Planklagenævnet afviser nedrivning af terrasse grundet indrettelseshensyn

Berettigede forventninger og ulovbestemte hensyn

Sagen illustrerer imidlertid den stærke retsvirkning af de ulovbestemte forvaltningsretlige indrettelseshensyn. Begrebet dækker over situationer, hvor en borger har opbygget berettigede forventninger til, at et forhold ikke vil blive krævet lovliggjort, typisk fordi det har bestået uantastet i en lang årrække.

I den konkrete sag kunne luftfotos dokumentere, at opmuringen havde eksisteret siden begyndelsen af 1980'erne. Planklagenævnet vurderede derfor, at kommunen fuldstændig havde fortabt sin ret til at kræve fysisk lovliggørelse:

"Nævnet lægger herved vægt på, at opmuringen havde eksisteret upåtalt i mindst 40 år, da kommunen indledte lovliggørelsessagen, og at der efter nævnets opfattelse ikke i den konkrete sag foreligger tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelse om vejbyggelinjer."

Afgørelsen slår fast, at fraværet af naboklager og geners begrænsede omfang vejer tungt, når myndighederne konfronteres med årtier gamle byggefejl.

Definitionen af et levende hegn i Ballerup

I sagen fra Ballerup forsøgte en boligejer at forsvare et nyopført trådhegn med træstolper mod en servitut fra 1961, der dikterede, at der mod vejen kun måtte opsættes "levende hegn". Ejeren argumenterede for, at servitutten ikke decideret udelukkede stålhegn, så længe hegnet bestod af levende materialer. Nævnet var imidlertid ikke i tvivl om den botaniske og juridiske definition:

"Planklagenævnet finder, at et levende hegn må karakteriseres som et hegn, der er plantet og består af levende træer, buske eller planter, der er i stand til at klare sig uden et fast hegn som støtte... Et trådhegn er efter nævnets opfattelse således ikke er et levende hegn."

Historiske gadeudlæg og byggepræg i København

Også i sagerne fra København og Randers stadfæstede nævnet kommunernes brug af henholdsvis en 110 år og en 60 år gammel servitut. I Brønshøj måtte et 5,6 kvadratmeter stort cykelskur vige for et gadeudlæg bestemt i 1915, fordi Københavns Kommune fortsat ønskede at sikre forhaverne et grønt og ubebygget præg. At kommunen tillader åbne carporte i samme område, udgør ifølge nævnet ikke en usaglig forskelsbehandling.

Præcedensvirkning forhindres i Randers

I Randers SØ blev et afslag på opførelse af en carport kun 0,4 meter fra vejskel opretholdt med direkte henvisning til en servitut fra 1966. Nævnet afviste ansøgerens argument om, at naboerne formelt havde accepteret projektet; det juridisk afgørende var kommunens egen planlægningsmæssige interesse i at undgå uønsket præcedens på vejen.

Afslag på dispensation til udstykning

Netop dette måtte Randers Kommune agere efter i en sag om en større udstykning i Tjærbyvang. Her havde en ansøger forsøgt at fravige lokalplanens stramme krav til grundstørrelser (minimum 900 kvadratmeter) og en krum vejføring. Byrådet gav afslag på dispensation, hvilket fik ansøgeren til at klage. Planklagenævnet gav ikke alene kommunen ret i afslaget, men fastslog ligefrem, at forvaltningen overhovedet ikke ville have haft lovhjemmel til at imødekomme ansøgningen:

"Planklagenævnet finder, at projektet samlet set vil medføre, at delområde VII vil få en væsentlig anden karakter, der afviger fra det delområde, der fremgår af lokalplanen. Nævnet finder, at en sådan ændring af lokalplanens struktur kun bør ske efter inddragelse af borgerne, dvs. i forbindelse med en planlægningsproces."

Pragmatisme ved byggetekniske overskridelser

Anderledes pragmatisk ser det ud for kommunerne, når overskridelserne har en mere byggeteknisk og isoleret karakter. I Aarhus fik en bygherre lov til at opføre etageboliger på Grøndalsvej med en overskridelse af både det anviste byggefelt og bygningskoten. Naboerne klagede over højden og påpegede, at byggeriet reelt fremstod med fem etager ud mod gaden.

Nævnet godtog dog kommunens skøn om, at den ekstra bygningshøjde skabte en mere ensartet arkitektur med samme taghældning som nabobygningerne. Samtidig lagde nævnet vægt på, at den omstridte nederste etage rent teknisk var en parterreetage, som var indbygget i et stærkt skrånende terræn. Da niveauet primært kun var synligt fra gårdrummet indadtil og ikke ud mod hovedvejen, talte etagen slet ikke som en fuld etage i lokalplanens forstand.

Bebyggelsesprocent efter gammelt bygningsreglement

Også i Gladsaxe Kommune blev en udbredt praksis stadfæstet, hvor en ny villa endte med at få tilladelse til en bebyggelsesprocent på knap 30 i et boligområde, hvor restriktionen formelt lød på 25 procent. Fordi lokalplanen stammede fra 1990, skulle beregningen lovmæssigt baseres på det gamle bygningsreglement fra 1985 (BR-S 85). Nævnet afviste klagers anbringende om, at kommunen nyligt havde ændret administrativ praksis for netop bebyggelsesprocenter, idet en kommune til enhver tid kan stramme op, så længe en ny praksis annonceres offentligt og derefter "følges konsekvent."

Krav om påvisning af retlige mangler

Nævnet kvitterede med at afvise sagen blankt med henvisning til Planloven § 58, stk. 1, der begrænser klageinstansens mandat til udelukkende at omfatte de helt stringente juridiske problemstillinger:

"Planklagenævnet kan således ikke tage stilling til skønsmæssige spørgsmål, herunder spørgsmål vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed. Planklagenævnet finder, at klagen ikke indeholder retlige spørgsmål."

Afgørelsen står tilbage som en praktisk løftet pegefinger til lægfolk og rådgivere: Dyb utilfredshed med en skønsmæssig kommunal beslutning er aldrig i sig selv nok til at få åbnet en klagesag – der skal aktivt påvises juridiske mangler, hjemmelsfejl eller brud på forvaltningsretlige principper, før staten går ind i de lokale byggekonflikter.