En forbruger mister retten til at hæve et mangelfuldt køb ved at blokere for sælgers besigtigelse. Samtidig slår Forbrugerklagenævnet fast, at en stor boligforening er alt for professionel.
Et onlinekasino bliver tvunget til at udbetale over 230.000 kr. på grund af manglende beviser for snyd, mens en boligforening med 1.700 lejemål får afvist sin klagesag, fordi de anses for at være for professionelle. Samtidig afklarer nye domme fundamentale spørgsmål om overdragelse af erstatningskrav.
Sælgers ret til at undersøge mangler kan ikke blokeres af forbruger
Aftaleretlige principper om loyalitetspligt og sælgers afhjælpningsret blev sat på spidsen i en nylig sag fra Forbrugerklagenævnet. Sagen omhandlede en forbruger, der havde købt et badeværelsesmøbel til godt 15.000 kr., som efter få måneder begyndte at revne og bule ud.
Forbrugeren reklamerede over fejlen, og Forbrugerklagenævnet udpegede en sagkyndig til at besigtige møblet. Imidlertid nægtede forbrugeren konsekvent at lade den specifikke medarbejder fra den indklagede virksomhed, som havde behandlet sagen, deltage i besigtigelsen. Forbrugeren truede endda med politianmeldelse, hvis medarbejderen mødte op, selvom andre ansatte fra selskabet godt måtte deltage.
Fatale konsekvenser for forbrugeren
Dette viste sig at være en fatal juridisk fejl for forbrugerens sag. Sælgeren fastholdt sin ret til selv at vælge sin repræsentant til besigtigelsen, hvilket nævnet gav virksomheden fuldt medhold i.
"Under de omstændigheder, og da der ikke af Forbrugeren er anført vægtige grunde for at nægte den pågældende medarbejder at deltage i besigtigelsen, finder nævnet, at den sagkyndiges erklæring ikke kan lægges til grund for sagens afgørelse."
Da en sagkyndig undersøgelse var afgørende for at fastslå manglen, mistede forbrugeren dermed muligheden for at få medhold i sit krav om ophævelse af købet. Sagen understreger det grundlæggende formueretlige princip om, at en køber skal medvirke loyalt, når en sælger ønsker at udøve sin lovbestemte ret til at undersøge påståede mangler.
Stor boligforening er for professionel til at være forbruger
Grænsen for, hvem der kan påberåbe sig den stærke danske forbrugerbeskyttelse, blev trukket skarpt op i en klagesag om vandforsyning. En almen boligforening krævede afmontering af ti ud af elleve vandmålere på en ejendom for at undgå faste afgifter til det lokale vandværk.
Forbrugerklagenævnet afviste dog overhovedet at realitetsbehandle sagen. Selvom almene boligforeninger i visse juridiske sammenhænge kan fremstå som sammenslutninger af privatpersoner, vurderede nævnet den konkrete forenings volumen og professionalisme. Foreningen administrerede 1.700 lejemål, havde en balance med pantsætninger for 961 mio. kr. og beskæftigede over 27 fuldtidsansatte.
Vurdering af erhvervsaktivitet og konsekvenser
I henhold til Forbrugeraftaleloven § 2, stk. 1 forudsætter en forbrugeraftale, at forbrugeren "hovedsagelig handler uden for sit erhverv". Nævnet fastslog i sin afgørelse:
"Nævnet har herved lagt vægt på, at Boligforeningens kerneaktivitet er at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere støttet boligbyggeri i overensstemmelse med reglerne i almenboligloven, at boligforeningen har en betydelig erhvervsaktivitet."
Afgørelsen illustrerer krystalklart, at større almene boligorganisationer anses som erhvervsdrivende aktører, når de indgår kontrakter om forsyning og drift. De er dermed henvist til at anlægge sag ved de almindelige formueretlige domstole i tilfælde af aftaleretlige tvister, frem for at benytte det forbrugerretlige klagesystem.
Onlinekasino straffes for udokumenteret konfiskation af gevinster
En markant afgørelse om misligholdelse af standardvilkår demonstrerer den tunge bevisbyrde, der påhviler erhvervsdrivende ved konfiskation af midler. Et udenlandsk onlinekasino med dansk licens lukkede en spillers konto permanent og konfiskerede et indestående på 231.681 kr.
Kasinoet henviste til overtrædelse af en række handelsbetingelser – herunder at spilleren angiveligt havde brugt "bots", udnyttet en "softwarefejl" og havde samarbejdet med andre spillere for at opnå en uretmæssig fordel. For at underbygge påstanden fremlagde spiludbyderen lister, der viste, at spilleren og fire andre brugere inden for korte tidsrum havde satset på identiske udfald af samme væddemål.
Mangelfuld bevisførelse for snyd
Forbrugerklagenævnet fandt ganske vist, at selve kontraktvilkåret om konfiskation ved snyd ikke i sig selv kunne anses for at være byrdefuldt eller ugyldigt. Men beviset manglede fundamentalt.
"Nævnet har herved lagt vægt på, at Den Erhvervsdrivendes afgørelse ikke indeholder en konkret og underbygget begrundelse for grundlaget for konfiskationen af spillekontoindeståendet, herunder en konkret og underbygget begrundelse for, at kontoindeståendet i sin helhed – på trods af Forbrugerens mange løbende indbetalinger – hidrører fra gevinstudbetalinger."
At fremlægge simple dataudtræk er ikke tilstrækkeligt; kasinoet skal kunne bevise en konkret overtrædelse af aftalevilkårene, hvilket de ikke formåede. Spiludbyderen blev derfor pålagt at udbetale hele det konfiskerede beløb med tillæg af procesrente til spilleren.
Principper for overdragelse af erstatningskrav
Spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer et formueretligt krav – og hvem der reelt har beføjelse til at føre en retssag om det – er netop blevet præciseret i to opsigtsvækkende domstolsafgørelser fra henholdsvis EU-Domstolen og Retten på Frederiksberg.
EU-Domstolen har i en principiel sag (C-277/25) taget stilling til en række sager, hvor ofre for trafikulykker har valgt at overdrage deres erstatningskrav mod forsikringsselskaber til professionelle inkassofirmaer. Domstolen slog fast, at EU's regler på ingen måde forhindrer en sådan aftaleretlig overdragelse (cession) af fordringer. Inkassofirmaerne kan lovligt anlægge retssager i eget navn, hvilket cementerer en solid forretningsmodel i EU for professionel gældsinddrivelse af erstatningskrav.
Manglende retlig interesse i byretten
Helt anderledes gik det dog i en byretssag på Frederiksberg, hvor et selskab og en privatperson forsøgte at inddrive et enormt kontraktligt krav på 824 mio. kr., uden at have papirerne i orden.
Kravet udsprang af en oprindelig ejeraftale og aktiehandel mellem to selskaber i 2010. Det ene af selskaberne gik senere konkurs og blev opløst. Problemet var blot, at sagsøgerne aldrig havde erhvervet fordringen fra konkursboet. Da de hverken havde en kontraktlig relation til sagsøgte eller en gyldig overdragelsesaftale (transport) af kravet fra boet, manglede de den nødvendige retlige interesse.
Konklusion på den seneste retspraksis
| Domstol | Emne for fordring | Gyldig overdragelse? | Resultat |
|---|---|---|---|
| EU-Domstolen | Erstatningskrav efter trafikulykker | Ja, frivillig cession til inkassofirmaer | Modellen godkendt af retten |
| Retten på Frederiksberg | Kontraktligt krav på 824 mio. kr. | Nej, kravet tilhørte et afsluttet konkursbo | Sagsøger frifundet, krav afvist |
Samlet set tegner den seneste praksis inden for formue- og aftaleretten et tydeligt billede: Det har alvorlige juridiske og økonomiske konsekvenser, hvis man som erhvervsdrivende agerer uden fyldestgørende beviser, ligesom det falder tilbage på forbrugeren, hvis man nægter at medvirke loyalt til aftalens opfyldelse. Jurasystemet stiller uanset sagstype skrappe krav til dokumentation for ejerskab af det krav, man forsøger at gøre gældende.
Ankestyrelsen
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
