgskontrol og et direkte besøgsforbud over for to konkrete personer, som politiet mente havde tilknytning til hans bandegruppering. Mens by- og landsretten havde opretholdt begge indgreb, valgte Højesteret at splitte afgørelsen.
Besøgskontrollen blev opretholdt i medfør af Retsplejeloven § 771, stk. 1, da der var en åbenlys risiko for, at den tiltalte ville vanskeliggøre sagens forfølgning. Højesteret lagde vægt på, at hans forklaringer havde været skiftende, og at flere medtiltalte i sagen endnu ikke havde afgivet forklaring.
Krav til tidsmæssig og materiel dokumentation
Besøgsforbuddet, som blev nedlagt efter den skærpede særregel i Retsplejeloven § 771, stk. 3, led imidlertid et markant knæk. Reglen giver politiet adgang til at nægte besøg fra personer med tilknytning til grupper, der er involveret i en voldelig konflikt. Men Højesteret fastslog, at anklagemyndigheden over for domstolene skal kunne dokumentere, at det politifaglige skøn bygger på et forsvarligt, aktuelt grundlag.
I sagen var den fremlagte konfliktrapport næsten otte måneder gammel og nævnte slet ikke den specifikke bandegruppering, som manden angiveligt tilhørte. Højesteret udtalte i præmisserne:
"Højesteret lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at rapporten ikke omtaler Y, som T efter politiets opfattelse er knyttet til, men alene en 'unavngiven kriminel gruppe'."
Kendelsen slår dermed utvetydigt fast, at domstolsprøvelsen af politiets skøn ikke er en formalitet. Der stilles materielle og tidsmæssige krav til de underliggende politirapporter for at kunne retfærdiggøre rettighedsindgreb.
Politikers læk af intern viden beskyttes af ytringsfriheden
Et andet brændpunkt for balancen mellem lovhåndhævelse og fundamentale rettigheder findes i en ny dom fra EU-Domstolen. Sag C-376/24 handlede om en belgisk politiker, der lækkede fortrolig insider-viden om den forestående privatisering af det belgiske postselskab, Bpost, til pressen.
Insider-viden versus samfundsdebat
Oplysningerne medførte, at de fortrolige forhandlinger med en hollandsk fusionspartner gik i vasken, hvorefter de belgiske finansmyndigheder straffede politikeren med en bøde for uretmæssig videregivelse af intern viden efter EUs markedsmisbrugsforordning (MAR).
Politikeren gjorde under sagen gældende, at han som oppositionspolitiker havde en demokratisk forpligtelse til at starte en offentlig debat om salget af statens aktiver. Han mente sig omfattet af de undtagelsesregler, der tillader udbredelse af oplysninger i journalistisk øjemed. EU-Domstolen gav ham ret et langt stykke ad vejen. Domstolen slog fast, at det at formidle information til pressen for at rejse en debat af almen interesse reelt kan udgøre en "normal udøvelse" af en politikers funktion.
Proportionalitetsprincip og økonomisk vinding
EU-Domstolen fastslog, at "en politikers videregivelse af intern viden til medierne med henblik på at kritisere en igangværende privatisering af en offentlig virksomhed og at rejse en offentlig debat om et spørgsmål af almen interesse kan være et normalt led i udøvelsen af den pågældendes funktioner".
Dommen giver dog ikke fripas. Retten betoner, at videregivelsen af oplysningerne skal vurderes strengt ud fra et proportionalitetsprincip. Lækket skal være nødvendigt for debatten, og domstolene skal foretage en afvejning i forhold til den skade, offentliggørelsen kan påføre de finansielle markeder. Desuden må politikeren under ingen omstændigheder have opnået en økonomisk vinding ved manøvren.
Oversigt over EU-domme om proces og rettigheder
| Sag | Ret | Hovedkonklusion | Principiel betydning |
|---|---|---|---|
| C-376/24 | EU-Domstolen | Betinget medhold | Ytringsfrihed kan undtagelsesvist retfærdiggøre politikeres læk af intern viden til pressen under MAR. |
| C-414/24 | EU-Domstolen | Medhold | Det tosporede system i GDPR forhindrer afvisning af klager med henvisning til verserende retssag. |
| C-575/24 | EU-Domstolen | Medhold | Fælles kommunal kontrol udgør "bestemmende indflydelse", der gør et selskab til en offentlig virksomhed. |
| C-232/25 | EU-Domstolen | Medhold | Sagsøgers "interessecentrum" fungerer som værneting ved grænseoverskridende personlighedskrænkelser på tv. |
Det tosporede system i GDPR sager fastholdes
Fra Østrig har en tilsyneladende administrativ klage udviklet sig til en afgørende processuel dom for hele EU's databeskyttelse. En kvindelig læge havde anlagt et civilt søgsmål mod en digital vurderingsplatform med krav om sletning af sine persondata. Sideløbende hermed indgav hun en klage til den østrigske databeskyttelsesmyndighed (Datenschutzbehörde) for at få dem til at pålægge platformen et sletteforbud.
Østrigsk afvisning underkendes
Myndigheden nægtede at behandle sagen og afviste klagen med den formelle begrundelse, at der allerede verserede en retssag om præcis samme spørgsmål. Myndigheden henviste til det grundlæggende østrigske forfatningsprincip om, at forvaltning og domstole er strengt adskilte, og at de to instanser ikke kan træffe afgørelse om samme tvist samtidigt.
Men den procesøkonomiske manøvre strider mod GDPR, slår EU-Domstolen fast i sag C-414/24. EU-lovgiver har bevidst skabt et tosporet system – reguleret i databeskyttelsesforordningens artikel 77 og 79 – hvor borgeren fuldstændig uafhængigt af hinanden kan klage til det administrative tilsyn og sideløbende gå til domstolene.
Administrative klagerettigheder bevares
"Det ville imidlertid være i strid med samme forpligtelse at fratage en registreret, der er berørt af en behandling af personoplysninger, muligheden for at benytte sig af en sådan beskyttelsesmekanisme ved at tillade, at tilsynsmyndigheden afviser vedkommendes klage alene med den begrundelse, at der tidligere er anlagt et søgsmål," konstaterede dommerne i Luxembourg.
Dermed fjerner dommen medlemsstaternes mulighed for at afvise sager formelt, blot fordi borgeren også gør brug af sine rettigheder ved domstolene. Hvis en myndighed frygter modstridende afgørelser, må de som et mildere indgreb sætte sagsbehandlingen i bero, indtil domstolene har talt – men de må ikke fratage klageren adgangen til det administrative klagespor.
Fælles kommunalt ejerskab aktiverer åbne data regler
Processuelle grænsedragninger var også i fokus i en afgørelse om åbne data-direktivet, hvor EU-Domstolen skulle fastlægge de præcise kriterier for, hvornår et selskab forvandles til en "offentlig virksomhed", der dermed underlægges reglerne for aktindsigt og deling af data.
Strid om aktindsigt i tjekkisk vandforsyningsselskab
Sagen (C-575/24) udsprang i Tjekkiet, hvor et vandforsyningsselskab var ejet af adskillige kommuner i fællesskab. Ingen af de enkelte kommuner besad aktiemajoriteten på egen hånd. Da et aktieselskab krævede indsigt i forsyningsselskabets bestyrelsesreferater under de tjekkiske åbne data-regler, nægtede selskabet udlevering. Argumentet lød, at fordi ingen myndighed alene havde "bestemmende indflydelse", kunne man ikke kategoriseres som en offentlig virksomhed.
Kollektiv bestemmende indflydelse udløser åbenhed
Den fortolkning har EU-Domstolen nu hældt ned ad brættet. Det er fuldt tilstrækkeligt, at flere offentlige organer i forening besidder kapitalmajoriteten eller rettighederne til at udpege ledelsen. Domstolen lavede endvidere en vigtig processuel præcisering: Klageren behøver ikke føre komplicerede beviser for, at kommunerne reelt agerer i fællesskab, har indgået aftaler, eller deler de samme interesser. Kriterierne i direktivet afspejler udelukkende en "objektiv situation", hvor de kollektive ejerforhold er rigeligt til at udløse de byrdefulde pligter om transparens.
Værneting ved internationale tv krænkelser
Slutteligt har EU-Domstolen trukket en vigtig procesretlig streg i sandet for, hvor civile sager om personlighedskrænkelser kan anlægges, når mediebilledet rækker ud over landegrænserne.
Polske krigsveteraner mod tysk tv-serie
I en markant sag var en polsk krigsveteran og en veteranforening gået rettens vej mod de tyske medproducere af det historiske drama "Generation War". Sagsøgerne mente, at serien fremstillede den polske modstandsbevægelse som antisemitiske og medskyldige i Holocaust, hvilket krænker polsk lov om personlighedsrettigheder. Spørgsmålet var imidlertid, om de polske domstole overhovedet havde international kompetence til at behandle erstatningskrav for de krænkelser, der udgik fra udsendelser i Tyskland og andre europæiske lande.
Interessecentrum afgør kompetencen
EU-Domstolen fastslog, at kriteriet om sagsøgernes "interessecentrum" – som hidtil primært har været knyttet til sager om krænkelser på internettet – også kan gøres gældende ved traditionelle tv-udsendelser. Eftersom krigsveteranerne havde deres hjemsted i Polen, den militære enhed stammede herfra, og indholdet objektivt set havde en stærk historisk og samfundsmæssig tilknytning til den polske stat, fik de polske domstole lov til at påkende sagen i sin helhed. Afgørelsen letter dermed fremover procesbyrden markant for de borgere og foreninger i EU, der ser sig nødsaget til at lægge sag an for rettighedskrænkelser, der distribueres via internationale medieproduktioner.
