Forkert lovhjemmel fælder udstykningsforbud og passivitet tillader nedrivning

Et gennemgående tema i den seneste klagenævnspraksis er det ufravigelige krav om at anvende den korrekte lovhjemmel, når forvaltningen griber ind i borgernes rettigheder.

En opsigtsvækkende sag fra Fanø Kommune illustrerer dette skarpt. Her havde kommunen nedlagt forbud mod udstykning af en stor sommerhusgrund med henvisning til Planloven § 12, stk. 3. Kommunen mente, at udstykningen stred mod kommuneplanens rammer for grundstørrelser. Planklagenævnet underkendte imidlertid afgørelsen fuldstændigt, idet nævnet præciserede, at kommuneplaner generelt ikke er direkte bindende for borgere. Selvom § 12, stk. 3 giver mulighed for at gribe ind, gælder det kun ved "opførelse af bebyggelse" eller "ændret anvendelse". En simpel udstykning falder uden for denne definition. For at forhindre udstykningen skulle kommunen i stedet have brugt Planloven § 14 til at nedlægge et midlertidigt forbud.

Ordlyd i lokalplan begrænser kommunens dispensationsadgang

Et andet eksempel på stram fortolkning af hjemmelsgrundlaget ses i en sag fra Gladsaxe Kommune, hvor en borger havde opført en dobbeltcarport i strid med vejbyggelinjen i lokalplanen. Borgeren søgte om lovliggørende dispensation, men kommunen gav afslag, da lokalplanen eksplicit fastsatte, at der kun kunne tillades "højst én overdækket parkeringsplads".

Planklagenævnet stadfæstede afslaget med den begrundelse, at kommunen ved at skrive "højst én" reelt havde begrænset sin egen kompetence til at dispensere efter Planloven § 19, stk. 1. At borgeren henviste til andre dobbelte carporte i området, ændrede ikke på resultatet, da lighedsgrundsætningen ikke giver ret til at få en ulovlig dispensation.

Fysisk virkelighed trumfer BBR-registrering i Aalborg

I Aalborg forsøgte kommunen ligeledes at regulere antallet af boliger i en bygning gennem et afslag på dispensation, men her spændte princippet om "eksisterende lovligt forhold" ben for forvaltningen. Huset var oprindeligt opført i 1930'erne med fire lejligheder.

Selvom lokalplanen fra 2006 kun tillod to boliger pr. ejendom, og huset i 2007 administrativt blev omregistreret i BBR til et enfamiliehus, havde bygningen altid fysisk bestået af fire lejligheder. Efter Planloven § 18, stk. 1 har en lokalplan kun fremadrettet virkning, og den fysiske indretning var derfor lovlig uanset den senere BBR-registrering.

Kommunal passivitet ugyldiggør forbud mod godsnedrivning

Tidsfaktoren spiller en afgørende rolle i forvaltningsretten, både for myndighederne og for borgerne. Nævnene slår fast, at frister skal overholdes – men der stilles ligeledes strenge krav til, at myndighederne handler rettidigt.

I en markant sag om passivitet underkendte Planklagenævnet Kalundborg Kommunes forsøg på at forhindre nedrivningen af en bevaringsværdig hovedbygning på et gods. Borgeren ansøgte formelt om nedrivning i oktober 2024, men først i oktober 2025 – et helt år senere – traf byrådet afgørelse om et forbud mod nedrivning. Nævnet statuerede, at et forbud efter planloven er en vidtgående indskrænkning af borgerens ejendomsret, som kræver, at kommunen reagerer inden for en "rimelig undersøgelses- og overvejelsestid".

Af forløbet stod det klart, at kommunen havde forholdt sig passiv for længe, hvilket medførte, at forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og blev ophævet.

Afventende aktindsigt giver ikke ret til fristforlængelse

Mens borgerne nyder beskyttelse mod kommunal passivitet, slås der til gengæld hårdt ned på borgernes egne fristoverskridelser. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste for nylig en sag om et landbrugspåbud, udelukkende fordi klagen blev indsendt to dage for sent.

Klageren argumenterede for, at forsinkelsen skyldtes, at vedkommende ventede på svar på en aktindsigt fra styrelsen for at kunne skrive en fyldestgørende klage. Nævnet afviste blankt denne undskyldning under henvisning til Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1. Nævnet understregede sin restriktive praksis: En borger kan altid indgive en proforma-klage rettidigt og eftersende aktindsigtsmaterialet senere.

Uforpligtende mødereferat skaber ingen berettigede forventninger

Når borgeren og forvaltningen er i tidlig dialog om et projekt, kan der let opstå misforståelser om, hvad der faktisk er lovet. I forvaltningsretten kan en myndighed bindes af forudgående udtalelser, hvis de skaber en berettiget forventning.

Dette forsøgte en borger i Gladsaxe Kommune at gøre gældende, efter kommunen nedlagde et forbud mod en tilbygning til en bevaringsværdig villa (SAVE 4). Borgeren henviste til et mødereferat, hvor en kommunal sagsbehandler havde noteret, at kommunen godt kunne "acceptere fodaftryk" af den ønskede tilbygning. Nævnet fandt dog, at dette ikke udgjorde et bindende forhåndstilsagn, da referatet tydeligt indikerede, at projektets fulde detaljeringsgrad endnu ikke var kendt.

Afslag på ændring af lokalplan er en politisk beslutning

Selvom klagenævnene nøje overvåger forvaltningsretlige mangler, udviser de stor tilbageholdenhed over for kommunernes materielle, faglige skøn og politiske ret til at planlægge.

I Lejre Kommune havde en borger anmodet om at få ændret lokalplanen, fordi en ejendom var udlagt til et offentligt formål, der ikke længere var relevant. Kommunen afviste blankt pr. e-mail dagen efter. Borgeren klagede og krævede, at nævnet greb ind. Nævnet afviste dog sagen fuldstændigt, idet en afgørelse om ikke at ville planlægge er af politisk karakter. Planlovens regler rummer ingen overordnet planlægningspligt for eksisterende, fastlåste forhold – kun i ganske særlige tilfælde ved nye anlægsprojekter. Planklagenævnet kan i medfør af Planloven § 58, stk. 1 kun prøve retlige spørgsmål, og et politisk nej til at udarbejde en lokalplan udgør slet ikke en forvaltningsretlig afgørelse i lovens forstand.

Frikendt for ulovligt skøn under regel i Hvidovre

Det kommunale skøn gælder ikke kun planlægning, men også æstetiske og visuelle vurderinger. I Hvidovre fik en bygherre afslag på at hæve et tag til 8,8 meter i et område, hvor lokalplanen sagde maksimalt 8,5 meter. Bygherren anklagede kommunen for at sætte sit "skøn under regel" – en forvaltningsretlig grundsætning der forbyder forvaltningen ukritisk at følge faste, stive interne regler frem for at vurdere sagen konkret. Nævnet frikendte dog kommunen. Man konstaterede, at selvom kommunen havde en meget restriktiv praksis, indgik der rent faktisk en konkret vurdering af byggeriets visuelle dominans og den uønskede præcedensvirkning.

"Planklagenævnet finder på denne baggrund, at kommunen har foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke er i strid med forbuddet mod ”skøn under regel”, at kommunen har en restriktiv praksis."

Sagen illustrerer et klassisk forvaltningsretligt domæne: Når kommunen træffer sin beslutning på et oplyst, sagligt grundlag og forholder sig til det konkrete projekt, vil klagenævnene sjældent blande sig i udfaldet af det faglige skøn – selv når en fravigelse på blot 30 centimeter nægtes.