Højesteret skal afklare fællesstraf efter fuldført samfundstjeneste

Kernen i den principielle sag

Det er kernen i en principiel sag, som Procesbevillingsnævnet netop har givet tilladelse til at indbringe for Højesteret. Sagen udspringer af et forløb, hvor en tiltalt oprindeligt blev idømt tre måneders betinget fængsel med et vilkår om 80 timers samfundstjeneste for et røveri.

Problemet opstod, da det kom frem, at den pågældende forud for denne dom havde begået yderligere kriminalitet, herunder bedrageri, et nyt røveri og overtrædelse af knivloven. Da byretten skulle udmåle straffen for disse forhold, var samfundstjenesten endnu ikke fuldt afviklet, og retten fastsatte en tillægs- og fællesstraf på ni måneders fængsel.

Landsrettens splittelse og Højesterets opgave

Da sagen nåede Vestre Landsret, oplyste Danmarks Fængsler imidlertid, at samtlige 80 timer nu var afviklet. Landsretten var dybt splittet i spørgsmålet om, hvilken vægt den fuldførte samfundstjeneste skulle tillægges. Tre dommere stemte for at fastholde ni måneders fængsel, mens tre andre – herunder retsformanden, hvis stemme blev udslagsgivende – stemte for at nedsætte straffen til otte måneder.

Det følger af straffelovens § 67, stk. 1, jf. § 61, stk. 1, eller analogien heraf, at der skulle fastsættes en fællesstraf, og der i den forbindelse skulle tages højde for, at tiltalte havde udført den samfundstjeneste, som blev fastsat i den tidligere dom.

Højesteret skal nu tage endelig stilling til, om der overhovedet består en pligt til at fastsætte en ubetinget fængselsstraf, der erstatter den tidligere betingede dom, når samfundstjenesten de facto er udstået.

Fra tiltalefrafald til straffritagelse

I dag er retstilstanden reguleret af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 4. Her gælder en regel om tiltalefrafald, når en borger med stærk afhængighed besidder stoffer til eget forbrug, og sociale forhold taler for det. Selvom tiltalen falder bort, er der dog stadig tale om en strafferetlig sanktion, og praksis tilsiger, at stofferne beslaglægges og konfiskeres.

Med det nye lovforslag transformeres denne regel til en egentlig straffritagelsesregel. Dette skaber en parallel til de eksisterende regler om stofindtagelsesrum.

Fremover skal politiet altså ikke længere konfiskere stoffer til eget forbrug hos denne specifikke målgruppe, medmindre stofferne af praktiske årsager ikke kan tilbageleveres på stedet. Organiseret kriminel udnyttelse og besiddelse med henblik på videresalg vil dog fortsat blive retsforfulgt med fuld styrke.

Undtagelser for visse indkvarteringssteder

Det bemærkes desuden i lovforslaget, at indkvarteringssteder efter udlændingeloven, som for eksempel Udrejsecenter Kærshovedgård, udtrykkeligt er undtaget fra den nye straffritagelsesregel. Her vil myndighederne i stedet anvende retsplejelovens almindelige regler om tiltalefrafald.

Kortlægning af drabstyper og forudgående kontakt

Kortlægningen identificerer tre distinkte drabstyper: Tab af kontrol og position i forbindelse med samlivsbrud (den største gruppe), vedvarende vold i misbrugsmiljøer og endelig drab udløst af svækkelse og håbløshed hos ældre par.

Fra et strafferetligt og politimæssigt perspektiv er det særligt bemærkelsesværdigt, at politiet i 39 procent af sagerne havde haft forudgående kontakt med parterne i form af voldsanmeldelser, tilhold eller husspektakler. Dette kalder ifølge forskerne på et markant opgør med myndighedernes silotænkning.

Anbefalinger til tværgående samarbejde

Forebyggelse kræver et opgør med silotænkning og en styrket indsats på tværs af sektorer.

Rapporten, som kan læses i sin helhed i dette udgivne dokument, anbefaler konkret en langt mere systematisk og proaktiv brug af retsplejelovens § 115. Bestemmelsen giver mulighed for vidensdeling mellem politi, sociale myndigheder og sundhedsvæsen, men udnyttes ifølge aktørerne ikke til sit fulde potentiale i dag. Derudover foreslås der lovmæssige forpligtelser til behandling af voldsudøvere samt øget brug af omvendt fodlænke med GPS-overvågning for at beskytte voldsofre.