Højesteret har netop afvist to markante søgsmål om dansk F-35-våbeneksport på grund af manglende retlig interesse. Samtidig viser nye nævnsafgørelser, hvordan kommuner dumper på ulovlige skøn.
Et af tidens mest omdiskuterede forfatningsretlige spørgsmål – Danmarks eksport af komponenter til F-35-kampfly og udstyrets mulige anvendelse i Gaza – har netop været til processuel prøvelse. Både en koalition af humanitære organisationer og en palæstinensisk borger sagsøgte Rigspolitiet og Udenrigsministeriet for at få kendt tilladelserne ugyldige. Sagsøgerne mente, at eksporten var i direkte strid med Våbenloven § 6 og Danmarks internationale forpligtelser.
Palæstinensisk borger afvist på samme grundlag
Sagerne strandede dog allerede inden realitetsbehandlingen på det grundlæggende krav om retlig interesse. Der eksisterer ikke actio popularis i dansk ret, hvilket udelukker muligheden for at anlægge sag på samfundets vegne. I sagen anlagt af blandt andre Amnesty International og Oxfam Danmark fastslog Højesteret, at foreningerne ikke opfyldte kravene for at sagsøge staten:
"Foreninger, der ikke selv er konkret og individuelt berørt af de spørgsmål, der ønskes pådømt, og som ikke ved lov er tillagt klageret, partsstatus eller søgsmålskompetence, kan kun anses for at have retlig interesse, hvis særlige omstændigheder taler herfor."
I et parallelt søgsmål anlagt af en palæstinensisk borger nåede landets øverste domstol frem til præcis samme konklusion. Selvom manden på tragisk vis havde mistet familiemedlemmer og sit barndomshjem under angreb i Gaza, fandt retten ham ikke tilstrækkeligt "konkret og individuelt berørt" af de specifikke danske eksporttilladelser. Afgørelserne understreger, at domstolene fastholder en restriktiv linje over for prøvelse af sager, der udspringer af regeringens udenrigspolitiske prærogativ ifølge Grundloven § 19, stk. 1. Find afgørelsen, hvor Lovguiden – Palæstinensisk statsborger havde ikke retlig interesse i prøvelse af danske F-35 våbeneksporttilladelser – Højesteret stadfæster afvisning.
Kreativ bevisførelse fælder ulovlig feriebolig
Mens forfatningsretten beskæftiger sig med storpolitik, viser de nyeste forvaltningsretlige afgørelser, hvordan klagenævnene trækker grænserne i borgernære tvister. Det er særligt bemærkelsesværdigt, hvordan data i stigende grad udgør rygraden i myndighedernes bevisførelse.
I Allinge på Bornholm greb kommunen til utraditionelle metoder for at bevise, at en borger anvendte sin helårsbolig som feriebolig – i strid med en gældende lokalplan udstedt med hjemmel i Planloven § 15, stk. 2. Borgeren forsvarede sig med, at huset var sat til salg og blot blev besøgt kortvarigt med henblik på vedligeholdelse.
Kommunen indhentede imidlertid vandforbrugsdata, som afslørede et markant forbrug på 13,5 kubikmeter i juli måned, sammenholdt med blot 1 kubikmeter i foråret. Planklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse og ridsede præmisserne for lovligt ophold klart op:
"En ejer må dog gerne opholde sig kortvarigt i sit hus i det omfang, det er nødvendigt for at vedligeholde huset, f.eks. male, lufte ud, slå græs, tjekke tagrender, sikre huset mod frost osv. Gentagne eller længere ophold, der ligner fritidsbrug, vil derimod ikke være en lovlig anvendelse."
Forbud mod brændeovne i tidligere minimarked
At forvaltningen står stærkt med objektive kendsgerninger i hånden, understøttes af en sag fra Randers. Her benyttede kommunen et såkaldt § 12-forbud efter Planloven § 12, stk. 3 for at bremse åbningen af et showroom for brændeovne i en bygning, der tidligere rummede et minimarked. Selvom grundejeren argumenterede for, at der blot var tale om en fortsættelse af lovlig erhvervsdrift, vurderede Planklagenævnet, at skiftet fra dagligvarer til udvalgsvarer havde direkte indvirkning på det omgivende miljø og kundetilstrømningen. Derfor udgjorde det en "planlægningsmæssig relevant ændring". Se forløbet i Lovguiden – Planklagenævnet stadfæster forbud mod lager og showroom til brændeovne i Randers.
Kommuners usaglige skøn underkendes
Magtbalancen tipper derimod lynhurtigt tilbage til borgerens fordel, når kommunerne træffer beslutninger, der savner saglighed og lovhjemmel. To nylige afgørelser illustrerer, at myndigheder ikke må lade generelle politikker eller subjektive vurderinger trumfe juraen.
I en sag om en indkørsel valgte en kommune at meddele afslag på udvidelse med den begrundelse, at sagsbehandleren fandt den eksisterende overkørsel bred nok til "både en bil og en barnevogn". Samtidig henviste kommunen til en overordnet "adgangsstyringspolitik". Vejdirektoratet underkendte resolut afgørelsen. Efter Privatvejsloven § 62, stk. 1 må en kommune udelukkende vurdere ansøgningen ud fra almene, offentligretlige hensyn som færdselssikkerhed. Kommunen har ganske enkelt ikke hjemmel til at bedømme borgerens private behov eller afvise på baggrund af abstrakte politikker uden den konkrete vurdering, der kræves i Forvaltningsloven § 22.
Manglende retsanvendelse i sommerhussag
En lignende mangel på retsanvendelse prægede en sommerhussag fra Vejers Strand. Her forsøgte Varde Kommune at tvinge en husejer til at vælge træfacade i stedet for materialet Ivarplank, idet forvaltningen anså et komplet facadeskift for at være "ny bebyggelse". Planklagenævnet nærlæste imidlertid lokalplanens egen tekst, som udtrykkeligt definerede ny bebyggelse som et hus opført på en ny placering. Dermed bandt kommunen sig selv. Projektet faldt klokkeklart ind under Planloven § 18 som umiddelbart tilladt, og kommunens krav om dispensation ifølge Planloven § 19 var retsstridigt i henhold til egne regler. Læs hele nævnets afgørelse i sagen, hvor Lovguiden – Planklagenævnet ophæver afslag på facadeudskiftning: Ivarplank på sommerhus kræver ikke dispensation fra lokalplan.
