Inhabil borgmester fælder biogastilladelse til 50 mio. kr.

Et af de mest fundamentale forvaltningsretlige principper er kravet om myndigheders habilitet. Dette princip blev sat på spidsen i en nylig sag fra Kerteminde Kommune, hvor Planklagenævnet skulle vurdere lovligheden af en landzonetilladelse til et stort biogasanlæg. Sagens processuelle kerne var, at kommunens daværende borgmester samtidig sad som direktør og majoritetsejer i det anpartsselskab, der ansøgte om tilladelsen.

Denne åbenlyse personlige inhabilitet efter Forvaltningsloven § 3, stk. 1 skabte en såkaldt afledt inhabilitet for hele den kommunale forvaltning. Selvom der var tale om et potentielt samfundsmæssigt værdispild på op mod 50 millioner kroner for bygherren, fastslog et enstemmigt Planklagenævn, at afgørelsen var ugyldig og skulle annulleres. Nævnet anførte direkte i sin vurdering af de tertiære momenter:

"[...] har klageren haft mulighed for at få kendskab til og evt. påvirke sagsbehandlingen. Dette indebærer, at hensynet til klageren, herunder klagerens berettigede forventninger, ikke kan tillægges samme vægt ved vurderingen af, om afgørelserne skal opretholdes sammenlignet med tilfælde uden inhabilitet."

Sagen understreger den processuelle hovedregel om, at inhabilitet i toppen af et forvaltningshierarki smitter af på de underordnede sagsbehandlere, hvilket fratager borgeren – eller i dette tilfælde selskabet – muligheden for at påberåbe sig god tro og indrettelseshensyn som værn mod annullation.

Højesteret afviser udsættelse af samværssag

I den civile retspleje opstår der ofte spørgsmål om, hvorvidt en sag skal udsættes (sistérs) på udfaldet af en anden verserende sag, eksempelvis ved internationale domstole. Højesteret har netop taget stilling til dette i en principiel familieretlig sag, hvor en mor anmodede om at få udsat en samværssag på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) behandling af en faderskabssag.

Højesteret fandt ikke grundlag for at imødekomme udsættelsesanmodningen. Retten lagde processuelt vægt på, at sagen allerede "på grundlag af de foreliggende oplysninger – herunder parternes forklaringer og udtalelserne fra Bs daginstitution om, at B trives – er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse." Dommen illustrerer domstolenes afvejning mellem hensynet til sagens fulde oplysning og hensynet til processuel fremdrift, hvor forældreansvarslovens regler om barnets tarv, herunder Forældreansvarsloven § 19, stk. 1, kræver en rettidig afgørelse frem for endeløs afventen på parallelle processer.

Afvist byggestop i Svendborg trods igangsat fældning

I forvaltningsprocessen er udgangspunktet, at en klage ikke automatisk sætter en afgørelse i bero. Dette udgangspunkt blev stærkt fastholdt af Miljø- og Fødevareklagenævnet i en sag om et boligbyggeri i Svendborg. En nabo anmodede om at få tillagt sin klage opsættende virkning, da der allerede var igangsat fældning af levende hegn på byggegrunden.

Nævnet afviste anmodningen under henvisning til Miljøvurderingsloven § 53. Den processuelle tærskel for at fravige lovens hovedregel er høj. Nævnet præciserede, at det kræver, at det er "overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overskridelse af loven." Da kommunen havde foretaget de fornødne miljømæssige screeninger, var dette ikke opfyldt, og bygherren kunne fortsætte arbejdet – dog på egen risiko.

Nabos vejret sikrede klageberettigelse

Et andet centralt processuelt element er klageberettigelse (partsstatus). I en sag fra Vejdirektoratet om opsætning af færdselstavler på en privat fællesvej afviste direktoratet oprindeligt at behandle en klage fra en nabo. Efter indsendelse af supplerende oplysninger måtte Vejdirektoratet dog ændre vurdering.

Fordi naboen via formodningsreglen i Privatvejsloven § 44 mentes at have vejret, og indkørselsforbuddet potentielt begrænsede denne ret, havde naboen en "individuel, væsentlig og retlig interesse" i sagen. Dermed opnåede naboen formel status som klageberettiget part.

Manglende dispensationshjemmel lemper begrundelseskrav

Når forvaltningen træffer en bebyrdende afgørelse, stilles der normalt strenge krav til begrundelsen. Et markant brud på denne forventning ses i en afgørelse fra Planklagenævnet vedrørende et afslag på lovliggørende dispensation til en erhverv-til-bolig konvertering i Valby.

Klageren mente, at Københavns Kommune havde tilsidesat Forvaltningsloven § 22 ved at levere en mangelfuld begrundelse for afslaget. Planklagenævnet fastslog imidlertid, at fordi det ansøgte stred direkte mod lokalplanens principper om fordeling af friarealer, havde kommunen slet ingen hjemmel til at dispensere efter Planloven § 19, stk. 1.

Nævnet udtalte afgørende, at begrundelseskravet er mindre i disse situationer, fordi kommunen slet ikke skal foretage en skønsmæssig afvejning af pro og contra.

Når loven de facto afskærer muligheden for dispensation, er det tilstrækkeligt processuelt at begrunde afslaget med den blotte henvisning til manglende lovhjemmel.

Ny advokat giver ikke ret til genoptagelse

Borgeres ret til at få en afsluttet sag genoptaget (remonstration) bygger i vid udstrækning på ulovbestemte forvaltningsretlige retsgrundsætninger. I en klagesag om offentlig adgang til en privat fællessti krævede en grundejer sagen genoptaget med den primære begrundelse, at han havde "fået en ny advokat til at se på sagen".

Vejdirektoratet afviste blankt genoptagelsen og benyttede lejligheden til at ridse de stringente betingelser for genoptagelse op:

• Der skal fremkomme nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at sagen sandsynligvis ville have fået et andet udfald.
• Der skal fremkomme væsentlige, nye retlige forhold med tilbagevirkende kraft.
• Der skal være begået ikke-uvæsentlige sagsbehandlingsfejl i den oprindelige behandling.

At en ny advokat har en anden juridisk tolkning af de samme faktiske omstændigheder, udgør ikke et processuelt grundlag for genoptagelse. Myndigheden konkluderede stramt:

"Du har ikke anført nye oplysninger om sagens faktum. Vi mener ikke, at vi har begået fejl i behandlingen af din klagesag."

Igangværende kontrol blokerer for bindende svar

Instituttet for bindende svar giver borgere og virksomheder mulighed for at få forhåndsafklaret skattemæssige dispositioner. Der eksisterer dog en sikkerhedsventil for myndighederne i Skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2, hvorefter en anmodning i "særlige tilfælde" kan afvises.

Skatterådet har i en højaktuel afgørelse anvendt denne afvisningshjemmel i en kompleks sag om udbytteskat og "retmæssig ejer" (beneficial owner). Et selskab havde anmodet om bindende svar for en udbytteudlodning i 2023, mens Skattestyrelsen sideløbende var ved at kontrollere en fuldstændig tilsvarende konstruktion for indkomståret 2022.

Selvom virksomheden argumenterede ihærdigt for proportionalitetsprincippet og foreslog sagen sat i bero i stedet for afvist, stod Skatterådet fast. Man fandt det processuelt uhensigtsmæssigt at gribe ind med et bindende svar på en given juridisk problemstilling, når selvsamme problemstilling i forvejen er genstand for en igangværende, formel myndighedskontrol for et tidligere indkomstår. Virksomheden er nu henvist til at afvente afslutningen af 2022-kontrollen, før de ad formel vej kan få afklaret status for 2023.