Tre kendelser fra oktober 2025 skærper linjen for klagebarhed af procesledende skridt, bekræfter ordregivers vide evalueringsskøn ved miniudbud og godkender pris-modeller baseret på tilbudsgivers allokering.
Tre nye kendelser sætter skarpt fokus på grænserne for, hvad der er en afgørelse, samt hvor langt ordregivere kan gå i deres evalueringsskøn og pris-modeller.
Disse kendelser – én fra Energiklagenævnet og to fra Klagenævnet for Udbud – styrker retlige holdepunkter for procesledende skridt, evalueringsskøn samt udformning af evalueringsmodeller ved miniudbud. Analysen bygger på de fulde afgørelsestekster; de medfølgende links henviser til korte resuméer på Lovguiden.
Procesledende skridt er ikke en afgørelse
Energiklagenævnet afviser en klage over Energistyrelsens agterskrivelse om niveauinddeling i energisektorens beredskabsregime, fordi agterskrivelsen er et procesledende skridt og ikke ”en afgørelse i forvaltningsretlig forstand”.
Afgørelsesbegrebets grænser
Nævnet forankrer vurderingen i det almindelige afgørelsesbegreb: en afgørelse ”går ud på at fastslå, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde” og må ”afslutte sagen”. Agterskrivelsen var derimod partshøring og datakontrol forud for endelig indplacering.
Sondringen mellem proces og afslutning
Nævnet citerer lærebogslæren: ”beslutninger om, at der skal foretages bestemte oplysningsskridt, herunder at en sag sendes i høring, ikke udgør afgørelser i lovens forstand”, og præciserer, at myndigheden efter høringsfristens udløb er forpligtet til at træffe en afgørelse, som da kan påklages retligt. Citatmæssigt er linjen klar: ”Energistyrelsens skrivelse af 7. marts 2025 [er] alene … en procesledende beslutning”, og derfor afvises klagen.
Ordregivers evalueringsskøn: tidsplanens realisme i miniudbud
I en nedrivningssag under en rammeaftale tabte den billigste tilbudsgiver (P. Olesen & Sønner) på delkriteriet Tid, hvor Bygningsstyrelsen vægtede tidsplanens realisme højere for konkurrenten.
Læs resumé af klagenævnets kendelse
Flertallets vide skøn
Flertallet i Klagenævnet for Udbud lagde vægt på, at ordregiver kun kan tilsidesættes, hvis evalueringsskønnet er åbenbart forkert eller usagligt: ”jeg finder … ikke grundlag for at antage, at Bygningsstyrelsens evaluering … åbenbart har overskredet grænsen for sit evalueringsskøn eller har handlet usagligt”, herunder at realisme var tydeligt annonceret og konkret begrundet (to adresser og KS-dokumentation).
Mindretallets krav om præcision
Mindretallet (Kurt Helles Bardeleben) pegede derimod på, at ”uden nærmere vejledning om, hvad der lægges i vurderingen af, om en tidsplan er mere eller mindre ‘realistisk’ … [var] det ikke gennemskueligt … hvad der vil adskille det gode fra det mindre gode tilbud” – og efterlyste en mere fyldig, konkret begrundelse, når den billigste tilbyder forbigås. Flertallets linje bekræfter et vidt evalueringsskøn, hvis kriteriet er klart angivet og begrundet i de væsentlige forhold i tilbuddene; mindretallet advarer om, at ”realisme” uden kalibrering kan blive for vagt i marginale tildelinger.
Evalueringsmodeller og ressourceallokering i it-rammeaftaler
I en it-leverance under en rammeaftale anfægtede CGI, at ordregivers pris-evaluering baseret på tilbudsgivers egen fordeling af centrale/decentrale ressourcer var uegnet, fordi fordelingen kunne ændre sig i kontraktperioden.
Modelvalg og driftsændringer
Klagenævnet for Udbud fastholder ordregivers vide råderum, når modellen er transparent og knyttet til udbudstidspunktets opgave og budgetramme, og når den afspejler forventede omkostninger. Det afgørende citat: ”den omstændighed, at der i kontraktperioden kunne opstå behov for ændringer … i forhold til den allokering, der fremgik af tilbuddene, ikke i sig selv medførte, at evalueringsmodellen var uegnet til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud”.
Gennemsigtighed og ligebehandling
Nævnet understreger samtidig § 160, stk. 2-maksimen: klart beskrevne modeller, der respekterer gennemsigtighed og ligebehandling, tilsidesættes som udgangspunkt ikke, selv om fremtidens realiserede allokering kan afvige.
Principielle linjer og tendenser
Kendelserne tegner et billede af retstilstanden på tre centrale områder, der har betydning for både procesledelse og evaluering.
Procesledende handlinger
Nævns- og domstolskontrol forudsætter en afsluttende retlig beslutning; hørings- og oplysningsskridt er ikke klagebare. Det skærper behovet for at reagere rettidigt i høringsfasen og afvente den egentlige afgørelse til klage.
Evalueringsskønnet
Flertallet i nedrivningssagen cementerer, at ”realisme” kan bruges som kvalitativelement, hvis det er forankret i materialet og konkret begrundes i tilbuddenes forhold. Mindretallets kritik viser dog et pres for mere metriske forklaringer i marginale pointforskelle.
Evalueringsmodeller
It-sagen viser en høj tolerance for modeller, der afspejler udbudstidspunktets forudsætninger, selv ved kendt variabilitet i leverancen. Kravet er klarhed, ikke perfektion i at forudsige fremtidig allokering.
Hurtig sammenligning
Nedenfor følger en oversigt over de tre sager, deres udfald og deres principielle betydning for udbudsretten.
Sagsoversigt
| Sag | Ret | Resultat | Principiel betydning |
|---|---|---|---|
| Afvisning af klage over agterskrivelse (energi) | Energiklagenævnet | Afvisning | Skærper sondringen mellem procesledende skridt og afgørelser; klageadgang først ved endelig afgørelse |
| Miniudbud – nedrivning (tid/realisme) | Klagenævnet for Udbud | Klage ikke taget til følge (flertal) | Bekræfter vidt evalueringsskøn; ”realisme” kan vægtes, når beskrevet og konkret begrundet |
| Miniudbud – it (pris/allokering) | Klagenævnet for Udbud | Klage ikke taget til følge | Evalueringsmodeller må bygge på udbudstidspunktets forudsætninger; variabilitet under drift gør ikke modellen ulovlig |
Praktiske konsekvenser og anbefalinger
De tre afgørelser giver anledning til konkrete anbefalinger for både ordregivere, tilbudsgivere og rådgivere, som bør indarbejdes i fremtidige udbud.
Myndigheder og ordregivere
Skeln tydeligt mellem procesledende skridt og afgørelser; skriv i agterskrivelser, hvad der blot er høring, og hvornår afgørelsen træffes.
Når ”realisme” indgår, angiv hvad der typisk taler for/imod realisme (fx spænd for varighed, afhængigheder, dokumentationsfrister) og bind evalueringen op på konkrete forhold i tilbuddene.
Gør pris-modeller eksplicitte: vis vægte, beregningsformler og forudsætninger (fx allokering), og bind dem til udbudstidspunktets kendte budget/omfang.
Tilbudsgivere
Dokumentér kapacitet og metode bag hurtige tidsplaner (ressourcer, sekvensering, buffer til KS-dokumentation). Det styrker ”realisme”-point.
Optimer mod ordregivers model, ikke mod en tænkt driftssituation; hvis modellen måler gennemsnitlig timepris via egen allokering, så bygn en allokering, der også er kontraktuelt bæredygtig.
Efterspørg afklaring under udbuddet, hvis ”realisme” eller beregningstrin fremstår åbne – det kan præge begrundelsesniveauet efter tildeling.
Klageparter og advokater
Test klagebarhed før indgivelse: procesledende skridt afvises; afvent endelig afgørelse eller angrib sagsbehandlingsfejl i det efterfølgende klagegrundlag.
Ved angreb på evalueringsskøn: peg på konkret usaglighed eller internt modstridende begrundelser; blot uenighed i fagligt skøn er ikke nok.
Ved angreb på pris-modeller: dokumentér, at modellen ikke afspejler forventede omkostninger på udbudstidspunktet eller skaber faktisk ulighed/gennemsigtighedsbrist.
Fremadrettede procesgreb
Hvis ”realisme” er udslagsgivende, bør ordregivere indbygge kalibrerende indikatorer (eksempler på passende varigheder for typologier, forslag til minimumsperiode for KS-dokumentation) og samtidig fastholde et skønsmargin – dermed øges forudsigeligheden uden at undergrave den faglige vurdering, som klagenævnene i praksis værner om.
