Højt vandforbrug fælder bopælsfusk, mens ugyldige kommunale påbud underkendes

Planklagenævnet har underkendt et forsøg på at håndhæve regler, hvor hjemmelsgrundlaget blev fortolket for bredt. I en sag fra Fredensborg Kommune havde ejeren af en landzoneejendom i Nivå fået et påbud om udskiftning eller sandblæsning af matterede vinduer og altanafskærmning. Kommunen udstedte påbuddet efter Planloven § 51, stk. 2, idet man vurderede, at en professionelt påsat solfilm ikke var tilstrækkelig.

Planklagenævnet ophævede imidlertid påbuddet med den begrundelse, at den oprindelige landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1 blot krævede "mattering" og ikke angav en specifik teknisk løsning. Nævnet fastslog, at påbuddet udgjorde en ulovhjemlet skærpelse af vilkårene, og udtalte i afgørelsen, at kravet om sandblæsning eller udskiftning "ikke fremgår af vilkårene i landzonetilladelsen, men kun af påbuddet."

Udskiftning af sommerhusfacade krævede ikke dispensation

I en beslægtet problemstilling om fortolkning af lokalplaner gav Varde Kommune afslag på dispensation til at udskifte en træfacade på et sommerhus i Vejers Strand med vedligeholdelsesfri ivarplank. Kommunen vurderede, at udskiftningen udgjorde "ny bebyggelse", som ifølge lokalplanen skal fremstå i brædder af træ.

Planklagenævnet, der behandler retlige spørgsmål i disse sager jf. Planloven § 58, stk. 1, var imidlertid helt uenig. Nævnet henviste til lokalplanens egen redegørelse, som specifikt definerer nyopførelse som byggeri på en ny placering. Udskiftning af et eksisterende facademateriale falder klart uden for denne definition, hvorfor renoveringen reelt var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18 og således slet ikke krævede dispensation efter Planloven § 19.

Ligebehandlingsprincippet trumfer ikke ulovlige forhold

En klassisk faldgrube for borgere, der konfronteres med kommunale påbud, er at forsvare sig med, at naboen heller ikke overholder reglerne. Denne dynamik var i centrum i en sag fra Københavns Nordvestkvarter, hvor ejeren af en bygning havde fået et påbud om nedtagning af en dynamisk LED-reklameskærm i strid med den gældende lokalplan.

Ejeren klagede under henvisning til, at der fandtes adskillige andre ulovlige skærme i kvarteret, som kommunen ikke havde grebet ind over for. Nævnet bekræftede, at sager, der i det væsentlige er ens, som udgangspunkt skal behandles ens i medfør af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Nævnet trak dog en skarp grænse og understregede, at lighedsgrundsætningen ikke giver en borger ret til at opretholde en ulovlig tilstand:

"Den omstændighed, at kommunen endnu ikke har håndhævet sammenlignelige forhold, kan ikke føre til, at klageren ud fra lighedsgrundsætningen har krav på, at kommunen ikke håndhæver planloven i den konkrete sag."

Vandforbrug fælder ulovlig feriebolig på Bornholm

Anvendelsen af ejendomme til fritidsformål i zoner forbeholdt helårsbeboelse udgør et hyppigt konfliktområde, særligt i attraktive områder som Bornholm. Her stadfæstede Planklagenævnet et kommunalt påbud om at indstille feriebrugen af en ejendom i Allinge, der ifølge lokalplanen var forbeholdt helårsbeboelse efter Planloven § 15, stk. 2.

Klageren anmodede om genoptagelse med et ønske om at få fastlagt faste rammer for, hvor meget man må opholde sig i sit hus under påskud af vedligeholdelse forud for et salg. Planklagenævnet afviste anmodningen og betonede, at kommunen i den oprindelige sag til fulde havde løftet bevisbyrden ved at fremlægge data for vandforbruget. Nævnet bemærkede, at et forbrug på 13,5 kubikmeter i juli oversteg "hvad der normalt må forventes ved ophold i boligen for at udføre almindelig vedligeholdelse".

Afvisning af klage over kommunalt brev i Hørsholm

Sagsbehandlingsregler og processuelle frister udgør et stift, men nødvendigt fundament for klageadgangen. I Hørsholm havde en ansøger forsøgt at genoplive en langvarig sag om et boligbyggeri i landzone ved at indsende en ny ansøgning i 2020. I december 2023 sendte kommunen et brev retur, hvori man anførte, at man ikke fandt behov for at behandle sagen på ny, da den lignede et afslag fra 2009.

Planklagenævnet afviste blankt at behandle klagen herover, da nævnets kompetence udelukkende indtræder, når en kommune har truffet en egentlig materiel afgørelse. Nævnet understregede, at en kommunes beslutning om ikke at ville træffe en ny afgørelse i stedet henhører under Ankestyrelsens generelle tilsyn. Sagen blev formelt afvist af formanden på nævnets vegne ifølge Lov om Planklagenævnet § 4.

Syv måneders fristoverskridelse udløste blank afvisning

Samme konsekvens mærkede en klager i Vejle Kommune som følge af Planklagenævnets yderst restriktive praksis for overholdelse af klagefrister. En borger klagede over et påbud om lovliggørelse af en kolonihavebebyggelse, men indgav klagen knap syv måneder efter udløbet af den lovbestemte 4-ugers frist i Planloven § 60, stk. 1.

Selvom fristoverskridelser i sjældne, ekstraordinære tilfælde kan dispenseres ud fra generelle forvaltningsretlige vurderinger, fandt nævnet i afvisningen specifikt frem til, at betingelserne var langt fra opfyldt:

• Vejle Kommune havde vejledt fuldstændig korrekt om fristen via Digital Post
• En overskridelse på hele syv måneder ligger markant uden for rammerne for anerkendelse
• Der forelå ingen formildende eller undskyldelige omstændigheder i sagsfremstillingen

Da klagefristen således ikke gav anledning til at fravige hovedreglen, blev klagen afvist endeligt i medfør af Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3, hvormed borgeren nu hænger uigenkaldeligt på lovliggørelseskravet uden mulighed for yderligere administrativ prøvelse.