EUD godkender salg af restkrav og Erstatningsnævnet strammer kurs om forældelse

Søgsmålskompetence og EU-retten

EU-Domstolen underkendte imidlertid forsikringsselskabernes forsøg på at blokere de professionelle søgsmål. Domstolen slog fast, at direktivet udelukkende har til formål at sikre ofres rettigheder og den obligatoriske ansvarsforsikring, og at EU-retten på ingen måde forhindrer medlemsstaterne i at tillade overdragelse af disse fordringer til tredjemand.

"Direktivet i den foreliggende sag regulerer hverken overdragelsen af erstatningskrav eller søgsmålskompetencen for personer, der ønsker at anlægge sag ved de nationale domstole for at inddrive sådanne krav."

Betydning for den europæiske forsikringsbranche

Afgørelsen har stor praktisk betydning for den europæiske forsikringsbranche, da den cementerer forretningsmodellen for inkassovirksomheder, der specialiserer sig i at opkøbe erstatningskrav. Sagen viser en tydelig skillelinje mellem den EU-regulerede forsikringspligt og det nationale aftaleretlige domæne om cession.

Den europæiske afgørelse suppleres af de seneste officielle udmeldinger fra domstolen, som bekræfter lovligheden af den grænseoverskridende praksis og dens betydning for retsforfølgning.

Krav om direkte årsagssammenhæng ved dødsfald

I en sag om et tragisk dødsfald var gerningsmanden blevet straffedømt for at have overtrådt Straffeloven § 250 ved at have forladt offeret i hjælpeløs tilstand, hvorefter offeret afgik ved døden. Selvom de efterladte henviste til straffedommen og søgte om offererstatning, fik de afslag. Nævnet lagde afgørende vægt på, at det lægelige materiale ikke kunne påvise en direkte årsagssammenhæng mellem den strafbare efterladelse og selve dødsfaldet. Dermed var betingelserne i Offererstatningsloven § 6a og Offererstatningsloven § 1, stk. 1 ikke opfyldt.

Stram fortolkning af "andet tab" ved uddannelsesforsinkelse

Et andet aktuelt tema er fortolkningen af "andet tab", som en ansøger forsøgte at få erstatning for efter årelange seksuelle krænkelser i folkeskolen. Ansøgeren måtte senere afbryde og forsinke sin ungdomsuddannelse grundet senfølger fra overgrebene. Nævnet afviste dog at anerkende forsinkelsen som et erstatningsberettiget tab efter Erstatningsansvarsloven § 1, stk. 1. Begrundelsen var et stramt anlagt tidskrav: Uddannelsen var ikke planlagt på det tidspunkt, hvor skaden oprindeligt skete, og kunne derfor ikke indgå i erstatningsopgørelsen.

Forældelse af krav om psykiske gener

Den strenge fortolkning af frister ses endvidere i en tredje sag, hvor et voldsoffer forsøgte at fremsætte yderligere krav om erstatning for psykiske gener tre og et halvt år efter en oprindelig afgørelse i Erstatningsnævnet. Forældelsesfristen på to år i Offererstatningsloven § 13, stk. 4 blev anset for sprunget, fordi kvinden allerede under den oprindelige sagsbehandling var i psykiatrisk behandling. Hun burde derfor have indset sit krav længe før.

Efterladtegodtgørelse til stedforælder og søskende

I en markant afgørelse om efterladtegodtgørelse efter drab har nævnet udvidet anvendelsen af personkredsen i Erstatningsansvarsloven § 26a. En tidligere stedforælder og en medboende biologisk søskende blev begge tilkendt godtgørelse. Nævnet foretog en konkret, samlet vurdering af parternes tilknytning til den afdøde og lagde særligt vægt på varigheden af det tidligere samliv. For den biologiske søskende indgik det desuden stærkt i vurderingen, at det var vedkommende, som fysisk fandt afdøde efter drabet, hvilket bekræfter, at den konkrete belastning spiller en stor rolle for udmålingen.

Frivillige udbetalinger modregnes ikke

Hvad angår de rent økonomiske opgørelser af tabt arbejdsfortjeneste efter Erstatningsansvarsloven § 2, har nævnet desuden skabt klarhed omkring frivillige udbetalinger. I en sag, hvor ansøgeren havde modtaget et legat fra en fond, blev det slået fast, at fondsmidler med karakter af en gave ikke skal modregnes. Midlerne trådte ikke i stedet for arbejdsindkomst, og fondens donation betragtedes dermed ikke som "en virkelig skadeserstatning".

Tortgodtgørelse for deling af intimt materiale

På privatsfæreområdet udmålte Erstatningsnævnet en tortgodtgørelse på 6.500 kr. efter Erstatningsansvarsloven § 26 for uberettiget videregivelse af intimt materiale. En person havde sendt et delvist afklædt billede af ofret til ofrets partner. Videregivelsen krænkede både Straffeloven § 264d om privatlivets fred og Straffeloven § 232 om blufærdighedskrænkelse. Nævnet lod billedets karakter og krænkelsens natur være direkte bestemmende for takseringen.

Underkendelse af fordelingsnøgler og normtal

I sagen med et tilbagebetalingskrav på mere end én million kroner underkendte kommissionen systematisk en række af de fordelingsnøgler, minkvirksomheden havde benyttet. Kommissionen afviste blankt at anvende såkaldte normtal for at udregne omkostninger til el og diesel med argumentet om, at gennemsnitstal fra sektoren slet ikke er "retvisende for den konkrete virksomheds faktiske udgifter." Samtidig blev kravet til beregning af produktionsforskelle mellem referenceåret 2019 og nedlukningsåret 2020 låst fast til den strengere "skind over skind"-metode.

Stram håndhævelse af periodisering og ejerløn

I en tilsvarende sag blev et tilbagebetalingskrav på godt 150.000 kr. funderet i en stram håndhævelse af reglerne for periodiseringer. Kommissionen krævede opfyldelse af en rigid "to-leddet test" for at anerkende ændringer i omkostningsniveauer. Dertil faldt afgørelsen tungt på principperne om ejerløn, hvor 2. instans uanset virksomhedsform valgte at pålægge en estimeret, normeret lønomkostning svarende til arbejdstimerne for en faglært minkpasser, hvilket kunstigt hævede de forventede driftsomkostninger og sænkede den fremtidige erstatningsberettigede indtjening markant.

"Overerstatnings- og taksationskommissionens erstatnings- og kompensationsopgørelse pr. 30. juni 2026 udgør herefter -154.961,54 kr. ekskl. renter i nedlukningserstatning, hvilket betyder, at beløbet skal tilbagebetales."

Dermed er scenen sat for minkbranchens retsopgør: Selvom visse poster under de lange ankesager isoleret set bliver opvurderet – som for eksempel værdien af levende avlsdyr og pelskvalitet – ender nettoeffekten i stigende grad som en tilbagebetalingsforpligtelse, når kommissionen skruer på de underliggende variabler for driftsomkostninger. Begge krav tillægges desuden strafrenter i henhold til EU-reglerne om ulovlig statsstøtte fra det oprindelige udbetalingstidspunkt, hvilket yderligere tynger regningen.