EU-Domstolen underkender EPSO-prøve og tillader salg af erstatningskrav

Baggrund for udvælgelsesprøven

Sagerne udsprang af en udvælgelsesprøve (EPSO/AD/380/19), hvor der opstod tekniske problemer ved den første skriftlige prøve. Som lappeløsning tilbød ansættelseskontoret (EPSO) alle kandidater muligheden for enten at beholde deres oprindelige resultat eller at tage prøven om.

Dette betød i praksis, at de kandidater, der valgte at deltage i den anden prøvesession, fik mere end to måneder ekstra til at forberede sig ud fra det eksakt samme scenarie, som allerede var blevet offentliggjort forud for den første prøve. EU-Domstolen omstødte EU-Rettens tidligere godkendelse af denne praksis, da Retten oprindeligt havde betragtet løsningen som "vanskelig at undgå".

Domstolens vurdering af ligebehandling

"Princippet om ligebehandling kræver, at samtlige kandidater i en udvælgelsesprøve underkastes ækvivalente prøver under ækvivalente betingelser, således at disse prøver frembyder stort set samme sværhedsgrad for alle kandidater," udtalte EU-Domstolen.

Domstolen fastslog, at EPSO's løsning gik markant videre end nødvendigt og skabte en betydelig fordel for visse kandidater, hvilket effektivt forvred konkurrencen og annullerede muligheden for at optage kandidaterne på den endelige reserveliste.

Baggrunden for tvisten

Sagen vedrørte en række polske trafikofre, som vurderede deres udbetalte forsikringserstatninger for beskadigede køretøjer til at være for små. For at undgå lange retssager solgte ofrene deres restkrav til professionelle inkassofirmaer mod en kontant udbetaling.

Forsikringsselskaberne anfægtede forretningsmodellen ved de nationale domstole med påstand om, at inkassofirmaerne ikke kunne påberåbe sig den særlige beskyttelse for "skadelidte" under EU's færdselsforsikringsdirektiv (direktiv 2009/103/EF).

EU-Domstolens fortolkning af direktivet

EU-Domstolen bekræftede retteligt, at et professionelt firma ikke udgør en "skadelidt" part i direktivets forstand. Imidlertid fastslog domstolen, at direktivet slet ikke regulerer overdragelsen af krav på nationalt plan.

"Direktivet regulerer hverken overdragelsen af erstatningskrav eller søgsmålskompetencen for personer, der ønsker at anlægge sag ved de nationale domstole for at inddrive sådanne krav. Det er derfor ikke til hinder for, at en national lovgivning tillader overdragelse af erstatningskrav," lyder dommens præmis.

Afgørelsen har europæisk principiel betydning, da den fastslår lovligheden af forretningsmodeller, hvor ofre overdrager deres retstvister til velkapitaliserede professionelle aktører, hvilket reelt skærper det juridiske pres på forsikringsselskaberne.

Afvisning af freelanceerfaring

En læge i Frankrig ansøgte om adgang til den såkaldte "secteur 2" (honorarsektoren), som giver læger lov til at operere uafhængigt af fastsatte offentlige honorartakster. Adgangen blev afvist af de franske myndigheder med den begrundelse, at lægens obligatoriske praktiske erfaring fra et italiensk hospital var opnået som freelancer, og ikke via en formel ansættelseskontrakt, som fransk lov kræver.

Strukturel hindring for etableringsfriheden

EU-Domstolen vurderede, at sektoren ikke i sig selv udgør en separat "lovreguleret profession" omfattet af kvalifikationsdirektivet (2005/36/EF). Alligevel var afvisningen ulovlig, da sagen faldt direkte ind under traktatens beskyttelse af den frie etableringsret (TEUF artikel 49).

Kravet om en eksplicit ansættelseskontrakt udgør ifølge domstolen en strukturel hindring, der især rammer læger uddannet i andre medlemsstater, og restriktionen står ikke i et rimeligt forhold til målet om at beskytte folkesundheden. Så længe den praktiske erfaring og det faglige niveau reelt kan ligestilles, må medlemsstaten ikke lade selve kontraktformen blokere for markedstiladelsen.

Ulovlig attestering af notarialdokument

Et tysk notarialdokument oprettet i maj 1999 blev i 2021 attesteret af de tyske myndigheder som et europæisk eksekutionsfundament (EEO) i henhold til forordning 805/2004. Forordningen specificerer imidlertid eksplicit i sin artikel 26, at den kun finder anvendelse på dokumenter oprettet efter dens ikrafttræden den 21. januar 2005. Den tyske attestering var dermed åbenlyst i strid med forordningens tidsmæssige virkeområde.

Da kreditor forsøgte at få gælden inddrevet i Østrig, bemærkede den østrigske domstol fejlen og ønskede at underkende og afvise attesteringen, men dette afviste EU-Domstolen blankt.

Forbud mod realitetsprøvelse

"Forordning 805/2004 er til hinder for en realitetsprøvelse i fuldbyrdelsesstaten af EEO-attesteringen af et eksigibelt notarialdokument, selv om dette dokument ikke er oprettet efter forordningens ikrafttræden."

Forordningens artikel 21, stk. 2, forbyder ethvert "réexamen au fond" (realitetsprøvelse) i fuldbyrdelsesstaten. Ansvaret for at få trukket en fejlagtig attestering tilbage ligger udelukkende hos debitor, som aktivt må søge om tilbagetrækning ved domstolene i oprindelsesstaten (Tyskland). Fuldbyrdelsesstaten kan under særlige omstændigheder vælge midlertidigt at suspendere tvangsfuldbyrdelsen, men har ikke kompetence til definitivt at omstøde attesteringen.

Frihedsberøvelse og manglende samarbejde

De hollandske myndigheder havde frihedsberøvet en asylansøger med henblik på tvangsmæssig udsendelse. Fordi manden udelod vigtige oplysninger, og fordi det stod uklart, præcis hvilken af hans mulige nationaliteter der skulle gøres gældende, oplistede Holland tre mulige bestemmelseslande i returafgørelsen: Marokko, Algeriet og Libyen.

Manden påstod, at hans frihedsberøvelse var ulovlig, da der ifølge ham ikke var lavet en tilstrækkeligt udtømmende vurdering af non-refoulement-princippet (forbuddet mod udsendelse til tortur eller lignende risiko) for samtlige tre lande inden afgørelsen.

Vurdering af non-refoulement

Domstolen slog fast, at returdirektivet (2008/115/EF) rent faktisk tillader myndighederne at angive flere mulige destinationer, særligt i sager præget af den pågældendes manglende samarbejde. Dommeren, som prøver frihedsberøvelsens lovlighed, har ikke pligt til at efterprøve selve den endelige returafgørelse generelt, men dommeren skal ex nunc (aktuelt og af egen drift) vurdere non-refoulement-risikoen.

Konklusionen fra EU-Domstolen lyder klokkeklart, at så længe risikoen for tortur eller livsfare ikke er til stede for blot ét af de oplistede bestemmelseslande, eksisterer der et gyldigt udsendelsesperspektiv, og den fortsatte frihedsberøvelse i fængsel eller asylcenter forbliver fuldt ud lovlig.