Højesteret nægter livstidsdømt ægteskab og stadfæster 4 års varetægt

Anmodning om ægteskabsudgang afvist

Parret, der aldrig havde mødtes fysisk, anmodede om tilladelse til ægteskabsudgang eller at blive viet af fængselspræsten, hvilket kriminalforsorgen afslog.

Højesteret skulle tage stilling til, om dette afslag udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 12 om retten til at indgå ægteskab. Ifølge Straffuldbyrdelsesloven § 49 a og Straffuldbyrdelsesloven § 51 a er udgang og besøg under de første 10 år af en livstidsdom stærkt begrænset og omfatter som udgangspunkt ikke personer, den dømte ikke kendte forud for varetægtsfængslingen.

Samfundsmæssige hensyn vejer tungest

Højesteret fandt, at selvom EMRK artikel 12 beskytter retten til at indgå ægteskab, kan nationale myndigheder indføre begrænsninger ud fra samfundsmæssige hensyn, så længe det ikke udhuler selve kernen i rettigheden.

"Højesteret finder efter en samlet vurdering, at de anførte omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet og Bs personlige forhold, tilsiger, at parternes ret til at indgå ægteskab begrænses for at varetage samfundsmæssige hensyn."

Afgørelsen slår fast, at indsatte med de strengeste straffe ikke har et ubetinget retskrav på at kunne gennemføre en vielse med en person udefra i den første årrække af deres afsoning.

Påstand om krænkelse af menneskerettighederne

Den tiltalte, som i byretten blev idømt fængsel på livstid, hævdede, at berammelsen var i strid med Retsplejeloven § 843 a, stk. 1, og udgjorde et brud på EMRK artikel 6. Højesteret var enig i, at sager med varetægtsfængslede skal fremmes med den største hurtighed, men fandt, at landsretten på nuværende tidspunkt havde berammet sagen så tidligt, som det var praktisk muligt.

"I den foreliggende sag, hvor den berammede hovedforhandling på berammelsestidspunktet lå langt ude i fremtiden, og hvor den tiltalte er varetægtsfængslet frem til dom i ankesagen, bør landsretten løbende vurdere, om det vil være muligt at fremrykke hovedforhandlingen."

Vurdering henlægges til hovedforhandlingen

Højesteret fastslog desuden, at det er for tidligt at afgøre, om det samlede forløb krænker EMRK artikel 6. Den retlige vurdering af sagsbehandlingstiden må i stedet foretages som et led i selve hovedforhandlingen i ankesagen, hvor forsvarerne kan procedere spørgsmålet.

Sagsøgere uden kontraktlig relation

Problemet for de to sagsøgere var imidlertid, at de slet ikke var aftaleparter i den oprindelige ejeraftale. Den part, der havde kravet ifølge kontrakten, var et selskab, som i mellemtiden var gået konkurs og var blevet opløst. Sagsøgerne argumenterede for, at de som tidligere legale og reelle ejere bag det konkursramte selskab havde en direkte økonomisk interesse i sagens udfald, da kravet langt oversteg kreditormassen i boet.

Afvisning af søgsmålskompetence

Retten afviste denne konstruktion blankt. Fordi sagsøgerne ikke formelt havde fået overdraget fordringen fra konkursboet, manglede de den nødvendige retlige interesse og søgsmålskompetence til at føre kravet for domstolene.

"Sagsøgerne i denne sag har ikke erhvervet nogen fordring fra boet, og der består ikke nogen kontraktlig relation mellem sagsøgerne i denne sag og sagsøgte. Henholdt hertil finder retten, at sagsøgerne ikke har nogen retlig interesse i nærværende søgsmål..."

Konkursboet havde forudgående ført en voldgiftssag mod den sagsøgte efter Voldgiftsloven § 8, stk. 1, uden at det førte til udbetaling. Da skifteretten forinden nærværende sag også havde nægtet at genoptage boet, stod det klart, at kravet ikke længere kunne gøres gældende, og sagen blev afvist med et krav om betaling af 2 millioner kroner i sagsomkostninger til sagsøgte.

Uenighed om forordningens tidsmæssige gyldighed

Dokumentet var i 2021 blevet attesteret af tyske myndigheder som et EEO, selvom EU-forordning 805/2004 utvetydigt kun gælder for dokumenter oprettet efter forordningens ikrafttræden i 2005.

De østrigske myndigheder argumenterede for, at det måtte være muligt at afvise fuldbyrdelsen i modtagerlandet, når den tyske attestering så åbenlyst stred mod forordningens tidsmæssige anvendelsesområde. EU-Domstolen underkendte dog denne praksis.

Gensidig tillid uden overdommere

Formålet med EEO-systemet er at sikre fri bevægelighed af afgørelser uden mellemliggende prøvelse, og det bygger på en stærk forudsætning om gensidig tillid landene imellem. Det betyder, at fuldbyrdelsesstaten ikke kan agere overdommer for de afgørelser, der træffes i oprindelsesstaten. Afgørelsen betyder, at fuldbyrdelsesstaten aldrig må foretage en materiel efterprøvelse, uanset hvor åbenlys en fejl oprindelsesstaten måtte have begået. Eventuelle krav om tilbagekaldelse af attesten på grund af åbenlyse fejl skal udelukkende rettes til den kompetente myndighed i oprindelsesstaten.

Nyt anklageskrift for ældre forhold

En mand blev i 2025 idømt tre måneders betinget fængsel for røveri med vilkår om 80 timers samfundstjeneste, hvilket han efterfølgende afviklede til fulde. Senere blev han sat under anklage for nye sager om bedrageri og røveri begået før den oprindelige dom. Byretten fastsatte en fællesstraf på 9 måneders fængsel og lagde i henhold til Straffeloven § 89 og Straffeloven § 67, stk. 1 den tidligere straf oveni den nye, med et vist fradrag for den fuldførte samfundstjeneste.

Behov for klar retspraksis

Da sagen blev behandlet i landsretten, stod det dokumenteret, at manden reelt havde udtjent hele sin prøvetidssanktion i form af de 80 timers arbejde. Med henvisning til analogien af Straffeloven § 61, stk. 1, justerede landsretten den endelige straf ned til otte måneder for at sikre, at han fuldt ud blev godskrevet indsatsen. Det faktum, at sagen nu skal for Højesteret, viser behovet for at få skabt en helt klar praksis for, hvordan timerne fra samfundstjenesten matematisk og juridisk skal konverteres og godskrives i komplicerede sager om fællesstraf.